Jul i skolen
”Når man spørger danskerne, hvilke højtider de sætter mest pris på, svarer de julen og deres egen fødselsdag", siger Caroline Nyvang.
Foto: Det Kongelige Bibliotek
Traditionsforsker:
Den danske folkeskole er den mest julede i verden
Hvorfor er vi så glade for jul i skolen? Det svarer traditionsforsker og historiker Caroline Nyvang på i denne artikel.
December er propfyldt med aktiviteter som
klippe-klistre-dag, luciaoptog og diverse julekalendere – julen fylder nemlig virkelig
meget i den danske folkeskole.
Og faktisk også mere, end vi ser noget andet sted på kloden,
lyder det fra traditionsforsker og historiker Caroline Nyvang, Det Kongelige Bibliotek.
Hvorfor fylder julen så meget i folkeskolen?
”Når man spørger danskerne, hvilke højtider de sætter mest
pris på, svarer de julen og deres egen fødselsdag. Den begejstring bløder over
i folkeskolen”.
”Herudover er folkeskolen i høj grad tilrettelagt efter
årshjulet, og efteråret er rimelig traditionstomt. Julen kommer på et
tidspunkt, hvor der ikke rigtig har været nogen helligdage eller anledninger
til at mødes om noget hyggeligt i lang tid”.
Fylder julen mere i de danske skoler end andre skoler
rundt om i verden?
”Ja, julen spiller en større rolle i Danmark og i den danske
skole, end den gør i mange andre lande. Vi er meget traditionsbundne og ret
konservative, når det kommer til julen og de forventninger, der knytter sig til
den – for eksempel hvad vi skal spise”.
Har folkeskolen en rolle i, hvordan vi holder jul?
”Ja, folkeskolen står som en stærk institution, der har
været med til at skabe en ramme for vores traditioner. Folkeskolen dikterer,
hvilke traditioner vi skal tage til os, og hvilke vi skal holde i hævd”.
”Jeg har for eksempel selv været med til at undersøge,
hvordan halloween blev en del af det danske årshjul. Det er jo ikke en
tradition, min generation har pålagt vores børn, for vi er ikke selv vokset op
med den. Den undersøgelse viste, at det er, fordi skolerne er begyndt at holde
halloween”.
Men er vi så det mest julede land i verden?
”Ja, det er vi bestemt!”
”Mange lande har man for eksempel forsøgt at etablere
tv-julekalendere uden rigtig at lykkes. I Danmark har vi derimod haft dem
kontinuerligt siden 1962, hvor folk samledes i stuerne for at se det samme
juleshow på samme tidspunkt hver aften. Det gør vi stadig i dag, selvom flere
nu vælger at streame det”.
”Uanset hvad man kigger på, så må vi bare konstatere, at vi
er rigtig gode til at gøre ting i fællesskab i Danmark i julen. Et af de
steder, hvor det ses tydeligst, er i folkeskolen”.
Fire ud af fem lærere mener da også, at juletraditionerne
øger trivslen og fællesskabet i klasserne ifølge en undersøgelse foretaget af Folkeskolen.