»Vi taber en femtedel af drengene ud af læringssystemet. Før tabte vi dem til håndværkeruddannelserne. Nu taber vi dem mere grundigt. Nu taber vi dem til overførselsindkomster«.

Sådan siger Ann-Elisabeth Knudsen, hjerneforsker og forfatter til blandt andet »Seje drenge og superseje piger«.

Det er ikke tilfældigt, at fire ud af fem i specialklasserne er drenge, påpeger hun. Eller at ni ud af ti skoleelever med neurologiske problemer er drenge.

Drengene er fra dag ét de store tabere i folkeskolen. Deres hjerners udvikling er nemlig allerede i børnehaveklassen halvandet år bag efter pigernes.

Hvis vi i skolen ikke behandler drenge og piger efter deres hjerners forskellighed - og forskellige udviklingstrin - så taber vi ikke bare en stor del af drengene. Mange af pigerne taber også, fordi de ikke får lov til at yde deres bedste, advarer Ann-Elisabeth Knudsen.

Hun har sagt det mange gange. I dameblade, fagblade og tidsskrifter. I tv og foredrag over hele landet. Og på hendes hjemmeside står budskabet og råber:

»Hjerner udvikler sig, som de bliver påvirket til!«

»Det neurale er bare et udgangspunkt. Udfordringen er at hjælpe dem til at få det optimale ud af deres hjernemæssige potentiale«, siger hun.

Når børnene starter i skolen, er der tre markante forskelle på drengenes og pigernes hjerner:

For det første hjernebjælkens størrelse.

For det andet hjernens modning.

For det tredje kønshormonernes påvirkning.

Pigernes hjernebjælke er fra fødslen dobbelt så tyk som drengenes. Da hjernebjælken forbinder de to hjernehalvdele, har piger lettere ved at få højre og venstre hjernehalvdel til at arbejde sammen, altså koble færdighederne fra de to områder. Det forspring holder de frem til 3.-4. klasse.

Omvendt blokerer det mandlige kønshormon testosteron drengenes adgang til venstre hjernehalvdel. Skal en dreng i kontakt med venstre hjernehalvdel, går det via den højre, mens pigen går direkte. Drengenes adgang til at lære sprog, analyse, logik og tal blokeres altså af både deres testosteron og deres mindre udviklede hjernebjælke.

Men for at det ikke skal være nok, så modnes drengenes pandelapper senere end pigernes. Det betyder, at de har sværere ved at koncentrere sig. Mens den almindelige koncentrationstid hos en seksårig dreng er 10-12 minutter, kan en jævnaldrende pige holde koncentrationen i 22-23 minutter, viser undersøgelser.

Først halvandet år senere når drengene op på samme niveau - men da er pigerne allerede længere fremme. Sådan bliver det ved helt op til 4. klasse.

»Glem alt om kollektive beskeder til klassen, for drengene er ikke indrettet til at modtage dem. Piger skal du bare have kort øjenkontakt til, så føler de, at du taler direkte til dem. Men en dreng skal have korte beskeder og kun én oplysning per sætning. Vil man være sikker på, at en dreng forstår, skal man sige hans navn og have kropskontakt«, siger Ann-Elisabeth Knudsen.

Hjernemodning handler først og fremmest om udviklingen af myelin, den fedtskede omkring nervecellernes ledninger, som således er en forudsætning for de elektriske signaler mellem nervecellerne. Grundlæggende er vi født med nok myelin til at overleve, men heller ikke mere. Omkring tre-fireårsalderen udvikler vi myelin til blandt andet tindingelapperne, hvor hukommelsessystemerne sidder - pigerne hurtigere end drengene.

Pandelapperne er de sidste, der får myelin, i seks-syvårsalderen, og igen er pigerne først. Pandelapperne er vigtige for al form for læring; de fungerer som en slags kommandocentral, der modtager signaler fra resten af hjernen og strukturerer dem. Barnets evne til at se sig selv udefra, til at tænke abstrakt og til at fokusere og koncentrere sig kommer med myelinet i pandelapperne.

Fra et myelin-synspunkt er der således ingen grund til at pace drengene til at komme tidligt i skole, mener Ann-Elisabeth Knudsen. Hvis der er den mindste tvivl om deres skolemodenhed, så vent et år og giv dem tid til at danne mere myelin.

Pigernes myelin-forspring er ikke bare en fordel for dem. Det bænker dem nemlig i flinkeskolen allerede i børnehaven. De har evnen til at modtage en kollektiv besked, til at sidde stille og med tiden til at leve sig ind i, at læreren ikke kan være to steder, når drengene tosser rundt og fylder det hele.

Pigernes empatiske evner gør, at de let glemmer deres egne behov og ikke tit nok får valgt, hvad der er bedst for dem selv. Hjernemæssigt er piger bedre til at overskue kompleksiteten i sociale sammenhænge. De løser en given opgave, fordi lærerne skal kunne lide dem.

»Det gør dem fra starten til mønsterelever. De får ros og anerkendelse for at stå stille og vente på tur. Men det kan de ikke bruge til noget senere i skolegangen. Man får ikke 10 for at vente«, siger Ann-Elisabeth Knudsen.

Pigernes forspring udligner sig i 5.-6. klasse, men med puberteten tager pigerne et nyt spring fremefter. I den alder dannes den sidste myelin massivt i pandelappen. Teenagere får pludselig et helt nyt abstraktionsniveau og kan se motiverne bag en handling.

Men drengene indhenter dem igen i 8.-9. klasse, ja faktisk overhaler de pigerne rent læringsmæssigt - takket været blandt andet deres testosteron, der pumper ud i kroppen.

Når karakterer begynder at tælle, arbejder systemet til fordel for drengene.

