SAGEN KORT
Et flertal i Odense byråd besluttede 19.februar at sammenlægge børnehaveklasserne på de to Vollsmose-skolerH.C. Andersen Skolen og Abildgårdskolen på sidstnævntes matrikeltil sommer. Skolen vil være helt sammenlagt i skoleåret2021/22.
Beslutningen begrunder kommunens børne- ogungerådmand Susanne Crawley Larsen dels med et faldende elevtal,dels med »at skolerne skal have en ny start«.
1.000 boliger skal rives ned i Vollsmoseinden 2030 som konsekvens af den såkaldte ghettopakke.
Kritikerne af skolelukningen argumenterermed, at børnene i bydelen kan se frem til flere skoleskift.Derudover er finansieringen af sammenlægningen ikke på pladsendnu.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Bevar HCA! Bevar HCA! agiterer kvinden i centrum af menneskemængden. Den åbne dynejakke og hijabben er begge sorte, hånden knyttet og megafonen overflødig.
»Bevar HCA! Bevar HCA!«
En gruppe på omtrent 70 mennesker ænser ligesom forælder Amran Dahir ikke de hårde vindstød og temperaturen nær nulpunktet. I to rækker danner de en port foran byens rådhus.
Det er sjette gang siden oktober sidste år, at børn og voksne fra Vollsmose er samlet foran rådhuset i Odense. Efter demonstrationen er der byrådsmøde. Ved dagsordenens første punkt skal kommunalpolitikerne træffe en beslutning, der kan betyde, at H.C. Andersen Skolen inden længe vil være fortid. Børne- og ungerådmand Susanne Crawley Larsen (Radikale Venstre) vil lægge skolen sammen med naboskolen Abildgårdskolen i skoleåret 2021/2022. Første skridt vil være at samle børnehaveklasserne allerede til sommer.
Ghettolov kan lukke skoler
Selvom det kun er få hundrede meter, der adskiller matriklerne i Vollsmose, giver flere udtryk for, at kulturerne på de to skoler er dybt forskellige, og at rådmanden har glemt mellemregningerne i sit forslag.
Nedrivninger og faldende børnetal
Udspillet blev fremlagt i august sidste år og er en del af en større plan for bydelen Vollsmose. Området har de seneste fire år været på den såkaldte ghettoliste - det vil sige en liste over de 15 hårdeste boligområder målt på borgernes uddannelses- og indkomstniveau, arbejdsmarkedstilknytning, kriminalitetsrate og etnicitet.
Disse områder er omfattet af den tidligere regerings udspil til bekæmpelse af parallelsamfund kaldet »Ét Danmark uden parallelsamfund - ingen ghettoer i 2030«.
For Vollsmose betyder det blandt andet, at 1.000 almene boliger skal rives ned og beboerne flytte til andre områder i kommunen, ligesom andre beboere i en periode vil skulle genhuses i forbindelse med renovering af deres lejligheder i bydelen. En del elever fra skolen vil dermed stå over for to skoleskift.
H.C. Andersen Skolen har i dag godt 300 elever, mens antallet på Abildgårdskolen er omkring 450. Beregninger fra Odense Kommune anslår, at elevtallene for skolerne vil falde med henholdsvis 165 og 91 elever frem mod 2025. Det faldende børnetal er en afgørende faktor for, at rådmand Susanne Crawley Larsen vil lægge de to skoler sammen.
»Det er ikke den eneste årsag, men jeg frygter, at den udfordring i sig selv betyder, at vi vil se en flugt eller afskedigelse af lærere, og dermed at det faglige niveau vil forringes«, siger hun til fagbladet Folkeskolen.
»Aben på skulderen«
På H.C. Andersen Skolen mærker elever og medarbejdere allerede konsekvenserne af politikernes planer. Anita Sørensen har en søn på skolen, og en af hans lærere er søgt væk på grund af den mulige sammenlægning.
