Alle børn skal behandles særligt, men nogle har brug for mere særbehandling end andre. Den indstilling har Marlene Tømmerholt Pedersen med i bagagen fra linjefaget specialpædagogik.

»Grundlæggende ser jeg efter børns resurser. Når en hidsig dreng banker sin hånd hårdt ind i væggen, har han trods alt lidt kontrol over sig selv, for ellers ville han slå en elev eller en lærer. Det syn giver mig noget at arbejde videre med«, siger Marlene Tømmerholt, der indtil sommerferien havde et vikariat på Sct. Hans Skole i Odense, hvor hun underviste i 9. klasse og i en træningsklasse.

Indimellem synes hun, det er svært at få erfarne kolleger til at forstå den tilgang, hun har til eleverne.

»Vi har gode pædagogiske diskussioner, men nogle gange vifter de mig af med et argument om, at jeg bare er sød. Det er svært for mig at forklare, at det skyldes mit pædagogiske grundsyn om at være anerkendende. Jeg har lært at arbejde inkluderende, og det gør, at jeg ikke alene handler med hjertet, men bakker min faglighed op med analyser og undersøgelser«, siger Marlene Tømmerholt, der nu arbejder som lærer på Langtved Friskole.

Råber aldrig i frustration

Gennem litteratur og diskussioner om elevernes behov i linjefaget på Læreruddannelsen i Odense har Marlene Tømmerholt opnået en selvindsigt, hun trækker på som lærer.

»Jeg kan sagtens sige til mig selv, at jeg ikke skælder ud, men det er ikke nødvendigvis den oplevelse, eleverne har. Ofte har skældud ingen anden effekt, end at læreren får afløb for sine egne frustrationer, så jeg holder bevidst en anerkendende tone. Hvis jeg skal råbe højt, skal det være for at overdøve larmen. Jeg råber aldrig i frustration«.

Det gjorde Marlene Tømmerholt sig ikke mange tanker om, inden hun begyndte på specialpædagogik.

»Det er det fag, der har udviklet mig mest som lærer. Jeg råbte højt i min praktik og især af teenagepiger, som talte meget. Jeg var selv sådan én, der blev råbt ad, men jeg havde aldrig fået sat ord på, at det var derfor, pigerne irriterede mig, før min lærer i specialpædagogik spurgte ind til det«.

»Det er svært for mig at forklare, at jeg ikke bare er sød, men at det skyldes mit pædagogiske grundsyn om at være anerkendende«, siger Marlene Tømmerholt.