Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Er frikvarteret virkelig det frirum, vi tror, det er? Altså dér, hvor børn leger frit, hvor de får en pause fra timerne, og hvor de lader op til resten af skoledagen? Eller er det i virkeligheden det sted, som kan være allermest sårbart og udfordrende for børnene at være i? For nogle børn er det det sidste scenarie.

Et af målene i regeringens nye skoleudspil er stærkere fællesskaber i klassen. Vi ved alle, at det vigtigste for børns trivsel er, at fællesskabet i skolen er trygt og rart, og at man føler sig som en del af gruppen. Men hvem er rollemodeller for fællesskabet, og hvem guider eleverne og lærer dem at lege sammen?

Vi forventer, at børn kan noget, som vi voksne ikke engang har knækket koden til.

”Det er jo vigtigt, at børn kan lege frit uden at blive overvåget af voksne konstant,” hører jeg ofte fra ansatte ude på skolerne, når jeg spørger om, hvor meget de involverer sig i børnenes leg i skolegården i frikvartererne.

Og det er rigtigt, at børn skal have lov til at lege frit. Men friheden tager tid ind i undervisningen med udredning af konflikter og guidning af fællesskaber.

Der tales om fællesskaber, men hvordan bliver vi fælles-skabere?

Når frikvarteret gør børn venneløse

Der foregår masser af skønne, dejlige og sjove aktiviteter i frikvartererne. Det er tilladt at løbe rundt, at råbe, være begejstret og at lege vildt. Alt sammen aktiviteter, vi forbinder med frihed og leg. Men det kan også være et overvældende sted. Det er nemlig også dér, hvor børnene hver dag kan blive mindet om, at ingen ønsker at lege med dem, at ligegyldigt hvor mange der er på fodboldholdet, er der aldrig plads til dem, og at gyngerne er for alle de andre. For nogle børn er frikvarteret et rum, hvor de er i frit fald, hvor de kæmper med ensomhed og med frygten for at være usynlige, ekskluderet af de andre.

Frikvarteret og skolegården bliver derfor hver dag en øvelse, som gør nogle børn venneløse.

Det er ikke altid, vi voksne opdager, hvor meget der sker, og hvor meget der er på spil i frikvartererne, før vi står inde i klasselokalet og skal bruge tid på en indgribende indsats, fordi konflikten mellem et par af børnene er blusset op igen. Måske har vi heller ikke set, at Emma i hele frikvarteret har gemt sig på toilettet – ikke fordi hun ikke vil skolen, men fordi hun er ked af at gå ensom rundt i skolegården. Nu sidder hun på sin plads igen. Men hun er ikke i trivsel og veloplagt efter pausen. Hun er tværtimod endnu mere ked af det. For det, der sker ude i skolegården, følger med ind i klasselokalet.

Den pædagogiske intention med frikvarteret

Vi skal bruge og udforske frikvartererne med faglige øjne, ligesom vi gør det på alle andre områder af skolelivet, for det er her, kimen til trivsel og samhørighed ligger.

Hvad er vores pædagogiske intentioner med frikvartererne? Hvis svaret er, at vi gerne vil have, at børnene lærer at skabe relationer, at kunne sætte sig i andres sted og være en del af et fællesskab, må vi konstatere, at det ikke sker af sig selv.

Derfor skal vi til at tænke anderledes om den traditionelle gårdvagt. Gårdvagten holder øje, og i tilfælde af konflikter tager gårdvagten sig selvfølgelig af det. Men det ligger i selve ordet, at den primære rolle er at holde vagt og have tilsyn. I stedet skal vi være trivselsguider. Selv på en personalestue, i en leder- eller forældregruppe er det svært med relationer. Forestil dig, hvor svært det så er i en skolegård med mange hundrede børn.

Det kræver lige så stor sensitivitet at guide børns leg udenfor i frikvarteret som læring indenfor.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk