Niels Åge Grouleff Hansen

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Niels Åge Grouleff Hansen er her ikke mere. Det er ufatteligt, og vore tanker og medfølelse er rettet mod Kirsten og børnene i denne svære tid.

En dagligdag uden Niels er svær at forestille sig her på Valdemarskolen i Ribe, hvor han har haft sit virke i mere end 25 år. Et virke præget af et engagement i alle de opgaver, han i tidens løb påtog sig. Han var altid parat til at træde hjælpende til, hvis der skulle vise sig opgaver på skolen, der kunne være svære at løse.

Som klasselærer for de store elever stod der stor respekt omkring Niels' arbejde. Denne omsorg for den enkelte såvel som helheden gjaldt også forholdet til kolleger. Derfor var han et naturligt valg som tillidsmand igennem mange år.

Niels' menneskelige varme og udprægede humoristiske sans med mange skæve indfaldsvinkler var én af »bærepillerne« for virksomhedskulturen på Valdemarskolen. Således vil den glæde og inspiration, Niels spredte omkring sig, blive et stort savn for alle, og tomrummet efter ham vil blive mærkbart i lang tid fremover.

Æret være Niels' minde!

Medarbejderne på Valdemarskolen