Regnen falder spredt og stille, og parkeringspladsen foran idrætscenteret i Ebeltoft fyldes langsomt op. Skilte, rygsække og varmt tøj. Klokken er 9, og folk skutter sig i kulden. Småsnak flyder frem og tilbage:

"Jeg har glædet mig til det her", "De siger, at vi bliver 40.000", "Tror I, vi overhovedet kan komme frem?", "Nu skal de se, at vi står sammen!"

Over 40.000 demonstrerede mod lockouten

Kage fra tjenestemændene

Ti minutter efter er bussen fyldt til sidste plads. På Ebeltoft Skole har tjenestemændene sendt friskbagte boller, kage, bolcher og masser af sympatitanker med. Peter Ravn, deres tillidsrepræsentant, læser tjenstemændenes brev op, og en flaske gammel dansk vækker latter, men også glæde.

Forrest i bussen er Dorthe fra Ebeltoft Skole gået i gang med at klippe gult stof i strimler. Hun forklarer, at de skal bruges til at sætte på tøjet, hvis man sympatiserer med lærerne i konflikten. Da bussen når til Vejle, kommer et grønt banner op i bagruden, og både Folkeskolen og Politiken cirkulerer mellem folk.

"Har du set kronikken? Den viser da klart, at lærerne tænker i forandring. Jeg bliver så harm, når vi får skudt i skoene, at vi ikke vil noget som helst."

Fedt at opleve sammenholdet

Ordene bølger frem og tilbage

Ingrid Fisker: "Det er godt at være af sted, for det her fylder bare meget. Det er også tydeligt at høre på snakken i bussen, at lockouten berører folk voldsomt. Alt det arbejde, der ikke bliver udført, og vi går her".

Gitte Brink supplerer: "Man bliver frustreret, og man bliver træt, fordi alt er sat ud af kraft. Hele tiden hører man noget, ser noget i nyhederne og vurderer på, hvor vi er på vej hen. Men midt i alt det her, er det også fedt at opleve sammenholdet."

Latter understreger Gittes Brink ord, mens vejen vugger bussen blidt af sted. Ved broen holder andre busser i kø, og lærere smiler og vinker til hinanden gennem ruderne. Efterhånden opblødes den faglige kampsnak med mere og mere private betragtninger. Men da skiltene siger Slagelse, dukker en gul vest op - der skal lige monteres et hjemmelavet slagord på ryggen.

"Bare vi nu ikke bliver væk fra hinanden. Jeg følger med dig hele tiden, Gitte Brink." Jette Boesen ser lidt bekymret ud, mens hun hæfter skiltet fast med sikkerhedsnåle. Stadig flere busser dukker op på vejen.

Så er der kø. Bekymringen skifter. Man leder efter Københavnskyndige: Er det lærernes busser, der giver kø? Eller er det bare sådan heromkring? Rasmus Pedersen siger myndigt, at 400 ekstra busser ikke betyder spor. I første omgang får han ret. Køen opløses.

"Nu siger vi fra"

Men så rammer bussen Bellacentret. Gule veste, røde t-shirts, bannere og musik. Der er mennesker overalt. En lang slange af mennesker, som arbejder sig over mod metroen.

"Det er fantastisk! Sikke en fornemmelse!"

Spændingen summer i luften: Det her er stort! Biler må vende om, for de kan ikke komme igennem. Folk smiler, griner og snakker hurtigt og opstemt. Morgenens stille regn er væk. NU siger vi fra. NU står vi sammen. For sammen kan vi vende det her. Bare vent.