De tre lærere cyklede fra Aabenraa til København for at komme til stordemonstrationen torsdag. Fra venstre ses: Jens Gydesen, Arne Matthiesen og Andreas Refsgaard Petz

Lockout Tour 2013 - fra Aabenraa til KBH

Med stålsatte miner cyklede tre lærere de 250 kilometer fra Aabenraa til Christiansborg for at komme til stordemonstrationen torsdag. Med stram tidsplan og god planlægning nåede de tre lærere med ømme ben frem til tiden.

Offentliggjort Sidst opdateret
Lærer Jens Gydesen får autopace henover Fyn

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Klokken 06.15, torsdag den 11. april. 3 lærere fra Aabenraa Lærerkreds, Andreas Refsgaard Petz, Jens Gydesen og Arne Matthiesen, er stålsatte og klar. De vil tilbagelægge 250 km på under ni timer i en cykelstafet op gennem Jylland, tværs over Fyn og videre over Sjælland. Målet er at ankomme rettidigt til stordemonstrationen foran Christiansborg, hvor de sammen med 40.000 andre vil tilkendegive deres frustration over lockouten og OK13. 

Alle tre lærere er trænede atleter og underviser til dagligt på 3 forskellige skoler i og omkring Aabenraa.

Lockouten giver styrket sammenhold

 

Ideen opstod under et møde i Sønderjyllands Hallen, hvor kreds 92's lærere var samlet fredagen forinden. Hurtig hovedregning fortalte, at projektet kunne gennemføres, så vidt der kunne holdes en gennemsnitshastighed på omkring 30 km/t - under normale omstændigheder ikke noget problem. Med en standhaftig østenvind, og temperaturer som kun lige sneg sig over frysepunktet, var det alligevel en udfordring, der skulle tages seriøst af de trænede lærere.

For at projektet skulle lykkes, var planlægning nødvendig. Følgebil, chauffør til følgebil, rute, energi, skiftetøj med mere blev organiseret, aftaler lavet, og medier kontaktet.

1. etape køres af Arne Matthiesen, som er lærer på Høje Kolstrup Skole. Ruten går gennem Haderslev, Christiansfeld og Kolding, hvor flere skoler passeres undervejs. Efter 80 km tager Jens Gydesen over. Han er lærer på Kongehøj Skolen. Han er frisk, men har døjet med lidt "mande-forkølelse" - ikke godt. Med autopace i modvinden holdes der et højt gennemsnit hen over Fyn, Odense og H.C. Andersens hus passeres midt på formiddagen.

Bussen er ladet med lærere, bannere og gejst

 

Kl. 11 pakkes cykler og grej i bilen ved Nyborg - rytterne skal fragtes i følgebilen over Storebælt. Den stramme tidsplan holder kun lige.

Ved Slagelse er det tid til sidste solo-etape, som køres af Andreas Refsgaard Petz fra Stubbæk Skole. Andreas cykler i højt tempo og humør gennem Slagelse, Sorø og Bjæverskov.

Fra Køge følges alle 3 ryttere de sidste kilometer ind mod København, så de kommer samlet i mål foran Christiansborg. Benene er ved at være møre, men der cykles fortsat i et tempo på omkring 35 km/t. En uventet stigning viser sig ved Kalvebod Brygge, hvor broen ved Fiske Torvet skal forceres. En næsten uoverkommelig stigning med så mange kilometer i benene, og Jens må slippe. Hans årelange erfaring fra cykelsporten gør dog, at han kan grave dybt, og i et malende tråd indhenter han igen de to førende ryttere.

I mål foran Christiansborg mødes de af 40.000 lærere fra hele landet. Flere kolleger kommer med anerkendende kommentarer og fortæller, at turen er blevet fulgt på sociale medier som Facebook og Endomondo.

Fra en demobus: Nu står vi sammen