”Ja”, ”ja”, ”ja” og ”ja”, lød de deprimerende svar fra de fire paneldeltagere på åbningsspørgsmålet fra moderatoren.

Deprimerende fordi temaet for debatten i ellers idylliske rammer i en gårdhave i Allinge på Bornholm var, om der er et problem med mistrivsel i folkeskolen, og at lysten til læring er væk – og at de fire stemmer fra scenen lige havde bekræftet udfordringen.

Moderatoren Jonas Keiding Lindholm er direktør for Tænketanken Mandag Morgen, som netop i samarbejde med Lego Fonden har udgivet en analyse med den nedslående konklusion, at knap hver femte udskolingselev mistrives i skolen.

Cirka halvdelen af de adspurgte elever på mellemtrin og i udskoling efterspørger mere eksperimenterende undervisning.

På en skærm i gårdhaven tonede elever frem med budskabet, at der er for meget ”røv-til-bænk-undervisning”, at ”læreren bare står og snakker ved en tavle”, og at lærerens begrundelse for undervisningen ”er at det står i pensum”.

Ifølge direktør ved Nationalmuseet Rane Willerslev hersker der en udbredt opfattelse i hele samfundet om, ”at hvis noget er kedeligt, gør det en klogere, mens at hvis noget er morsomt, så er det underholdning”.

”Det er en forstenet forestilling, der ligger dybt i befolkningen og vel også i forældre. Kommer barnet hjem fra skole og fortæller, at det har leget hele dagen, bliver man bekymret for, om de nu også har lært noget. Melder de til gengæld om, at de har kedet sig hele dagen, går man ud fra, at det har de”, sagde han.

Tryk på kedsomhedsknappen

Det skyldes blandt andet, lød analysen fra museumsdirektøren, at dannelsesbegrebet har været stabilt i århundreder – indtil internettets fremkomst.

Derfor har han som direktør for nationalmuseet blandt andet stået bag den stærkt omdiskuterede ”kedsomhedsknap”, børnene kan trykke på, hvis de keder sig, ”som hele parnasset så beskylder for at være tivolifisering og hvad ved jeg”, som han sagde til de fremmødte til debatten på Folkemødet:

”Nu vil folk generelt – og også børn – engageres. De gider ikke en passiv læring. Det er et fundamentalt skift. Et positivt skift efter min mening, men også et, man må tage konsekvensen af”.

At der er folkelig opbakning til, at kedsomhed er lig læring, kan rektor på Københavns Professionshøjskole Stefan Hermann på lange stræk godt genkende, sagde han.

Og også at fordybelsesbegrebet historisk set er smalt og handler om fordybelse i bøger. Men i pædagogikken har opfattelsen været på retur siden 80’erne understregede han.

”Motivationsbegrebet har været stort i årtier. Kigger man på den seneste skolereform var intentionen aktivitetstimer og bevægelse”, understregede han, men påpegede at der er grundstrukturer i skolen som for eksempel fagrækken, lektionsopdelinger og test, der gør det besværligt at indfri ambitionerne.

”Så det store spørgsmål er: Uddanner og efteruddanner vi lærere, der er stærke nok til at ændre på nogle af de grundstrukturer, der trækker i den anden retning?", spurgte Stefan Hermann og svarede selv:

"Det tror jeg, de er i et vist omfang – men de er meget afhængige af lokal ledelse og at skolen siger til forældrene, at man ikke nødvendigvis lærer mere dansk af at sidde stille i fire timer, end hvis man bevæger sig imens”.

Og så fulgte der et men fra rektoren:

”Vi må heller ikke ende i en situation, hvor de hele tiden flakker. Eleverne skal også lære at fordybe sig og koncentrere sig. Der er en balancegang”.

Pacificerende portalundervisning

Men en af de store udfordringer er, at der faktisk er for lidt fordybelse i undervisningen, lød det fra skoleforsker Louise Klinge.

”Mange elever siger, at læreren taler så længe, at de ikke når at lave noget, og så får de det for som lektie. Men mens læreren taler, tænker de på alt andet end indholdet”, sagde hun og udråbte også brugen af det stigende antal skærme i undervisningen som en synder:

”I mellemtrin og udskoling sidder børnene som små djøffere fra morgen til eftermiddag foran computere, hvor stort set alt foregår på digitale læringsplatforme. Skærme er ikke et problem i sig selv som en variation. Men når det hele handler om den enkeltes kognitive udvikling på MatematikFessor, så er der for lidt på spil til, at man kan holde koncentrationen”, lød det fra Louise Klinge.

Hun har oplevet, at elever siger, at det er mest spændende at gå i skole, når der bliver arbejdet på et stykke papir, fortalte hun:

”Barren er simpelthen sat så lavt, at kopiark er blevet den nye eksotiske og spændende undervisning. De svarer ikke, at det er når vi er ude, bevæger os eller nogle af de andre fine elementer, der lå i reformen. For lærerne har ikke tiden til at forberede det, og så er det klart, at man tyer til at bruge de digitale læringsplatforme”.

Bageren skal vise, hvorfor forskellen på gram og kilo er vigtig

Afgående formand for Danske Skoleelever Mille Borgen Mikkelsen, der var sidste paneldeltager, understregede, at en mere varieret og praksisnær undervisning er nødvendig, hvis alle elever skal udfordres og ”realisere deres fulde potentiale”.

”Både dem, der er fagligt dygtige og ikke bliver udfordret nok, og dem for hvem udfordringerne er for store. Hvis vi skal have alle med, skal der være mere virkelighedsnær undervisning, hvor man forstår, hvorfor man skal lære Phytagoras. Hvis man ikke kan se, hvad undervisningen skal bruges til, forsvinder motivationen”, sagde hun.

