Trine Barfod, der er lærer på femte år, hilser den nye bog om metodik velkommen. Hun mener klart, at der er brug for en bog, der med begge ben på jorden fortæller om det undervisningsmæssige håndværk.

»Det, Helle Bjerresgaard og Per Fibæk Laursen siger, står i sindssyg kontrast til det seminarium, som i hvert fald jeg kommer fra, som er meget fagligt, tenderende til det stressende i forhold til det fag-faglige niveau, man skulle op på. Dér mangler man rigtig meget at være banal. Jeg synes, de har nogle rigtig gode råd. De har fat i den lange ende og kommer rundt om noget, som faktisk er enormt vigtigt for at være lærer«, siger hun.

Hun hæfter sig især ved de to forfatteres råd om at træde i karakter som lærer.

»I virkeligheden siger de jo, at man skal påtage sig det at være voksen over for nogle børn. Det, mener jeg, er afgørende. Det er et rigtig godt råd og noget, som jeg i virkeligheden selv har brugt meget tid på at sige til praktikanter: Når du går ind i det rum, så er det dig, der bestemmer, hvordan verden ser ud, og det er dig, der har ansvaret for, hvordan tingene ser ud, når timen er slut. Det er faktisk rigtig svært«.

»Jeg sad og tænkte på, da jeg læste interviewet, at det her er der meget lidt af i læreruddannelsen. Der er ikke meget tid til at gå ind og kikke på, hvad det vil sige at være jordnær i virkeligheden. Hvad vil det sige at komme ind i et rum og være klar? Hvad vil det sige at have en alternativ plan, når man nu har forklaret det med fotosyntesen én gang, og det er der så 25 procent, der forstår, og halvdelen stiller spørgsmål? Jamen, så er jeg jo nødt til som lærer og som professionel at have gjort mig nogle andre didaktiske overvejelser over, hvordan verden så hænger sammen«.

Ét af rådene studser Trine Barfod dog over, det med at komme til tiden. Hun er enig i, at man selvfølgelig skal komme til tiden, alt andet ville være umodent og uprofessionelt, og hun er forarget over, at det virkelig skulle være nødvendigt at give sådan et råd til nyuddannede lærere. Men hun er uenig i forfatternes definition af, hvornår timen begynder.

»Jeg har taget den diskussion rigtig meget med forældre. Jeg synes ikke, at klokken indikerer, at timen starter. Det gør den heller ikke for eleverne. Klokken indikerer, at nu skal der ske noget andet, og nu skal man gå ind i sin klasse og tage sine bøger frem. Og nu er ens pause på lærerværelset slut, og nu skal man gå ned i klassen og gå i gang med noget andet«.

»Jeg synes ikke, det er rigtigt. Eleverne har lige så meget behov for pause, som jeg har, og hvis de skulle holde styr på, at 'nu er klokken fem minutter i ringetid, så må jeg hellere gå ind' - så tager jeg også tid fra deres pause«.

»Det der stemple ud og stemple ind-system giver ikke noget godt. Lige nu kører jeg et projekt om animation, og de sidder og arbejder med det i deres pauser, og så får de pause på et andet tidspunkt, hvor det passer ind i programmet. Man skal også passe på, at man ikke hænger sig op på klokker. Angsten for, at man ikke giver undervisning nok, behøver man ikke lade gå ud over den reelle kvalitet, som foregår inde i klasserummet«.

Men de andre råd er Trine Barfod enig i. Foruden rådet om at træde i karakter som lærer trækker hun rådet om at søge hjælp frem som det vigtigste.

»Det er guld at sidde med en mega-erfaren lærer og sige: Jeg forstår det ikke, hvordan når du det her barn, som ikke kan læse i 2. klasse, og alle andre kan, hvad gør man? Eller hvordan konfliktløser du, så det ikke tager en hel time, men et kvarter? Og jeg kan se, at du får det til at fungere til morgensangen, hvad siger du til dine børn, før du går derned? Alle de gode råd, der bygger på viden og erfaring og evnen til at se børn - dem skal man bare have tid til at suge til sig. Der ligger oceaner af fantastisk viden, og man skal turde spørge om hjælp. Der skal være en kultur om, at man kan gøre det«.

Trine Barfod, der har en fortid som formand for Lærerstuderendes Landskreds, hæfter sig også ved, at de to forfattere har skrevet bogen, fordi de konstaterede et behov for metode blandt unge lærere og lærerstuderende.

»Jeg kan godt forstå det. Jeg har været - og er - fortaler for akademisering af læreruddannelsen, men den er måske kammet over på et niveau, hvor vi har glemt, hvad det i virkeligheden er, vi skal ud at lave. I vores akademiske rus glemmer vi lidt en gang imellem, at det er helt almindelige børn med helt almindelige følelser, helt almindelige madpakker og helt almindelige dårlige morgener og skænderi med mor og så havde jeg også glemt mit gymnastiktøj. Man skal huske det med at sætte sig i børns sted, og det glemmer man, når det faglige fylder så ekstremt meget«.

Trine Barfod er derfor enig med forfatterne i, at der skal mere empirisk viden ind i læreruddannelsen. Men hun mener ikke, at det skal være på bekostning af de generelle, abstrakte teorier.

»De abstrakte teorier hjælper på dit refleksionsrum som lærer. Det er vigtigt, at jeg som lærer kan forholde mig overordnet til, hvad det egentlig er for en pædagogik, jeg ønsker at køre. Det hjælper mig meget i mit teamsamarbejde, for eksempel at jeg kan gå ind og sige: Godt, vi er enormt forskellige pædagogisk. Du går den her vej pædagogisk, og jeg går den her vej, vi er nødt til at finde et eller andet. Du er nødt til som teammedlem og kollega at have den refleksion og den viden, så du kan se de her ting og gøre noget ved det«, siger Trine Barfod. |

Den unge lærer

Trine Barfod er lærer på Søndergård Skole i Gladsaxe. Hun blev uddannet på Blaagaard Seminarium i 2004 og var formand for Lærerstuderendes Landskreds fra 2001 til 2003. Hendes kæreste er i gang med sit første år som lærer.

»Det, Helle Bjerresgaard og Per Fibæk Laursen siger, står i sindssyg kontrast til det seminarium, som i hvert fald jeg kommer fra, som er meget fagligt, tenderende til det stressende i forhold til det fag-faglige niveau, man skulle op på« Trine Barfod»Det er guld at sidde med en mega-erfaren lærer og sige: Jeg forstår det ikke, hvordan når du det her barn, som ikke kan læse i 2. klasse, og alle andre kan, hvad gør man? Eller hvordan konfliktløser du, så det ikke tager en hel time, men et kvarter?« Trine Barfod