I dag var Danmarks Billedkunstlærere i foretræde i børne- og ungeudvalget for at bede politikerne huske på fagets faglighed i denne uges forhandlinger om folkeskolereformen
Foto: Pernille Aisinger
Billedkunstlærere til Antorini: sats på billedkunst
Foreningen for billedkunstlærere havde i dag foretræde for Folketingets børne- og undervisningsudvalg. De frygter, at faget bliver degraderet til en aktivitetstime i heldagsskolen.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
To repræsentanter fra Danmarks Billedkunstlærere var i dag til møde i børne- og undervisningsudvalget for at give tre opfordringer om fagets rolle efter folkeskolereformen: billedkunst bør være obligatorisk, indfør afsluttende prøver i faget og give kvalificeret uddannelse.
Foreningen var til mødet sammen med repræsentanter fra foreningerne Gymnasiets Lærere i Billedkunst og Design samt Foreningen af Læreruddannelsens Billedkunstundervisere, og de er alle bekymrede for billedkunstfagets skæbne i en heldagsskole.
Kreative fag som idræt, musik og sløjd står til at miste forberedelsestid
"Billedkunst er ikke kun maling og tegning, men en læring om det visuelle sprog, og undervisning i billedkunst støtter elevernes udvikling i kompetencer som kreativitet og entreprenørskab", siger formanden for Danmarks Billedkunstlærere, Alice Carlslund.
Foreningen ønsker, at billedkunst bliver opprioriteret i folkeskolen. Det gælder generelt, men også i relation til den nye reform. Alice Carlslund anbefaler blandt andet udvalget, at overveje at gøre billedkunst obligatorisk fra 1.-12. klasse.
Ikke kun en aktivitetstime Ifølge Alice Carlslund støtter gymnasielærerne opprioriteringen af billedkunst i folkeskolen, fordi det giver eleverne et bedre udgangspunkt for at få billedkunst på gymnasieniveau. Billedkunstlærerne vil ikke fokusere på den nye overenskomst, men se frem mod at forbedre folkeskolereformen.
"Vi frygter at billedkunst bliver til en aktivitetstime. Det er problematisk, hvis billedkunst bliver et fag, hvor der sidder nogle pædagoger og tegner med eleverne. Aktivitetstimer i billedkunst må ikke være på bekostning af reel undervisning i faget", siger formand Alice Carlslund.
På torsdag er der forhandlinger om den nye folkeskolereform.