Hun slog til lyd for, at de praksis/musiske fag fylder mere i udskolingen, hvor undervisningen ifølge hende begynder at rette sig mod test og eksaminer. Det vil gøre, at eleverne i højere grad får øjnene op for viften af ting, de kan uddanne sig til efter skolen, og at de får flere muligheder for succesoplevelser, påpegede Mille Borgen Mikkelsen, og fortalte, at hun selv var blevet skoletræt i 8. klasse, på trods af at hun er god til ”røv-til-bænk”-undervisning.

”Niveauet er for højt. Jeg tror ikke, vi har behov for at kunne så meget særligt i dansk og matematik, hvor det er meget akademisk. Lad os hellere få tømreren, bageren eller revisoren ud og vise, hvordan matematikken skal bruges i praksis”, sagde hun.

Rane Willerslev udtrykte bekymring for en skole, der uddanner til ”at træde ind i produktionsapparatet”, men pointerede, at han undrer sig over, at den digitale revolution ikke er slået igennem i folkeskolen.

”Jeg er selv semi-ordblind og klarede retstavningseksamen dårligt i sin tid. Men siden er stavekontrollen opfundet. Den tager 80 procent af fejlene, og min kæreste tager resten. Ikke desto mindre skal man stadig evalueres i, om man kan stave i hånden. Og i at regne på papir, selv om lommeregneren er opfundet”, sagde han og tilføjede:

”Hvorfor ikke bruge tiden på noget mere konstruktivt? I gymnasiet blev jeg hevet igennem græsk matematik som et filosofisk system. Så forstod jeg, hvad matematik er, og kunne lege med det i stedet for bare at udøve det. Det ikke er erhvervsfagligt orienteret, men det er spændende, hvis det bliver forklaret ordentligt”.

Stefan Hermann erklærede sig delvist enig, men påpegede, at tænkningen i sin yderste konsekvens ender i, at man dropper at lære eleverne fremmedsprog, fordi Google Translate er opfundet.

”Der sker også noget i færdighedsøvelsen. Som Løgstrup sagde: ’Mens du makker med tingene, udvikler du den personlighed, der er forudsætningen for løsningen af opgaven’”.

Han påpegede også, at eksamensformen faktisk har ændret sig i folkeskolen, fordi undervisningen er blevet meget mere abstrakt:

”De skriver jo synopser og videnskabsteoretiske overvejelser i et væk. Læser man Fælles Mål for dansk i 8. klasse, bliver man jo i tvivl, om det er litteraturvidenskab”.

… og hvad så med løsningerne?

Louise Klinge påpegede, at der skal flere voksne omkring eleverne – men også at man er nødt til at tage tidsudfordringen alvorligt:

”Flere voksne gør det ikke alene. Jeg ser undervisning, hvor co-teacheren er et ekko af læreren i den anden ende af lokalet, så eleverne nærmest ender i en skruetvinge. Det nytter ikke noget at få flere voksne i klasserne, hvis ikke de ekstra voksne kan gå ud med børnene og give sig tid til fordybelsen”, sagde hun og tilføjede:

”Jeg har oplevet en skoleleder fortælle sine lærere, at hvis man skal mere i dybden, kan man ikke nå det hele i bredden. Så sænker lærernes skuldre sig”.

Også Stefan Hermann påpegede, at der er for travlt i skolen. At man skal nå mere og mere. At fokus på karakterer skaber overfladelæring frem for fordybelse. Skal det grundlæggende ændre sig, skal politikerne stå fast på, at der er ting, skolen ikke skal klare, pointerede han.

”Hvert år ser vi 30-40 forslag til nye fag med hver deres timetal og mål. Det er vi nødt til at stoppe. Både politikere, borgere og forældre bliver nødt til at moderere sig og sige, at der er noget, skolen ikke kan fikse. Den diskussion undviger vi, for alle vil gerne fikse alt i skolen. Men der går projektitis i den, når vi ikke tør prioritere”, sagde han.

Louise Klinge havde det mest radikale forslag til at løse tidsudfordringen: Nemlig – om ikke andet i perioder - at droppe den nuværende skemastruktur og i stedet have sammenhængende forløb med tre voksne til stede samtidig, som har hver sin kompetence: Henholdsvis den naturvidenskabelige, humanistiske og praktisk/æstetiske dimension.

”Væk med skemaet”, sagde hun. ”Naturvidenskabslærere fortæller mig, at de måske lige kan nå ned til vandhullet, så skal de hjem igen, hvis de skal nå at være tilbage, inden klokken ringer”.

Stefan Hermann understregede, at selv om vi har et problem, så har skolen trods alt rykket sig. Undervisningen er formentlig mere varieret, end den gang han selv gik i den. Samfundets forventninger har rykket sig, men det at gå i skole er også at skulle lære noget, samme samfund har bestemt, at man skal, pointerede han.

”Vi skal passe på, det ikke bliver en jammerdal. Vi kan ikke have en skole, hvor vi lader hvert barn hver dag definere, hvad der er brug for. Skole handler også om, at samfundet har bestemt noget på det barns vegne, fordi vi skal lære sammen og vi skal leve sammen”, sagde han.

”Vi forveksler ideal og virkelighed. Idealerne skal ikke indfris – deres rolle er at retlede virkeligheden. Vi kommer aldrig til at realisere folkeskolens formålsparagraf fuldt ud. Forget it. Men vi kan komme nærmere. Så når vi taler om at vi skal udfri elevens fulde potentiale, producerer vi skuffelser. Vi skal også en gang imellem huske at klappe ad et godt indkast”.

Og det klappede de forsamlede i gårdhaven ad.