»Piger vil gerne konkurrere, men ikke med piger fra deres egen klasse. Der kommer udu i pigerelationerne, og så trækker mange af dem sig hellere og holder lav profil«, siger Ann-Elisabeth Knudsen.

Og i overbygningen tæller det at være god til at tænke associativt, se den skæve vinkel og tænke ud af boksen. Det er drengene gode til, fordi de er vant til at gå i gang og se, hvad der sker. De kommer hurtigt fra start og er med deres testosteron-specialiserede hjerner gode til at fokusere.

Hvis ingen omvendt hjælper pigerne med at fokusere, bruger de meget af deres intellektuelle energi på ting uden for skolen - heste, veninder og udseende - mens de fleste af drengene lynhurtigt lærer, hvad der skal til for at gøre det godt.

Selvfølgelig skal pigerne nok klare sig. De fleste ligger karaktermæssigt omkring gennemsnittet. Mens drengene spreder sig mellem totale bundskrabere og klassens bedste.

»Udfordringen for skolen er at rykke flere af de dårligste drenge op på gennemsnittet og at rykke flere piger op fra gennemsnittet til de bedste«, siger Ann-Elisabeth Knudsen.

En af løsningerne er ifølge hjerneforskeren mere kønsopdelt undervisning - allerede fra børnehaven.

Når drengene ikke kan koncentrere sig mere end 10-12 minutter, så må de have et break til at få den opsparede testosteron ud af kroppen, så de kan koncentrere sig igen. Det behøver pigerne ikke.

Mens drengene skal have større mulighed for at lære »hands on« og prøve tingene af, også selvom de begår fejl igen og igen, så har pigerne på samme alderstrin gavn af både instruktion og fordybelse i at gøre det rigtigt første gang.

I indskolingen foreslår Ann-Elisabeth Knudsen, at skolerne deler drenge og piger i matematik og dansk - i halvdelen af tiden.

»Når de så har lært på hver deres måde, kan de møde hinanden mere stimulerede og lære af hinandens nyfundne viden«, siger Ann-Elisabeth Knudsen.

Fordi musikområdet ligger i højre hjernehalvdel, har drenge umiddelbart lettere ved at lære sprog via musik. Deres fornemmelse for ord styrkes også ved at fortælle til tegninger, lave mimelege, sanglege og remser, gerne frække rim og remser.

Drengenes evne til at lære sprog kan styrkes ved at træne kontakten til deres venstre hjernehalvdel. Det kan ske ved at træne finmotorikken i højre hånd, for eksempel at sætte perler på en plade eller bygge med små lego-klodser. Finmotorikken har nemlig hjemme i et associationsområde i hjernebarken, der ligger tæt op ad sprogområderne i hjernens venstre halvdel - hvilket giver et begrundet håb om en overførselseffekt, der tager toppen af læsevanskelighederne.

Til at læse bruger man begge hjernehalvdele. Man læser så at sige gennem hjernebjælken - og forbindelsen hen over den kan trænes gennem krybe-, kravle- og klatrelege, gennem rytmik og trommer eller ved at løse krydsogtværser.

Jo tidligere drengene får styrket forbindelsen til deres venstre hjernehalvdel, desto bedre, påpeger Ann-Elisabeth Knudsen.

»Hvis ikke forbindelserne mellem hjernehalvdelene bliver udviklet, bliver det unødigt svært at lære for eksempel at læse. Hjernen finder nemlig en anden måde at løse opgaven på uden at bruge begge hjernehalvdele«, siger hun.

Drengenes logiske/matematiske evne kan styrkes gennem flere forsøg og en mere praktisk tilgang.

»Drengene kan sagtens regne, når de regner med konkrete ting«, påpeger hun.

Det behøver pigerne ikke, deres hjerner er som skabt til matematikken abstrakte side. Det er først i overbygningen, de får svært ved matematikkens rumlige side som koordinatsystemer og geometri i tredje dimension. De kan sagtens lære det, men de er ikke så hurtige som drengene, for de skal nemlig have en sproglig forklaring.

I overbygningen anbefaler Ann-Elisabeth Knudsen dog kun kønsopdelt undervisning i de naturvidenskabelige fag.

Geometri, atomfysik og praktisk kemi og fysik handler om rumlighed og hører hjemme i højre hjernehalvdel - drengenes stærkeste - og drengene tager helt naturligt føringen i eksperimenterne.

»Pigerne skal have plads til at lave deres forsøg selv. Ellers bliver de aldrig forskere. De skal også trænes i at holde fokus på sagen, i at bliver færdige«.

»Omvendt skal drengene lave deres egne analyser og selv skrive deres rapporter. Ellers klarer de sig ikke en gang i gymnasiet«, siger Ann-Elisabeth Knudsen.

»De store drenge er gode til at lære paratviden, men de ved ikke altid hvorfor. Hvis vi ikke lærer dem at finde ud af det, taber vi dem ud af uddannelsessystemet«. |

Hjerneforsker

Ann-Elisabeth Knudsen er cand.mag. i dansk og psykologi og tidligere VUC-lærer, men har siden Hjerneåret i 1996 arbejdet med neuropsykologi og hjerneforskning. Hun har skrevet bøger og holdt foredrag blandt andet om børns hjerneudvikling og arbejdet som konsulent for folkeskoler. Læs mere på www.ann-e-knudsen.dk

Hun medvirker også på det prisbelønnede website om kønsopdelt undervisning folkeskolen.dk/koensopdelt

»Glem alt om kollektive beskeder til klassen, for drengene er ikke indrettet til at modtage dem« Ann-Elisabeth Knudsen»Når de så har lært på hver deres måde, kan de møde hinanden mere stimulerede og lære af hinandens nyfundne viden« Ann-Elisabeth Knudsen