Anskuelsesmetoden og dens mange modeller og billeder var en ny pædagogisk tilgang til, hvordan og hvad børn skulle lære i skolen. Barnet skulle i højere grad selv betragte verden, tænke rationelt, kategorisere, analysere og formulere sine iagttagelser. Barnet skulle »lære at lære«, og ved hjælp af billeder og modeller kunne læreren anskueliggøre verden for barnet.

Lærerinden og pædagogen Kirstine Frederiksen udgav i 1896 en vejledning til anskuelsesmetoden, hvor hun i detaljer beskrev, hvordan man kunne stille barnet ledende spørgsmål, der kunne hjælpe det til selv at forstå verden omkring sig. Læreren var fødselshjælper, og anskuelsesbilleder og modeller var hjælpemidlerne. I centrum var, at barnet selv skulle erkende verden omkring sig, og billederne skulle anskueliggøre verdens sammenhænge.

Metoden blev blåstemplet i 1899 med den nye folkeskolelov. I det cirkulære, der angav fagenes indhold, findes anskuelsesundervisning som et selvstændigt fag! Faget var obligatorisk som et introduktionsfag i de yngste klasser, der skulle lære de almene begreber, få en fælles referenceramme og vænnes til selvstændig tænkning som forberedelse til den videre undervisning. Anskuelsesundervisningen introducerede således børnene til viden om hjemstavn, natur, arbejdsliv, vejr og geografi, fysiske sammenhænge, farver, materialer og historiens gang.

Gennem billederne og de situationer, de afbildede, fik børnene et indtryk af, hvordan verden hang sammen - og hvordan den burde hænge sammen. Selvom der fandtes billeder, der advarede mod druk, tyveri og anden dårlig opførsel, så er de fleste anskuelsesbilleder ideelle fremstillinger. Det er naturens perfektion, storslåede bygninger og de sunde arbejdere og børn, der afbildes, og faget var således ikke blot dannende, men også normdannende.