"Billedet af Genforeningen bliver ofte lidt for rosenrødt. Folket blev hørt, kongen red over grænsen på sin hvide hest, og dansk- og tysksindede lærte at leve side om side. Helt så let gik det ikke".

Ordene falder fra forfatter Lars R. Therkelsen, der er aktuel med bogen 'Knuder i usynlige bånd' om sindelagsfølelser i Sønderjylland.

I bogen følger man to hovedpersoner. Den ene er forfatterens kones bedstefar, der vendte såret hjem fra Første Verdenskrig, hvor han havde kæmpet i tysk tjeneste.

Nationalhistorisk museum og DR inviterer til dyst på viden om genforeningen

Den anden hovedperson er Lars R. Therkelsens egen morfar, der var skolelærer og fik ansættelse på en skole i Løjt Kirkeby nord for Aabenraa, da skolerne efter Genforeningen igen skulle til at undervise på dansk.

Gennem deres erindringer og andre kilder fortælles historien om, hvordan spændingerne mellem dansk- og tysksindede fortsatte i årtier efter Genforeningen - også i skolerne.

Lærere hentes til fra hele landet

Fra 1864 og frem til Genforeningen foregik mere og mere af både undervisningen og de øvrige aktiviteter i skolerne på tysk. Eleverne blev sågar forbudt at snakke dansk indbyrdes i pauserne.

Men da den nordlige del af Slesvig stemmer for at blive en del af Danmark, skal der fra den ene dag til den anden til at undervises på dansk igen. Men der er ikke mange til at løfte opgaven.

Deltag i lodtrækningen om tre eksemplarer af bogen 'Knuder i usynlige bånd' ved at abonnere på nyhedsbrevet om historie og samfundsfag.

"Mange af de lærere, der var der i forvejen, var blevet dræbt eller lemlæstet i krigen. Mange andre var hentet til fra Tyskland, da man forsøgte at 'fortyske' skolerne, og de rejste hjem igen. Så der var ikke ret mange lærere tilbage ved skolerne i Sønderjylland", fortæller Lars R. Therkelsen.

Har du styr på de mange genforenings-arrangementer?

Derfor søgte man danske lærere fra andre dele af landet til skolerne i Sønderjylland. En af dem var forfatterens morfar Oluf Hansen, der oprindeligt var fra Hillerød, men fra 1910 til 1920 havde undervist i Stubbekøbing.

"Hans erindringer viser en betydelig overraskelse, da de kom til Sønderjylland. Mange i resten af Danmark vidste ganske lidt om forholdene i Sønderjylland - og omvendt", siger Lars R. Therkelsen.

Sprogbarriere - selv på dansk

Oluf Hansen ankom til Løjt Kirkeby med sin kone og fem børn i maj 1920 og installerede sig i en embedsbolig på skolen.

25. maj var der første skoledag under dansk ledelse. Han havde fået ansat fire danske lærere yderligere.

Åbningsdagen som dansk skole skulle naturligvis markeres behørigt, så eleverne og byens spidser blev forsamlet i gymnastiksalen til en fest, hvor Oluf Hansen skulle holde tale.

"Men han mærkede en mærkværdig tavshed. Langsomt det gik det op for ham, at den skyldtes, at ikke mange forstod, hvad han sagde. Han talte dansk. De dansksindede i Sønderjylland talte sønderjysk med tysk accent og masser af tyske låneord", fortæller Lars R. Therkelsen.

Genforeningen 1920: Julegaven som bliver ved med at give

Danske læremidler var der heller ikke mange af, og midlerne var knappe i en landsdel, der havde været aftvunget store resurser til den tyske krigsindsats under Første Verdenskrig.

"Alligevel blev der brugt mange penge på som det allerførste at udskifte de patriotiske tyske ord, der var hugget over hovedindgangen til skolen, med danske ord", fortæller Lars R. Therkelsen.

"Det blev der brugt mange flere penge på end danske undervisningsmaterialer. Og så begyndte undervisningen ellers med forhåndenværende midler i de samme klasselokaler og med de samme elever - nu bare på dansk".

Undervurderede opgaven

Oluf Hansen formår at få etableret sig som en respekteret figur i lokalsamfundet, men det kommer bag på ham, hvor store spændingerne er mellem de tysk- og dansksindede i byen.

"De tysksindede var tvunget i dansk skole, fuldstændig ligesom de dansksindede tidligere havde været tvunget i tysk skole", siger Lars R. Therkelsen.

Spændingerne vokser til et niveau, så man efter et par år bliver nødt til at tillade de tysksindede at oprette tyske skoler. Men kun selvfinansierede privatskoler.

"Sådan en blev også etableret lidt uden for Løjt Kirkeby, men der forsvandt meget færre elever derover, end man havde regnet med. Det var nok et økonomisk spørgsmål", siger Lars R. Therkelsen.

På rette spor 10 år efter befrielsen

Op igennem 30'erne får de tysksindede mere magt og demonstrerer deres sindelag tydeligere og tydeligere. Efter befrielsen i 1945 lukker alle tyske skoler igen.

"Endnu engang tvinger man fra en dag til den næste alle børn i danske skoler. Også det eneste tyske gymnasium i Sønderjylland blev lukket. Og mange af de tysksindede børn blev mobbet af lærere for et godt ord i de danske skoler", siger Lars R. Therkelsen.

Markér 100-året for Genforeningen og vind 10.000 kroner til klassen

"Først i 1955 accepterer man tyske folkeskoler igen i Sønderjylland. Det bliver skrevet ind i København-Bonn-erklæringerne, at mindretallet både syd og nord for grænsen skal have lov at udøve deres egen kultur og få undervisning på deres eget sprog".

Lars R. Therkelsen begynder selv i skole i Aabenraa i 1956. Han kan tydeligt huske, hvor voldsomme spændingerne var. Han oplever også ved selvsyn, hvordan de langsomt aftager.

"Konklusionen i bogen er, at hvor man tidligere følte sig som dansksindet i Tyskland eller tysksindet i Danmark, så vil jeg vove at påstå, at man i dag først og fremmest er sønderjyde eller sydslesviger. Uanset nationalt sindelag", siger han.

"Men der skulle altså gå 40 år efter genforeningen, før vi endelig fandt ind på det spor, der har ført hertil".

'Knuder i usynlige bånd' er udkommet på forlaget bogForm. Alle abonnenter på nyhedsbrevet for folkeskolen.dk's faglige netværk for historie og samfundsfag deltager i lodtrækningen om tre eksemplarer af bogen den 12. juni. Vinderne får direkte besked.