»Min søn kræver en speciel hånd. Han er ret mistroisk over for de voksne. Det nuværende team kender ham rigtig godt, så i december var det et stort brud, da klassen fik at vide, at deres klasselærer stoppede på grund af usikkerheden omkring skolesammenlægningen«, siger hun.
Børnehaveklasseleder Sonja Allsø Jensen har været igennem en skolelukning før. Hun kom i 2010 til H.C. Andersen Skolen fra en anden Vollsmose-skole, Humlehaveskolen, der blev lukket. Nu danner hun team med Birthe Milwertz, og de to børnehaveklasseledere er de første, der bliver berørt, hvis byrådet senere på dagen beslutter sig for at sammenlægge børnehaveklasserne på de to Vollsmose-skoler.
»Jeg har været her siden 2003«, siger Birthe Milwertz. »Nu er skolen blevet en del af mig, ligesom jeg er vigtig for børnene. Udsigten til sammenlægning gør mig usikker og utryg, og det fylder meget i min hverdag. Det er stadig dejligt at komme på arbejde, men jeg kan godt mærke, at der er en abe, der sidder på skulderen af mig«.
De to børnehaveklasseledere mærker også, at usikkerheden om skolens fremtid fylder blandt børnene.
»I 2. klasse render de rundt og siger: 'Skal vores skole lukke? Skal vores skole lukke?' Så bliver vi nødt til at forklare, hvordan det hænger sammen. Det er svært at forklare alle aspekterne, og det skal vi jo heller ikke. Det handler om at berolige børnene, så godt vi kan, så vi kan arbejde videre med det, vi skal«, siger Sonja Allsø Jensen.
Børnehaveklasselederne fortæller, at nogle af deres elever allerede er søgt væk. Havde det været muligt, havde flere forældre formentlig allerede flyttet deres børn for at sikre sig plads andre steder end Abildgårdskolen.
»Det er svært for forældrene at rykke deres børn, fordi mange af skolerne i nærheden er proppet til randen. Nu hører vi, at nogle af forældrene overvejer at rykke børnene til arabiske friskoler. Det vil vi for alt i verden undgå«, siger Birthe Milwertz.
Kan skolerne forenes?
Når spørgsmålet lyder, om der er noget positivt ved rådmandens planer, kigger de to børnehaveklasseledere på hinanden. Tidligere har det ikke været et problem, hvem der skulle tage ordet. Nu opstår stilheden, inden den bliver erstattet af et stille grin. Sonja Allsø Jensen tager bladet fra munden:
»Nej, ikke rigtigt. Vi er vidt forskellige skoler. Nogle af de ældre elever på skolen, der oplever udfordringer, er af og til hjælpelærere i de helt små klasser. De får en funktion. Det er et af de initiativer, vi har her på H.C. Andersen Skolen, og som jeg ikke tror, de kan få på Abildgårdskolen. Vi er rigtig gode til at rumme elever med vanskeligheder«.
Jonas Callesen er tillidsrepræsentant på skolen, og han mener også, at skolerne er vidt forskellige. Men på lang sigt kan det lykkes. »Skolerne kan godt forenes«, siger han, men understreger derefter:
»De er forskellige, især pædagogisk. I min optik er H.C. Andersen Skolen den folkeskole, Anders Bondo drømmer om. En, hvor medarbejderne har reel indflydelse på den pædagogiske praksis. Der er også forskelle, men der er stadig mange ligheder. Vi har jo samme ramme i form af folkeskoleloven, der er dygtige folk på begge skoler, og folkene har Vollsmose i blodet. Men det er ikke et oplagt bud. Det er et meget dyrt bud, og det vil tage lang tid. Den tid har børnene ikke«.
»Ramaskrig i Hunderup«
Flere af lærerne på skolen giver udtryk for, at processen ikke havde været på samme måde, hvis det havde handlet om skolesammenlægning i andre af byens kvarterer. Børnehaveklasseleder Birthe Milwertz er en af dem:
»Hvis dette skete i Hunderup-kvarteret, ville der blive et ramaskrig. Det er noget andet, når det er i Vollsmose«.
