Jonas Pagh, lærer i udskolingen

"Lockouten føles som en personlig kritik"

Dagen efter at KL varslede lockout, besøgte Folkeskolen Skolen ved Sundet på Amager i København. Vrede, frustration og afmagt var blot nogle af tankerne blandt skolens lærere.

Offentliggjort Sidst opdateret
René Aistrup, lærer i indskoling og udskoling, tillidsrepræsentant
Maja Kragh, klasselærer, 2. klasse
Anne Krab Harholt, lærer i indskoling og udskoling

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jonas Pagh, lærer i udskolingen

Lockoutsituationen overrasker mig ikke, men den undrer mig rigtig meget. Der var så meget at forhandle om, men hele forløbet virker til at være forberedt fra starten af. Det er usmageligt. Jeg er virkelig frustreret over, at modparten ikke lytter, og det gør mig næsten hævngerrig. Det nytter selvfølgelig ikke at reagere med hævn, men det er fristende at tænke, at de kan få lov til at sejle deres egen sø.

Her dagen efter lockouten føler jeg mig meget demotiveret. Det er ikke sjovt at gå på arbejde i en hel måned uden at vide, hvad der kommer til at ske. Det værste skrækscenarie for mig er, hvis alle de her nye tiltag bliver til virkelighed. Der er brug for et kompromis, hvor begge parter lytter til hinanden.

René Aistrup, lærer i indskoling og udskoling, tillidsrepræsentant

Jeg er virkelig ærgerlig. Ærgerlig over en lockout, som kommer til at påvirke rigtig mange mennesker. Både forældre, lærere og elever. Ærgerlig over udsigten til afskaffelse af en arbejdstidsaftale, som fungerer. Og ikke mindst ærgerlig på vegne af mine kollegaer, som jeg kan mærke bliver både stressede og demotiverede af denne her konflikt. Vi står med en følelse af: hvorfor skal vi overhovedet være her, når vi bliver behandlet på denne måde. Det eneste, jeg vil, er at passe mit arbejde, men det er hårdt, når faget og lærerne er under negativ omtale og mistanke.

Jeg er vild med det her job, og jeg har altid tænkt om mig selv som en lærer for livet. Men jeg må indrømme, at jeg for første gang har mistet lysten til at blive i jobbet til min pension.

Maja Kragh, klasselærer, 2. klasse

Jeg stod i håndarbejdslokalet, da en kollega stak hovedet ind og fortalte om lockouten. Det var jo sådan set forventet, men jeg blev alligevel virkelig overrasket over min egen reaktion. Jeg følte mig pludselig både vred, ked af det og ikke mindst chokeret over, at lockouten ramte mig så personligt. Selvom jeg er lærer og på arbejde, så er jeg jo stadig Maja. Det er simpelthen nødvendigt for mig at være personligt til stede som lærer, og det er nok derfor, lockouten føles som en personlig kritik. Jeg er af natur meget positiv, men jeg må indrømme, at hele den her situation gør mig træt og halvdeprimeret. Jeg har altid mange bolde i luften, men da jeg mødte her til morgen, føltes det mere, som om alle mine bolde lå på gulvet. Dem skal jeg finde energien til at samle op igen.

Anne Krab Harholt, lærer i indskoling og udskoling

Jeg er rigtig sur over situationen. Jeg vil gerne undervise, og jeg kan ikke se, hvordan det bliver nemmere at finde en løsning ved, at KL lockouter os. Det er os, der skal bygge skolen op, når de engang når til enighed, og derfor virker det fuldstændig vanvittigt, at de nu rammer os så hårdt og river os ned. De nedbryder alle de positive og engagerede lærere, der er rundtomkring på skolerne. Jeg er så træt af al den negative omtale af et job, som jeg gør rigtig godt. Jeg prøver virkelig at passe mit arbejde og holde fokus på undervisningen, men det er vildt frustrerende at have et »hvis« hængende over hovedet hele tiden. Det er jo ikke til at vide, hvad der sker, og om planlægningen af skoleåret kommer til at holde. Jeg frygter, at denne her konflikt vender offentlighedens syn på folkeskolen til det negative. Hvad folkeskolen i virkeligheden har brug for, er ro og optimisme.