Foto: ViewApart/istock.com
Uddannelsesvalg i et coronaår: Lidt flere tager 10. klasse
Også i år over 70 procent af afgangseleverne søgt en gymnasial uddannelse og små 20 procent en erhvervsuddannelse, viser tallene for søgningen til ungdomsuddannelserne 15. marts. Flere har søgt 10. klasse i år.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
"Der er ingen tvivl om, at vejledningen har haft svære vilkår i år, hvor mange unge ikke har kunnet besøge ungdomsuddannelserne eller komme i fysisk brobygning. Set i det lys synes jeg, det er glædeligt, at ansøgningstallene er stabile sammenlignet med sidste år", siger børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil på uvm.dk om årets søgemønster.
I lighed med de foregående år har godt 70 procent af de elever, der forlader grundskolen til sommer, søgt om at starte på en gymnasial uddannelse, og ligesom de to foregående år har omkring 20 procent søgt om at starte på en erhvervsuddannelse. Region Nordjylland har som den eneste region nået erhvervsuddannelsesreformens mål om, at 25 procent af en ungdomsårgang vælger en erhvervsuddannelse, når de forlader grundskolen.
Over halvdelen vælger 10. klasse
Flere end sidste år tager et grundskoleår mere efter den coronaprægede 9. klasse. 51 procent af eleverne i 9. klasse vil fortsætte deres skolegang i 10., og det er en stigning på 3 procentpoint. 65 procent af dem vil på efterskole, og det er en stigning på 2 procentpoint, oplyser Børne- og Undervisningsministeriet.
uvm.dk: Unge søger ungdomsuddannelser ligesom sidste år