Sådan føler Nirmin Hamad også. Hun er lærer på skolen, født og opvokset i Vollsmose og kredsstyrelsesmedlem af den lokale lærerforening.
»Der havde været langt større modstand, hvis det havde været i andre postnumre i Odense«, siger hun.
Den negative omtale af bydelen og dens udfordringer ville have fået nogle til at søge væk, men sådan ligger landet ikke for Nirmin Hamad.
»Det får mig ikke til at give op. Tværtimod. Det motiverer mig at kæmpe for en sag i Vollsmose, for de børn, der ikke har en stemme. Jeg oplever ikke, at de reelt har en stærk nok stemme til at give den modstand, der er behov for«, siger hun.
Julekalenderen med Platon og børnetal
Ved demonstrationen foran rådhuset lyder slagsangen »Åh Susanne, vil du ikke godt lade vær' med at lukke vores skole, for det synes vi er svært« for sidste gang, og størstedelen af de fremmødte drager hjemad for aftenen.
En mindre gruppe søger op på rådhusets anden sal, hvorfra de inden længe kan overvære byrådsmødet fra balkonen. Et fåtal vender de sidste detaljer om sagen. En af dem er tillidsrepræsentanten på H.C. Andersen Skolen Jonas Callesen.
Jonas Callesen er en af dem, der fra begyndelsen har gået rådmand Susanne Crawley Larsen på klingen. Han har været til alle seks demonstrationer foran rådhuset. Og så har han lavet en julekalender på Facebook. Ikke sådan en med nisser og magi. Langtfra.
»Det var faktisk min hustrus ide med julekalenderen. Over aftensmad en dag i start-november snakkede vi om, hvordan man kan holde moralen oppe. Hun foreslog, at jeg lavede en julekalender - kun otte linjer, så alle kunne følge med. Det sidste havde jeg svært ved at begrænse mig til, fordi der er så mange detaljer i sagen«, siger han og tilføjer:
»Hun havde nok regnet med, at jeg startede i december. Allerede dagen efter var den i gang«.
Den atypiske julekalender kørte i 27 dage. Rig på filosofiske referencer fra blandt andre H.C. Andersen, Tove Ditlevsen og Platon modargumenterer den rådmandens påstande om, at børnetallet falder særligt på Vollsmose-skolerne. Den peger på, at skolen klarer sig godt ifølge Cepos' liste over skolers løfteevne. Og så sætter den et stort spørgsmålstegn ved finansieringen af sammenlægningen, som endnu ikke er på plads.
Formålet var ifølge Jonas Callesen at servere viden til både modstandere og støtter af planen om skolesammenlægning. Det vigtigste er, at beslutningen bliver taget på det bedste grundlag, mener han:
»Vi, der arbejder på skolen, er dybt inde i sagen, men politikerne i byrådet skal jo tage stilling til 12-13 milliarder kroner. Om der er et væltet hegn. Alt, hvad der er genstand for byrådspolitik i Odense«.
Sammenlægning trods protester
Tilbage på rådhuset i Odense bymidte har byrådet truffet sin beslutning.
Trods modstanden måtte de få tilbageblevne demonstranter sande, at 25 ud af 29 medlemmer i byrådssalen stemte for, at 0.-klasserne fra næste skoleår starter på Abildgårdskolen. Det betyder, at kommende skoleelever allerede 1. marts er startet i skolefritidsordningstilbud på naboskolen.
Om H.C. Andersen Skolen og Abildgårdskolen samles helt i skoleåret 2021/22, er stadig uvist. Ifølge folkeskoleloven skal dette meddeles senest 1. marts pågældende år. Børne- og ungerådmand Susanne Crawley Larsen satser på en endelig afklaring af H.C. Andersen Skolens fremtid inden for de næste to måneder.