Respekten holder, når »Respekt« er forbi
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Ikke kun mens skoleudviklingsprogrammet Respekt (tidligere Connect) løber, men også efter programmet er forbi, holder den reduktion i disciplinproblemer, koncentrationsproblemer og mobning, som skolerne har opnået.
»Senter for atferdsforskning« ved Universitetet i Stavanger har forsket i langtidseffekterne af centrets skoleudviklingsprogram, der startede som projektet Connect Oslo på 30 Oslo-skoler. Pilotversionen af programmet blev gennemført på tre 1.-7.-klasse-skoler og én overbygningsskole. På disse fire skoler har elever og lærere udfyldt spørgeskemaer i alt fire gange. Resultaterne indfandt sig især i perioden efter det første år af programmet, og forskerne mener, at effekten er noget tid om at nå eleverne, fordi programmet ikke retter sig direkte mod dem, men derimod mod lærerne, der blandt andet får undervisning i at være mere tydelige i deres adfærd. Til gengæld, vurderer forskerne, medfører et projekt, der ændrer lærernes adfærd frem for at rette sig direkte mod eleverne, at effekten bliver langtidsholdbar, fordi lærerne tager den ændrede adfærd med sig til nye generationer af elever.
De grundlæggende tanker bag Respekt-programmet er, at alle voksne skal vise, at de er tydelige omsorgspersoner, at eleverne skal vise respekt for hinanden, læreren skal vise respekt for den enkelte elev, og eleverne skal vise læreren respekt.
»Undersøgelsen demonstrerer effektiviteten af et program, der lægger vægt på en fælles indsats på skolen for at opretholde fælles holdninger og normer for opførsel, samarbejde og fælles forståelse og engagement blandt personalet i forebyggelse og reduktion at problemadfærd«, skriver Sigrun K. Ertesvåg og Grete Sørensen Vaaland i en artikel offentliggjort i tidsskriftet »Educational Psychology«.
Artiklen »Prevention and Reduction of Behavioural Problems in School: An evaluation of the Respect program« er offentliggjort i »Educational Psychology«, vol. 27, nummer 6. Læs mere om Respekt-programmet på http://saf.uis.no/