Skældud er et virkemiddel som bliver brugt i skolen. Men det er et virkemiddel, man kun skal bruge, når det er absolut nødvendigt.

Lyder det fra skoleleder på Grundtvigskolen i Københavns nordvestkvarter, Michael Olesen.

For tre år siden blev han landskendt, fordi han indimellem lod en elev stå i hjørnet og tænke over sine ugerninger. Fagbladet Folkeskolen greb fat i skolelederen, der brugte skammekrog, og historien rullede over avissider og tv-skærme.

Michael Olesen bruger stadig skammekrogen. Men det sker meget sjældent. Og ofte bliver eleven ikke stillet ind mod væggen, men blot bedt om at stå op og tænke over tingene.

»Hvis en elev har kaldt en lærer 'danskerluder' eller 'so', så beder jeg ham om at tænke over, hvordan fru Jensen havde det, da han kaldte hende det. Så går der ikke ti sekunder, før svaret lyder: Jamen, hun synes ikke, det er godt. Men det er ikke nok. Jeg skal have en rigtig forklaring for at øve dem i empati. Og det bruger jeg rigtig meget tid på. I sådan en situation har jeg meget tålmodighed«, siger Michael Olesen.

Han indrømmer blankt, at han skælder ud.

»Jeg er god til at råbe. Jeg bruger afgjort skældud som et våben. Ikke dagligt, men når det er nødvendigt. Når jeg står med et barn, der har mistet respekten for alt omkring sig, er jeg som skoleinspektør sidste hug. Nogle børn kan man kun trænge ind til med en god gang råben og skrigen. Og så må man samle op bagefter. Man må ikke efterlade børn i en uretfærdighedsfølelse - i en følelse af, at man ikke holder af dem. Skældud er en måde at slå hul på skallen på«, siger Michael Olesen, der er helt på det rene med, at skældud er det samme som at slå med stemmen.

Til gengæld mener han, at Erik Sigsgaard er helt forkert på den, når han siger, at lærernes skældud er et tabubegreb på skolerne.

»Vi snakker meget om det. Hver dag. Vi har et meget diskuterende lærerværelse. En del af vores indsatsområde er urolige børn - især enkelte elever, som forstyrrer undervisningen«.

Skolen har haft et projekt, hvor alle lærere i en fjortendagesperiode skulle observere en anden lærers undervisning i mindst to timer og selv observeres i mindst to timer. Bagefter blev alle de gode måder at takle problemer på diskuteret, og lærerne blev enige om ti gyldne regler.

Reglerne lyder blandt andet: Vær en god rollemodel for eleverne i væremåde og tale. Børn gør ikke det, du siger, men det, du gør. Vær, som du vil have, eleverne skal være. Træk eleverne op, træk ikke med ned.

»Når eleverne taler grimt til en, så skal man ikke gå med dem. Det handler om at takle konfliktsituationerne. Jeg tror, lærerne skælder mindre ud, efter at vi har fået de ti regler. Lærerne er meget opmærksomme på skældud, og det er klart, at man prøver at undgå det«.

Han mener, at der er stor forskel på børn, og hvilke virkemidler der skal bruges.

»Nogle skal man tale stille og roligt til, nogle skal man bare kigge på, og andre er grænsesøgende - også personligt grænsesøgende over for læreren. Og der kan det være meget passende på et tidspunkt at slå bak og sige: Nu stopper festen. Det kan være meget effektivt med det, man kan kalde en 'brøle-stand' - altså at læreren råber højt«.

Michael Olesen er lodret uenig med Erik Sigsgaards tese om, at institutionerne er blevet mere lukkede for kritik i dag i forhold til for 200 år siden.

»Tværtimod er systemet i dag fuldstændig åbent for kritik. Skoler og lærere bliver konstant gennemheglede af kritik. Børnetypen i dag er sådan, at hvis der er en lærer, der har råbt, så tager man sin mobiltelefon og ringer hjem til mor og far og siger, at læreren råber, og så bliver der et helvedes hus ud af det. Der er institutioner, hvor der er kameraer sat op, så forældrene kan følge deres barn på nettet«.

Til gengæld vil han gerne give Erik Sigsgaard ret i, at den måde, skolen i dag er indrettet på med en rigid aldersopdeling og 45-minutters-moduler, er et fejlskud.

»Jeg er enig med ham i, at de rammer, der er i skolen, på det nærmeste er børnefjendske. Selv om vi gerne vil det anderledes, kan det ikke lade sig gøre med de politiske vinde, der blæser. Det bliver endnu værre nu med alle testene. Man giver ikke børnene de udfoldelsesmuligheder, de har brug for. Hvis de havde flere muligheder, var der ikke lige så meget grund til at skælde ud. Så ville børnene være gladere, sjovere og lykkeligere børn«.

Men Michael Olesen mener modsat Erik Sigsgaard, at rammer, grænser, krav og pligter er uundværlige, og at børn selv ønsker dem.

»Børn har en meget stor retfærdighedssans. Hvis man spørger i en klasse, hvordan de skal få det bedre, så er svaret regler og straf. De er meget vilde med hårde straffe, hvis man overtræder reglerne. Børn kan godt lide grænser«.

Børn kan godt lide sport og spil, for her er der klare regler.

»Overtræder man reglerne, bliver man straffet. I fodbold er der frispark. Der er røde og gule kort. Der er ingen børn, der synes, det er sjovt, hvis man bare smider en bold ud og siger leg. Det første, de vil gøre, er at opstille regler«.

Han oplever, at mange børn i dag ikke har rammer derhjemme. De er ikke vant til, at der bliver stillet krav.

»Vi har mange, der er vant til at få maden serveret foran computeren, og så tager forældrene tallerkenen ud. Børn, der er vant til at blive serviceret. Så kommer de i skole, og skolen stiller krav til dem«.

Han mener, at det er direkte vrøvl, når Erik Sigsgaard siger, at de børn, der bliver skældt ud derhjemme, også er dem, der får skældud i skolen.

»Der er faktisk rigtig mange af de børn, der aldrig får skældud derhjemme, og som ikke har nogle rammer, der får et chok, når de kommer i skolen, fordi de slet ikke kender til skældud. Det er tit dem, der får skældud, fordi de er vant til at få deres vilje. Grundlæggende handler det om, hvorvidt børn er vant til at blive mødt med nogle krav«.

Michael Olesen vil gerne invitere Erik Sigsgaard til at undervise på skolen.

»Jeg tror, han skal ud at arbejde i virkeligheden. Fodboldtilskuere er altid meget klogere end spillerne på banen«. |

Praktikeren

Michael Olesen, 52, blev uddannet lærer som 31-årig. Han er uddannet fra Emdrupborg og Blaagaard Seminarium. Har været lærer i ti år på Matthæusgades Skole på Vesterbro. Viceinspektør på Hillerødgades Skole på Nørrebro og skoleleder på Grundtvigskolen i ni år. Han er medforfatter til bogen »Vejen til målet - fremadrettet evaluering« (1996).

Før han blev lærer, arbejdede han blandt andet som havnearbejder og jord- og betonarbejder. Han er far til tre.

»Børn har en meget stor retfærdighedssans. Hvis man spørger i en klasse, hvordan de skal få det bedre, så er svaret regler og straf« michael olesen»Nogle børn kan man kun trænge ind til med en god gang råben og skrigen. Og så må man samle op bagefter. Man må ikke efterlade børn i en uretfærdighedsfølelse - i en følelse af, at man ikke holder af dem« michael Olesen