Det var social- og sundhedsassistenterne og social- og sundhedshjælperne (sosu) - og ikke folkeskolelærerne - der strejkede og holdt protestmøder for at gøre opmærksom på deres elendige løn- og arbejdsforhold i kølvandet på trepartsaftalen om regeringens kvalitetsreform.

Alligevel kan lærerne nyde godt af, at de lavestlønnedes protester tilsyneladende er blevet hørt.

Sådan lyder en konklusion i en analyse, som de to arbejdsmarkedsforskere Jesper Due og Jørgen Steen Madsen har udarbejdet for månedsmagasinet Undervisere.

I dag er der betydelige lønforskelle mellem de kommunale personalegrupper.

En af de historiske årsager kan være, at fag med mange kvinder traditionelt set er lavere indplaceret i lønsystemet end fag med mange mænd.

Det kan forklare, hvorfor lærere får højere løn end sygeplejersker.

Da lønforholdene i 1969 blev fastsat ved en reform, var sygepleje et rent kvindefag, mens der var en mere ligelig fordeling mellem kønnene blandt lærerne.

Men også uddannelsens længde betyder noget for tallene på lønsedlen.

»Både sygeplejersker og pædagoger udgør to grupper, som har været udsat for den samme diskriminerende lønfastsættelse som sosu-grupperne, men man kan vel ikke sige, at forskellen i dag mellem sosu'er og sygeplejersker og mellem pædagoger og pædagogmedhjælpere er udtryk for diskrimination. Man kan vel med god ret fastholde, at forskellen er resultat af det forskellige uddannelsesniveau«, skriver Jørgen Steen Madsen og Jesper Due.

De mener, at det derfor er umuligt at give sosu-assistenter og pædagogmedhjælpere et månedligt løft, uden at sygeplejersker og pædagoger får tilsvarende lønstigninger.

»Derfor vil en stigning til de 140.000 sosu'er og pædagogmedhjælpere, som kræves af FOA, blive mødt med ufravigelige krav om samme stigninger til de mellemuddannede grupper på samme områder. Og så er det vel snarere noget, der ligner et minimum på omkring 300.000 offentligt ansatte, som skal have et ekstraordinært løft«, skriver arbejdsmarkedsforskerne og peger på, at det er usandsynligt, at de tilbageværende grupper af offentligt ansatte kan acceptere en så voldsom indsnævring af lønforskellene.

»Markante stigninger også til lærerne vil være nødvendige, hvis de ikke pludselig skal opleve, at det er dem, der kommer bagud i lønkapløbet mellem de offentlige grupper«, lyder konklusionen.

Lærerne undgik som den eneste gruppe at få afsat midler til lokale lønforhandlinger ved sidste overenskomst. I stedet fik alle lærere et engangstillæg. KL har krævet, at også lærerne skal forhandle om lokale løndele, men det bliver en svær opgave, vurderer arbejdsmarkedsforskerne, som begge har skrevet doktorafhandling om DLF.

»Jeg tror, at forudsætningen for, at det kan lykkes, er nogle decentrale succeshistorier. Blandt arbejdstidsreglerne, hvor man vil have en central aftale, er nogle lokale succeshistorier for både kommunerne og lærerne. Hvis lokal løn skal udvikles, så kræver det, at man kan identificere nogle succeshistorier«, mener Jørgen Steen Madsen og understreger, at hvis lokal løn skal fungere, skal det motivere medarbejderne. |