Antorini i samråd om timetal og nye undersøgelser
Liberal Alliance vil i et samråd have børne- og undervisningsminister Christine Antorini til at forklare, hvorfor regeringen ”ikke vil rette sig efter to nye internationale undersøgelser, der bl.a viser, at der ikke er sammenhæng mellem antallet af undervisningstimer og elevernes faglige niveau”.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Det er Pirls-undersøgelsen om læsning i 4. klasse og Timss-undersøgelsen om 4. klassernes præstationer i matematik og natur/teknik, som Liberal Alliance tænker på. Det er partiets børne- og undervisningsordfører Merete Riisager, der kalder Antorini i samråd i Folketingets Børne- og Undervisningsudvalg. Hun ønsker en forklaring på "hvorfor heldagsskolen skal tvinges ned over hovedet på samtlige folkeskoler".
"Regeringen vil omdanne folkeskolen til en heldagsskole, selvom nye internationale undersøgelser viser, at antallet af undervisningstimer ikke er afgørende for elevernes resultater. Jeg vil gerne have Christine Antorini til at svare på, hvorfor regeringen blankt afviser undersøgelsernes resultater, og ifølge flere forskere ligefrem misinformerer om undersøgelsernes resultater", skriver Merete Riisager i en pressemeddelelse.