Christina Rinaldo var i tirsdags på skærmen i BBC World News for at fortælle om genåbningen af Skolen på Grundtvigsvej.

Frederiksberg-lærer worldwide: "Sejt at sætte Danmark på verdenskortet"

Lærer Christina Rinaldo har denne uge været i både tv og radio over hele verden for at fortælle om Danmark i mediegiganten BBC's nyheder om genåbningen af skoler.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Med sine 121 millioner seere ugentligt er BBC World News en af verdens mest sete kanaler på tværs af tv og digitale kanaler.

Og i tirsdags havde dækningen for den internationale afdeling af det britisk statsmedie et dansk islæt. Christina Rinaldo, der til dagligt underviser i dansk, engelsk og kreative fag på Skolen på Grundtvigsvej på Frederiksberg, var med og fortalte om sine erfaringer med genåbning af skolen for de mindste herhjemme.

"Jeg synes virkelig, det er sejt, at jeg fik sat Danmark på verdenskortet. Jeg fortalte dem i klippet, at vi har sat folkeskolen fri, og at jeg er så stolt over, hvordan min ledelse og kolleger har håndteret situationen", siger hun til folkeskolen.dk.

Efter sin optræden i tv blev Christina Rinaldo også inviteret i BBC Radio 4, hvor hun onsdag var æteren for at genfortælle om livet under corona-epidemien som dansk folkeskolelærer.

Worldwide

Selvom læreren var igennem til flere millioner BBC-seere, var det umuligt for hende at få indtryk af, hvor mange der egentlig var med, da hun optrådte i tv.

Da Christina Rinaldo stod hun nemlig på sin egen skole og kiggede ind i en sort skærm. Hun så derfor hverken tv-værten eller den engelske pendant til Søren Brostrøm, der også var med i tv-klippet.

"Jeg sad på skolen, inde i vores team-rum. Jeg kunne kun se mig selv. Jeg anede ikke, hvem der interviewede mig, og jeg kunne heller ikke se de andre, der medvirkede", siger læreren, der også erkender, at hun var lidt nervøs for grammatikken. Men alt gik godt.

"Jeg var jo worldwide, da det skete. Det var ret sjovt og meget spøjst. Og selvfølgelig var jeg nervøs. Jeg var nervøs for, om min grammatik var god nok, og om mit budskab kom ud, men det lykkedes, synes jeg".

Forud for begge optrædener skulle læreren for-interviewes, og begge gange varede det godt to timer, før der blev givet grønt lys.

Mette Frederiksen om afstand i skolen: Brug jeres sunde fornuft

Aktivitetstips til corona-pausen

Læreren fra Frederiksberg-skolen fortalte blandt andet om, hvordan hun sørger for at overholde myndighedernes retningslinjer i skolehverdagen.

Det betyder blandt andet, at eleverne flere gange dagligt vasker hænder - og den slags tager tid. Derfor uddelte hun et konkret tip til andre lærere, der snart igen skal stå ansigt til ansigt med eleverne og samtidig tænke på hygiejnen.

"Jeg har lavet nogle laminerede ark med øvelser på. Når eleverne står i kø til håndvasken, skal de eksempelvis lave ti englehop, ti sprællemænd eller ti burpees. Der er markeret streger for at holde afstand i køen, og ved hver streg er der en øvelse".

"I radioklippet var der en lærer med fra Nordengland. Hun kunne slet ikke forestille sig, hvordan genåbningen kan lade sig gøre. Derfor fortalte jeg blandt andet om fitness-idéen, og den vil hun kopiere. Nu har hun fået mine kontaktoplysninger", siger Christina Rinaldo.

Kontaktet af DLF

De engelske grundskoler er stadig ikke åbnet efter coronanedlukningen. BBC rettede henvendelse til Danmarks Lærerforening for at høre, hvordan det er gået for danske lærere, der som bekendt nu har erfaring fra undervisning i en skole, der skal holdes coronasikker. Lærerforeningen spurgte Christina Rinaldo, som har taget DLF's og Ceveas meningsdanneruddannelse, om hun havde lyst til at deltage. 

Christina Rinaldo har har i en længere periode boet i udlandet og haft en amerikansk kæreste, så hun er vant til at tale engelsk. 

I Norge er én meter nok: Så forskelligt tackler tre lande krisen