Skolechef: Vi opprioriterer vejlederrollen

Guldborgsund Kommune har de seneste par år udviklet en fællesstrategi for deres pædagogiske læringscentre (PLC) på alle skoler. Der er fokus på vejledning og vejledere.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Vi har afsat en del penge til udviklingen af PLC'erne, fordi vi for nogle år siden ikke var dér, hvor vi skulle være. Der var store forskelle på skolerne og de vilkår, som skolerne havde. Vi har udarbejdet en ny ordblindestrategi, og så var det et ønske fra matematikvejlederne, at vi arbejdede med at gøre noget for elever i matematikvanskeligheder«, fortæller konstitueret centerchef Peder Skelbo Hansen.

»Vi ønsker at give skolerne mere ensartede vilkår, men lokalt kan skolerne også selv komme flere midler i arbejdet. Vi har nu 100 timer til vejledning i grundtillæg på alle skoler, og så trapper det op, hvis der er tale om store skoler«.

Matematikvejlederne mødes fast en gang om måneden, og tiden er skemalagt.

»Det er vigtigt, at vejledernes forhold er rimeligt ensartede, sådan at de ikke bruger al deres tid i netværket på at tale om tid og resurser. I netværket skal de sparre og udvikle sammen«, siger Peder Skelbo Hansen.

Guldborgsund har en samlet matematikstrategi

Fokus på elevernes udfordringer

Centerchefen fortæller, at målet egentlig var at se på dyskalkuli/talblindhed, men at projektet nu har et videre sigte, som er matematikvanskeligheder. Fordi det handler om at blive bedre til at se på alle de udfordringer, som eleverne kan have.

Guldborgsund Kommune har ikke en plan for, at alle vejledere skal have diplomuddannelsen. Mange vejledere har den, fordi skolerne og vejlederne har prioriteret det, men centerchefen mener, at der kan være mange veje til målet. Nogle har måske noget andet uddannelsesmæssigt eller stor erfaring, der også er godt i arbejdet.

»Generelt ligger vi lavt, når det gælder elevernes afgangskarakterer, men når man korrigerer for socioøkonomiske forhold, ligger karaktererne, som man kan forvente. Vi har ikke et måltal på karakterer, men vi ønsker at få opmærksomhed på de vanskeligheder, som eleverne må have. Tidligere var matematikvejlederne dem, der testede eleverne og arbejdede med enkelte børn, men nu er funktionsbeskrivelsen mere, at de vejleder kollegerne. Matematikvejlederne er ikke dem, der kommer og fikser eventuelle problemer. De er mere med til at sikre en stadig udvikling«, siger Peder Skelbo Hansen.