”Det var bedre end normalt, fordi man kiggede på hinanden”. 

”Jeg forstår meget mere, når nogen læser højt”. 

Sådan svarede to elever, da Caroline Deichmann og Sebastian Sunddal Mikkelsen interviewede dem til deres professionsbachelorprojekt fra læreruddannelsen i Aarhus ved Via University College. 

I projektet undersøger de metoden guidet fælleslæsning, hvor de ”ønsker at bidrage til danskfagets litteraturundervisning med en ny måde at læse tekster på for at give eleverne indsigt i litteraturen og de oplevelser, litteratur kan afføde”. 

Selvom læsning og litteraturundervisning er en central del af faget, har litteraturen ikke en positiv klang i alle folkeskoleelevers ører. De oplever i høj grad, at litteraturarbejdet er domineret af krav om analytiske færdigheder. Litteraturen bliver tit midlet til at nå mål om læsefærdigheder og -hastighed. Litteraturen får ikke en egenværdi, hvor oplevelsen bliver målet i sig selv. Samtidig falder børn og unges læselyst med alderen, skriver de. 

Men hvordan kan man forhindre den udvikling? Hvad hvis man sætter fokus på læseoplevelser og vægter fællesskaber og samtaler om litteraturen i præstationsfrie rum, spørger Caroline Deichmann og Sebastian Mikkelsen. 

I studietiden har de begge været ungeambassadører på et projekt om at gøre Aarhus til Unesco City of Literature, hvor de arbejdede for at give mere plads til litteraturen og til læsefællesskaber. Her blev de bekendt med guidet fælleslæsning, der oprindeligt er udviklet af The Reader Organisation i England, men siden adapteret og oversat til dansk af Læseforeningen. 

Metoden har inspireret Caroline Deichmann og Sebastian Mikkelsen til at overveje, hvordan man kan skabe plads til læseoplevelser gennem litteraturfællesskaber.

”Hvad kan guidet fælleslæsning betyde for elevers læseoplevelser i danskundervisningen på mellemtrinnet”, spørger de i deres problemformulering. 

Samtale om fælles læseoplevelser

Metoden guidet fælleslæsning er udviklet af den britiske professor Jane Davis med et formål om at samle mennesker i alle samfundsgrupper i læsefællesskaber og sammen læse, reflektere, opleve og skabe indsigt og kontakt mellem mennesker. Den er altså ikke skabt for at blive brugt i undervisning, og metoden adskiller sig markant fra en målstyret analytisk tilgang til litteratur. 

Metoden baserer sig på reader-respons-traditionen med fokus på relationen mellem læser og tekst - og de oplevelser, følelser og tanker, der opstår i læsningen. Gennem læsning af skønlitteratur og fællessamtale er meningen, at deltagerne skal få indsigt i andres indre liv, tanker og følelser. ”Formålet er altså ikke at nå frem til et facit eller en faglig analyse, men at blive klogere på sig selv og på hinanden og at have en fælles læseoplevelse, hvor man kan dele tanker, associationer og følelser, der opstår i læsningen”, skriver Caroline Deichmann og Sebastian Mikkelsen. 

Højtlæsning er en central del af metoden, da der gennem fælles læsning skabes en fælles læseoplevelse her og nu, som danner udgangspunkt for den efterfølgende samtale.

I projektet læner de sig op ad et socialkonstruktivistisk læringssyn, der blandt andet bygger psykologerne Lev Vygotsky og Jerome Bruners teorier om det sociale og kulturens betydning for læring. Samt læringsteoretiker Etienne Wenger og antropolog Jean Laves teori om praksisfællesskabet som arnested for læring. 

Ingen forkerte svar 

Deres dataindsamling tager afsæt i to lektioner i dansk i en 5. klasse med 18 elever, hvor de afprøvede guidet fælleslæsning i praksis. Klassen var i gang med et lyrikforløb, derfor valgte Caroline Deichmann og Sebastian Mikkelsen to digte til fælleslæsningen; ”Godhed” af Benny Andersen og ”Erkendelse” af Tove Ditlevsen. Digtenes indhold og sprog passede til elevernes alder og har en åbenhed, som giver plads til fortolkning. 

Efter en fælles opstart i klassen blev eleverne delt i to grupper. Den ene blev i klassen, hvor de skulle tage deres stole ud på gulvet og danne en cirkel. Den anden gruppe gik ned i et lokale, hvor eleverne har fritidsklub og sad der rundt om et stort bord, så alle kunne kigge på hinanden. Først fik eleverne forklaret, hvad en læsegruppe går ud på og fik at vide, at der ikke er nogle rigtige eller forkerte svar på deres oplevelser med teksten. 

Derefter læste de digtet ”Godhed” op og satte gang i en samtalen om det ud fra en række forberedte spørgsmål. Dernæst gentog de højtlæsning og talte om det andet digt ”Erkendelse”. I den ene gruppe varede fælleslæsningen 50 minutter, i den anden gruppe 1 time og 20 minutter. 

Et præstationsfrit rum til læsning 

Caroline Deichmann og Sebastian Mikkelsen slår fast, at guidet fælleslæsning kan noget som litteraturmetode i danskfaget, men metoden kan ikke det hele. De fremhæver muligheden for at dele læseoplevelser uden eksplicit fokus på bestemte analysetilgange eller fagbegreber, og de oplevede, at ”eleverne i samtalen var aktive med både sproglige og indholdsmæssige refleksioner, undringer og fortolkninger med udgangspunkt i teksten og i relation til deres eget liv.” 

Eleverne tog positivt imod højtlæsningen, og de åbne spørgsmål og arbejdsformen gav høj deltagelse fra mange elever. ”Den dialogiske undervisning spiller også en rolle i forhold til det fællesskab, der skabes i læsegruppen, når eleverne igennem teksten lærer hinanden bedre at kende gennem de historier og de fortolkninger, de bidrager med”, skriver de.

Caroline Deichmann og Sebastian Mikkelsen konkluderer, at guidet fælleslæsning ikke er et revolutionerende dansklærerfagligt litteraturværktøj, men en variation til litteraturundervisningen, som har den fordel, at ”den som grundform giver plads til, at eleverne oplever litteraturen i læsefællesskaber, hvor eleverne arbejder i mindre grupper, og eleverne hverken kan eller skal måles eller evalueres for deres læringsudbytte”.

Eleverne får fælles læseoplevelser, der giver dem mulighed for at spejle sig selv i teksten og i hinanden. ”Med guidet fælleslæsning kan eleverne få læseoplevelser, der rækker ud over danskundervisningen og ind i deres eget liv, give dem oplevelser, vække følelser og give dem noget at tænke over, og der er plads til alle former for læseoplevelser”, skriver Caroline Deichmann og Sebastian Sunddal Mikkelsen i konklusionen.