Ud over et forpligtende samarbejde med 20 kommuner, vil rådgivningsteamet også give telefonisk rådgivning til alle interesserede kommuner.

Kommuner kan nu søge hjælp til inklusion

20 kommuner får nu mulighed for at indgå samarbejde med et statsligt rådgivningsteam om øget inklusion i blandt andet folkeskolen. Målet er at hjælpe kommunerne i omstillingsprocessen, så man skaber et fagligt løft og mere fællesskab, fortæller Christine Antorini.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En lang række kommuner arbejder allerede for fuld tryk med at skabe øget inklusion i skoler og institutioner. Nu giver Ministeriet for Børn og Undervisning i samarbejde med Social- og Integrationsministeriet 20 kommuner muligheden for at få en hjælpende hånd i processen.

Over de næste fire år er der afsat 60 millioner til et nationalt rådgivningsteam, som skal vejlede 20 kommuner til, hvordan de kan skaber bedre rammer for inklusion.

Fra i dag kan kommunerne så søge om muligheden for at indgå et forpligtende samarbejde med rådgivningsteamet. Samarbejdet kan vare op til tre år og skræddersys til den enkelte kommunes situation og behov.

Antorini: Hjælp til svær omstilling Børne- og undervisningsminister Christine Antorini påpeger, at rådgivningsteamet skal hjælpe de udvalgte kommuner med at omstille sig i forhold til den måde, de organiserer børne- og ungeområdet på i dag.

"Det er en svær opgave, og den skal det nye rådgivningsteam hjælpe kommunerne med at løfte i deres konkrete situation. Målet er et fagligt løft for alle, og at flere børn og unge bliver en del af fællesskabet - samtidig med at forældrene kan føle sig trygge i den proces," siger hun.

Rådgivningsteamet skal blandt andet støtte kommunerne i at opstille klare mål og værdier for omstillingen og sikre en fælles forståelse af den pædagogiske indsats, samt at kommunerne arbejder strategisk med kompetenceudvikling. Rådgivningsteamet skal desuden hjælpe kommunerne med at følge op på omstillingen til øget inklusion.

Rådgivningsteamet vil bestå af cirka 12 konsulenter og bliver etableret under Ministeriet for Børn og Undervisning. Teamet vil fungere fra august 2012 og løber frem til udgangen af 2015. Udover det forpligtende samarbejde med 20 kommuner, vil rådgivningsteamet give telefonisk rådgivning til alle interesserede kommuner. Læs mere om rådgivningsteamet og muligheden for at blive samarbejdskommune på www.uvm.dk/inklusion.