“Fokus må være, at vi gør alt, hvad vi kan for at få sluset afgangseleverne så godt som muligt videre til deres ungdomsuddannelser. Derfor synes vi, at det er en rigtigt god ide, at man har valgt at fokusere på undervisningen og udskyde standpunktskarakterer så længe som muligt”, siger formand for DLF's undervisningsudvalg Regitze Flannov.
Foto: Kristian Brasen
Ministeriet udskyder standpunktskaraktererne: Skal først afgives lige inden sommerferien
Eleverne skal først have deres sidste og afgørende karakterer kort, inden de forlader folkeskolen, lyder en ny melding fra Undervisningsministeriet.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Imens tæt på 400.000 elever gør sig klar på så småt at skulle vende tilbage til den skole, de sagde farvel til for mere end en måned siden, skal landets ældste skoleelever fortsat blive hjemme.
Herfra skal de ikke forberede sig på de normalt forestående afgangsprøver. For corona-situationen har som bekendt ført til en afblæsning af afgangsprøven, og derfor skal eleverne i stedet fokusere på at score gode 2. standpunktskarakterer, som nu i stedet bliver deres 'eksamenkarakterer'.
Nu tæller årskarakteren: Lærerne har det med at undervurdere elevernes mundtlige evner - og overvurdere deres skriftlige
De standpunktskarakterer skal eleverne normalt have i hænde inden de skriftlige prøver, og det betød i år, at eleverne skulle have haft deres standpunktskarakterer senest den 30. april.
Men nu har Børne og Undervisningsministeriet valgt at udskyde elevernes sidste og afgørende karakterer.
"De afsluttende årskarakterer gives først ved afslutningen af undervisningsperioden, som løber frem til sommerferien 2020", lyder det på ministeriets hjemmeside.
"Det sker for at fastholde fokus på faglig udvikling og indhentning af eventuelle fagligt efterslæb efter en periode uden normal undervisning og for at fastholde elevernes motivation til at deltage aktivt i undervisningen", uddyber ministeriet.
Lærer: Motivationen ville have dalet gevaldigt hos nogle elever, hvis de allerede skulle have deres slutkarakterer nu
DLF: God beslutning
Det glæder formand for Danmarks Lærerforenings undervisningsudvalg Regitze Flannov.
"Fokus må være, at vi gør alt, hvad vi kan for at få sluset afgangseleverne så godt som muligt videre til deres ungdomsuddannelser. Derfor synes vi, at det er en rigtigt god ide, at man har valgt at fokusere på undervisningen og udskyde standpunktskarakterer så længe som muligt", siger hun.
Der findes ikke nogen dato for, hvornår lærerne normalt tidligst skal give elevernes deres standpunktskarakterer. Derfor kan der være skoler, der allerede før nedlukningen af skolerne havde uddelt karaktererne.
"Det vi ikke noget overblik over. Men jeg ved, at man nogle steder allerede har givet deres standpunktskarakterer", siger Regitze Flannov.
Lærer-opråb til politikerne: Drop de mundtlige prøver nu
Ingen klagemuligheder
På ministeriets hjemmeside fremgår det desuden, at eleverne ikke vil kunne klage over deres standspunktskarakterer, selvom eleverne normalt har mulighed for at klage over eksamenskarakterer.
Eleverne, der ikke opnår karakterer til at blive direkte optaget på en ungdomsuddannelse, vil som normalt have mulighed for at komme til optagelsesprøve. Optagelsesprøven skal ifølge ministeriet efter planen senest finde sted 4. august.
Trods corona: Over halvdelen af skolerne skal holde nationale test i år
Nu kan de nationale test tages for 0.-5. klasse
Ministeriet skriver også, at der nu kan afholdes nationale test for de 0.-5. klasse, der enten var udtaget til stikprøve, eller som går på en af de skoler, der er udvalgt på baggrund af deres præstationer i dansk og matematik.
For eleverne i 6.-9. klasse skal der ifølge ministeriet ikke afholdes nationale test, før eleverne igen er tilbage i skole.