Eleverne i en 4.-klasse har musik på skemaet, og de bliver spurgt, hvem Beethoven er. Børnene diskuterer frem og tilbage og bliver til sidst enige om, at det er navnet på en hund - og måske en komponist .

De unges forhold til viden har ændret sig. Populærkulturen har afløst finkulturen som den, der stod øverst i hierarkiet, og finkulturen er blevet noget, unge kan affærdige med, at det »ikke siger dem noget«.

Det er den tyske professor i pædagogik, Thomas Ziehe, der nævner eksemplet. For 25 år siden vakte hans bog »Ny ungdom og usædvanlige læreprocesser« opsigt med sin nye forståelse af de unges frisættelse fra forældregenerationens kulturelle tradition. Siden er hans bøger blevet solgt i store oplag, og han har ofte besøgt Danmark. Således også i februar, hvor auditoriet på HF-Centret Efterslægten var fyldt til bristepunktet, da den nu 61-årige professor fortalte om »mentalitetsforandringer hos børn og unge i skolen«.

Undervisere talte med ham bagefter.

Ifølge Thomas Ziehe er der sket en særlig forandring i forhold til de unges viden, opførsel og motivation. Thomas Ziehe kalder det »af-konventionalisering«:

»Vi kan selv beslutte, hvilken viden vi ønsker. Positivt set er der sket en demokratisering af viden, men det har sin pris, siger Ziehe. Ikke mindst for lærerne, som ikke længere kan komme af sted med at sige: 'Det skal I lære, for det er noget, man bare skal vide'«.

Effekten er, at den subjektive afstand til kunst, litteratur, intellektuelle, religiøse og videnskabelige produktioner er blevet større, på trods af at vi aldrig har gået i skole i så mange år:

»Popkultur er blevet den foretrukne kultur, og den ledsager os alle, fra vi står op om morgenen, til vi går i seng om aftenen. Risikoen er ikke popkulturen selv, men at den bliver så dominerende, at alle andre kulturelle produktioner bliver marginaliserede«, siger Ziehe og fortsætter:

»Unge udvikler en specialviden, som gør, at de for eksempel kender alle karaktererne i 'Harry Potter', mens de mangler en viden om anden kultur. De har fået en kæmpe mulighed for at tage stilling til, hvad der interesserer dem og ikke. Samtidig er deres opførsel i hverdagen forandret. De spiser, læser, sender sms'er, tager billeder, hører musik og taler på én gang. Én ting ad gangen er ændret til mange ting på samme tid. Den sociale virkelighed er blot én virkelighed blandt andre, som jeg kan træde ud af til enhver tid. Prisen er rastløshed og mangel på koncentration«.

Den tredje forandring, Ziehe nævner, er motivationen.

»Mange børn lider af at have ønsker, som de samtidig har svært ved at transformere til noget, de virkelig vil. Det er vigtigt trin for trin at lære, hvad det vil sige at ville noget - ikke bare at drømme om og ønske, men lære, hvordan man håndterer personlige mål og holder fast i dem på trods af visse vanskeligheder«.

Det ændrede forhold til viden, opførsel og motivation har fået børn og unge til at konstruere deres egen selvverden, som består af alt det, der er tæt på dem selv og deres liv. En selvverden, som de bringer med sig overalt - også i skolen.

»Prisen er, at alt andet end min egen selvverden synes absurd og fremmed, siger Ziehe og refererer til et quiz-program, hvor en deltager måtte opgive at besvare et spørgsmål med ordene: 'Jeg ved det ikke, det var før min tid'. Jeg fandt svaret ret vittigt og genfortalte det til mine unge studerende. De så på mig: Hvornår kommer pointen?«

Der er tale om en generationsforskel, siger Ziehe:

»Mens ældre har normer for, hvilke kundskaber de bør have, er de unge først og fremmest tæt forbundet med deres selvverden. Her ligger udfordringen for skolen, som altid er i konkurrence med elevernes selvverden.

Spørgsmålet er, hvordan læreren kan få børnene til at åbne op for andre verdener end deres egen. Her skal læreren være en turguide, der bygger bro mellem elevernes selvverden og skolens fremmed-verden, for de skal kende andre verdener end deres egen«, siger Thomas Ziehe.

Da jeg taler med Thomas Ziehe bagefter, spørger jeg til det generationsskifte, der er i gang blandt lærerne i folkeskolen i disse år:

Hvilken betydning vil det få for relationen mellem de unge og deres unge lærere, at de på mange måder deler vilkår: hører den samme musik, spiller computerspil og går på Facebook?

»Det er svært at sige. Jeg vil ikke påstå, at det er lettere for børnene at have en ung lærer. Der er unge lærere, som er så uformelle i deres opførsel, at eleverne ikke kan respektere dem som professionelle personer. Vi har et gymnasium i Hannover, som har den største andel af unge lærere i hele byen, og det viser sig, at en masse unge forlader det, fordi de ikke synes, de unge lærere er professionelle nok. Dermed siger jeg ikke, at alle unge lærere ikke er professionelle«.

Er det, fordi de unge lærere ligner dem for meget?

