Afskaffelse af 10. klasse: Specialelever får mulighed for at tage 9. klasse over to år

Specialledernes formand er glad for, at elever i specialundervisning vil kunne tage et ekstra år i grundskolen, når 10. klasse forsvinder. Det vil nogen få brug for, men Miguel Svane er bange for, at fortællingen bliver, at de skal gå 9. klasse om.

Offentliggjort Sidst opdateret

Sent tirsdag aften præsenterede regeringen, SF og Dansk Folkeparti en aftale om den nye erhvervs- og professionsrettede gymnasieuddannelse epx. Aftalen afskaffer 10. klasse, men det fremgår, at elever i specialundervisningstilbud får mulighed for at tage 9. klasse over to år.

Miguel Svane kalder løsningen for et minimumsønske fra Skolelederforeningens faglige klub for specialledere, som han er formand for.

”Vi er ikke forelsket i, at politikerne lukker 10. klasse. Det bryder vi os ikke om i Skolelederforeningen generelt, for uden 10. klasse bliver der mindre tid til at udvikle elever i udsatte positioner eller med særlige behov. 10. klasse i både almen og special har vist sit værd igennem mange år”, siger han. 

Flere spørgsmål end svar

Miguel Svane er bange for, at fortællingen vil blive, at eleverne skal gå 9. klasse om.

”Det er en svær måde at beskrive sig selv på, når man i forvejen er i en identitetskrise. Vi må finde veje ud af det, så vi kommer derhen, hvor et ekstra år i 9. klasse er en naturlig mulighed. Derfor skal vi som specialledere tale godt sammen med lederne fra almen om, hvad det vil sige at gå to år i 9. klasse”.

"Der vil være elever, som får brug for et ekstra år i 9. klasse", vurderer Miguel Svane.

Han har ikke et konkret bud på, hvor mange der vil få behov for at strække 9. klassetrin over to år.

”Jeg har svært ved at sige, hvor mange det bliver, men nogle bliver det da. Det skal aftales med forældrene og PPR, men hvad med eleven som får 10 i dansk og 00 i matematik og derfor ikke kan komme ind på epx? Kan hun gå 9. klasse om? Er det noget, man kan beslutte i sidste time? Vi ved heller ikke, om elever i ungdomsskolernes heltidsundervisning skal kunne gå to år i 9. klasse, da de hører under en anden lovgivning”, siger han og konstaterer, at han har flere spørgsmål end svar.

Nogle elever vil ikke mærke forskel

Susanne Hjermitslev, som er formand for Samrådet af Specialskoleledere, har svært ved at vurdere, hvad muligheden for to år i 9. klasse, kommer til at betyde. Men for hendes egne elever på Stensagerskolen i Aarhus ændrer det ikke det store. De er mentalt retarderede i varierende grad og er samtidig præget af svære funktionsnedsættelser på andre områder. 

”Vi kører med skema fra 8 til 14 i både 9. og 10. klasse, så medmindre vores elever tager på efterskole efter 9. klasse, vil de ikke mærke forskel. Uden muligheden for et ekstra år hos os, skulle de have været på STU et år tidligere, og i dag synes mange ikke, at de er klar til det efter 10. klasse. Så det er kun godt, at de kan fortsætte i skolen og blive mere modne”, siger Susanne Hjermitslev.

Den nye epx

Frem mod 2030 indføres en ny toårig gymnasial retning med mulighed for et års overbygning – den såkaldte epx.

Uddannelsen er mere professions- og erhvervsrettet end de nuværende stx, hhx og htx, og elevernes skoledag bliver en kombination af praktisk og boglig undervisning. Adgangskravet er en bestået afgangseksamen fra grundskolen svarende til et karaktergennemsnit på mindst 02.

Den kommunale 10. klasse bliver nedlagt og integreres i epx. Det vil fortsat være muligt at tage 10. klasse på efterskoler og frie fagskoler.

Nedlæggelsen af 10. klasse skal være med til at finansiere driften af epx, som fuldt indfaset vil give en årlig merudgift på 2,3 milliarder kroner.

 

Det vil ikke være muligt for hendes elever at komme på den nye epx.

”Uddannelsen er slet ikke relevant for vores elever. Man har bygget juniormesterlære på i folkeskolen, men vi har måske en enkelt elev, som vil kunne klare det. Ellers venter der dem en fremtid i et beskyttet job”, siger formanden for Samrådet af Specialskoleledere.

Så mange som muligt skal på epx

Uanset hvordan modellen for 9. klasse bliver strikket sammen, må målet være, at så mange som muligt bliver parate til den nye epx, mener Miguel Svane.

”For nogle af vores elever vil fgu være en god løsning, men vores hovedfokus må være at få eleverne på efterskole og på epx, så vi støtter op om de politiske intentioner. Men det kræver, at uddannelsesinstitutionerne bliver klædt på til at tage imod dem”.

Mange elever i specialundervisningstilbud har ikke de sociale og følelsesmæssige kompetencer på plads, så de er usikre på sig selv og på verdenen udenfor de specialpædagogiske omgivelser.

”Vi gør alt, hvad vi kan for at forberede dem på livet ved at træne dem i praktikker, men de skal være trygge ved det nye epx-sted. Derfor skal de møde lærere og mentorer, og der skal laves handplaner for deres støttebehov. Så kan projektet til gengæld lykkes”.

Speciallederne vil være med til at udvikle epx

Det fremgår af den politiske aftaletekst, at de gode erfaringer fra lærerværelset, for eksempel fra 10. klasse, erhvervsuddannelserne og hf, skal tages med videre på epx. Det er også vigtigt at inddrage specialskolerne, mener Miguel Svane.

”Vi har elever, som får 2-, 4- og også 7-taller, selv om de har svært ved indlære, så vi kan byde ind med, hvilken form for pædagogik og psykologisk paratviden der skal til for at understøtte unge mennesker fra et specialpædagogisk miljø”.

Hvis ikke specialskoleledere og også lærere med specialpædagogisk viden bliver budt med til bords, når rammerne for epx skal udvikles, vil mange specialelever fortsætte i fgu, forudser specialledernes formand.

”Vi skal med ind i overvejelserne. Heldagsskolerne har for eksempel elever, som lige er kommet fra et ophold på en psykiatrisk afdeling. De er hårdt ramt, så epx skal kunne noget særligt. Der er lagt op til, at uddannelsen skal have et bredt ungdomsmiljø, for det vil give de unge mange sociale muligheder og aktiviteter. Det er godt, hvis blot man støtter op om de unge, som har behov for det”, siger Miguel Svane.

Elever, som ikke består folkeskolens afgangseksamen, får et retskrav på at kunne begynde på fgu.