"Lærere og pædagoger arbejder i velfungerende team, hvor de støtter hinanden", siger Lars Peter Andersen fra Arbejdsmedicinsk Klinik i Herning.
Trods trusler og vold føler specialskolernes ansatte sig trygge
Selv om et stort antal lærere og pædagoger på specialskoler trues og bliver slået, føler over 90 procent sig trygge ved at færdes på deres arbejdsplads, og over 80 procent kalder sikkerheden tilfredsstillende. Forklaringen ligger teamsamarbejdet.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Over halvdelen af de ansatte på specialskoler bliver hvert år ud sat for vold og trusler i deres arbejde, viser den første undersøgelse af omfanget af fænomenerne. Lærere og pædagoger bliver blandt andet slået, revet og sparket, og de får kastet genstande efter sig.
Alligevel føler over 96 procent af lærerne og næsten 94 procent af pædagogerne sig trygge ved at færdes på deres arbejdsplads. Tilsvarende siger 84 procent af lærerne og 82 procent af pædagogerne, at generelt er sikkerheden på arbejdspladsen tilfredsstillende, og i begge faggrupper svarer 87 procent, at de hurtigt kan tilkalde hjælp, når der er brug for det.
Lærere og pædagoger støtter hinanden i velfungerende team
Det lyder paradoksalt, at den høje hyppighed af trusler og vold ikke spiller ind på oplevelsen af tryghed, erkender cand. psych og ph.d. Lars Peter Andersen fra Arbejdsmedicinsk Klinik på Regionshospitalet i Herning, der står bag undersøgelsen.
"Forklaringen kan være, at lærere og pædagoger arbejder i velfungerende team, hvor de støtter hinanden. De ved, hvordan de hver især reagerer i konflikter og optrappede situationer, og de stoler på hinanden. Det giver tryghed", siger Lars Peter Andersen.
Samtidig viser støtten, at den enkelte lærer eller pædagog ikke står alene med truslerne og volden.
"At truslerne og volden er et fælles problem hjælper medarbejderne, og det gør også, at de har nogle at tale med, når de har været udsat for et eller andet. Det giver igen en oplevelse af, at det ikke blot er et individuelt problem", siger Lars Peter Andersen.
Lærerne brænder for de specielle børn
Trygheden bunder også i, at det ser ud til at være et særligt folkefærd, der vælger at arbejde på en specialskole. En mandlig lærer udtrykker det på denne måde i undersøgelsen:
"Ja, det lyder så prætentiøst, men kærlighed til de her børn, altså… at man kan lide dem… at de mærker det - det er nødvendigt".
En leder understreger også, at det personlige har betydning:
Jeg tror, du kan tage nok så mange år i undervisningssystemteori og anerkendende processer, hvis du dybest set ikke har det i dig som menneske, så bør du ikke arbejde med de her børn".
Lars Peter Andersen fra Arbejdsmedicinsk Klinik i Herning oplever, at der til en vis grad sker en selektion ved ansættelsen.
"Det bygger jeg på de interview, jeg har lavet i forbindelse med undersøgelsen. Jeg møder folk, der brænder for de her børn og vil arbejde med dem, fordi de er anderledes, hvor andre lærere trækker sig", siger han.
Faglighed forebygger vold
Selv om personalet føler sig trygge og brænder for børnene, skal man ikke stille sig tilfreds med arbejdsmiljøet på specialskolerne, understreger Lars Peter Andersen.
"Forebyggelse af vold går gennem faglighed, for det kræver pædagogisk indsigt at arbejde med specielle børn. Mine interview viser, at skolerne gør meget for at hindre trusler og vold, både i den pædagogiske praksis, ved at forebygge, ved at lave unikke løsninger for enkeltelever og ved at registrere den vold, der sker. Det sidste er vigtigt, fordi skolerne så kan se, om der er et mønster i volden, for så er der måske noget i praksis, der skal ændres", siger Lars Peter Andersen.
Han oplever en høj faglighed på specialskolerne.
"Den skal bevares gennem supervision, sparring og efteruddannelse", siger Lars Peter Andersen.
Branchearbejdsmiljørådene for Undervisning & Forskning og for Social & Sundhed inviterer specialskoler til et netværk om voldsforebyggelse. Interesserede skal henvende sig inden 17. september. Læs mere på www.arbejdsmiljoweb.dk/specialskoler.
Læs mere
Rapporten "Trusler og vold på specialskoler"
Læs tema om vold og trusler