»Jeg tror for det første, at mange unge lærere gerne vil have, at eleverne kan lide dem, og tror, at de, for at blive vellidte, skal være ligesom dem. Men i de unges øjne er de ikke som dem. Hvis du er 32, og eleverne er 14, er du virkelig gammel. For det andet kan unge lærere blive for rigide, måske fordi de er usikre og tror, at det er den eneste måde, hvorpå de kan få kontrol over situationen. De er såkaldt overstrenge og meget principfaste«.

For en lærer er det meget vigtigt at have en effektiv måde at gøre undtagelser på, mener Ziehe:

»I stedet for at kræve, at alle skal lave den og den opgave, kan der være situationer, hvor man er nødt til at vurdere, om der i dette tilfælde kan gøres en undtagelse. Og hvis du kan kommunikere det ud, kan det måske accepteres. Men nogle unge lærere tør ikke gøre undtagelser af frygt for at miste deres autoritet. Derved skaber de unødvendige konflikter om ting, som er mindre vigtige.

Mener du ligefrem, at ældre lærere med deres viden og erfaring har bedre betingelser for at bygge bro?

»Måske. Men ældre lærere har en anden udfordring, nemlig at de kan identificere sig for meget med deres fag. Så meget, at de har svært ved at være venlige over for elever, der ikke bryder sig om faget. Det er væsentligt, at man som lærer også har sympatiske relationer til dem, der ikke er så dygtige til faget. Der er også en fare for, at man negligerer eller ligefrem foragter de unges selvverden. Det er okay, at en lærer ikke vil vide mere om popkulturen, men han bør ikke foragte og bebrejde de unge deres interesse for den. Det er et spørgsmål om tolerance: Okay, lad os være enige om, at vi er forskellige. I erkendelse heraf kan vi samarbejde! Enigheden herom er vigtig«.

Er det, hvad du forstår ved at bygge bro?

»Ja, men der er to forskellige dimensioner i det. Den dannelsesmæssige dimension er en asymmetrisk relation. Hvis jeg er en autoritet, betyder autoriteten, at jeg gerne vil have, at du lærer det her. Men et lag dybere nede er relationen symmetrisk, i den forstand at begge accepterer, at de er forskellige, og at den anden prøver at være så god som muligt. De er lige, i forhold til at de er nødt til at stole på hinandens gode vilje«.

Hvad er din definition på en god lærerstil?

»Den ene kvalitet er, at læreren har en autoritet bag en vis form for beslutsomhed. Læreren skal på ingen måde signalere, at 'jeg er ligeglad, bare gør, som I vil!' Men der skal være et element af varme i måden at henvende sig til eleverne på. Den skal ikke bare være saglig og objektiv. Balancen mellem beslutsomhed, venlighed og varme er vigtig. Den lærer, der kun har varme, kan sandsynligvis ikke opbygge en autoritet«.

»I har også ordet 'streng' på dansk, jeg bruger ikke ordet, men hvis du spørger eleverne: 'Er han en god lærer?', vil de svare: 'Ja, streng, men retfærdig!' Aldrig kun streng, men streng på en retfærdig måde! I kombination er det en positiv kvalitet!«

På spørgsmålet om, hvordan læreren opnår denne balance, svarer Ziehe:

»Det kræver sandsynligvis, at du har en vis distance i forhold til de frustrationer, du kommer ud for, og som kan gøre dig bitter. En del lærere har en vis bitterhed, fordi de gør konflikten til et personligt anliggende, som får dem til at føle sig devaluerede som personer. Som lærer må man vide, at en 15-årig dreng ikke er ond, selvom han laver ballade. Han er udadreagerende. Her er beslutsomheden vigtig. Jeg må ikke være så bange for, om eleverne kan lide mig, at jeg ikke tør tage konflikterne«, siger Ziehe og slutter:

»En pædagogisk situation, som er diffus og ustruktureret, er ikke produktiv, når det gælder elever i dagens skole. Elever hader ikke strukturer. De har brug for strukturer og faste venlige rammer. Men rammerne skal adskille sig fra det normale hverdagsliv - de skal tilbyde en symbolsk virkelighed, som har en aura af noget, jeg som elev gerne vil prøve at blive en del af«. |

Professor og forfatter

Gennembrudsbogen af Thomas Ziehe og Herbert Stubenrauch: »Ny Ungdom og usædvanlige læreprocesser« er for nylig kommet i en ny udgave på dansk, forlaget Politisk Revy. På folkeskolen.dk kan man hente Thomas Ziehes artikel »Schüler in symbolischen Kontexten« med introduktion af professor Birgitte Elle. Den er skrevet til Folkeskolens fremtidsprojekt om skolen i 2025.

»Positivt set er der sket en demokratisering af viden, men det har sin pris. Ikke mindst for lærerne, som ikke længere kan komme af sted med at sige: 'Det skal I lære, for det er noget, man bare skal vide'« Professor Thomas Ziehe»En del lærere har en vis bitterhed, fordi de gør konflikten til et personligt anliggende, som får dem til at føle sig devaluerede som personer« Professor Thomas Ziehe