Ledelsesstilen gør en forskel

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Transformational leadership kaldes det i den internationale ledelseslitteratur - den ledelsesstil, hvor lederen er den visionære inspirator og rollemodel for medarbejderne.

Pædagogisk ledelse er derimod en specialitet fra uddannelsesverdenen, hvor ledelsen opstiller klare faglige mål, involverer sig i planlægning af undervisningen og evaluering af både undervisning og lærere.

Et nyt forskningsreview fra det newzealandske undervisningsministerium mener at kunne dokumentere, at den pædagogiske skoleledelse har fire gange så stor virkning på elevernes skoleresultater som den visionære ledelsesstil.

Det newzealandske best practice-projekt har fundet 134 undersøgelser, heraf 61 newzealandske. Kun 27 af dem sætter direkte tal på sammenhængen mellem skoleledelse og elevkarakterer, mens de øvrige giver kvalitativ evidens for aspekter af skoleledelse.

Forskerne har opdelt skoleledelsen i forskellige aspekter. De konkluderer, at ledelsens promovering af og deltagelse i lærernes udvikling og efter- og videreuddannelse har dobbelt så stor effekt på elevernes læring som ethvert af de øvrige aspekter af den pædagogiske ledelse - eksempelvis opstilling af mål og forventninger, evaluering og planlægning samt sikring af et godt og støttende arbejdsmiljø.

Der findes stort set ingen forskning, der ser på sammenhængen mellem skoleledelsens kompetencer og elevernes skoleresultater. Men efter først at have uddraget sammenhængene mellem de forskellige aspekter af skoleledelse og elevernes resultater mener forskerne alligevel at kunne uddrage, at en skoleleder skal kunne

. Sikre, at administrative beslutninger bygger på viden om effektiv pædagogik

. Analysere og løse komplekse problemer

. Opbygge tillidsfulde relationer

. Indgå i samtaler med et åbent sind.

Viviane Robinson, Margie Hohepa, Claire Lloyd: »School Leadership and Student Outcomes: Identifying What Works and Why: Best Evidence Synthesis« kan hentes på www.educationcounts.govt.nz