Skældud er at slå med stemmen. Den definition har Erik Sigsgaard fået uden tøven fra en lille pige. Selv mener han, at det kun er et barn, der kan komme med en så præcis definition.

»Man kan ikke slå skældud op i de relevante ordbøger. Det vil sige, at lærere og pædagoger ikke har beskæftiget sig med det i deres uddannelse. Det er et tabu-begreb«, siger lærer, forfatter, foredragsholder, seminarielærer og medarbejder på Videnscenter for Institutionsforskning på Højvangseminariet i Glostrup, Erik Sigsgaard.

Skældud har ikke altid været et tabu. For 200 år siden stod der i skoleordningen for Københavns Kommune, at forældrene til enhver tid har ret til at overvære undervisningen for at se, at læreren behandler børnene med den respekt, de fortjener.

»Dengang var det offentligt - det blev sagt højt og åbent i bureaukratiske bestemmelser, at skældud, det er noget, der forekommer. Det blev også sagt, at det er noget, man skal forholde sig kritisk over for«.

I dag mener Erik Sigsgaard, at skældud er blevet en ikke set, men i stilhed accepteret del af hverdagen. Han husker en ung lærer uddannet fra Aalborg Seminarium, der efter blot få år i lærerjobbet mødtes med sine seminarielærere og kammerater.

»Han sagde: 'Jeg skælder ud næsten det halve af tiden. Det vidste jeg slet ikke, at man skulle'. Det er en meget berettiget kritik af uddannelsen. Skældud er der blevet tavshed om«.

Men selv om få snakker om det, er Erik Sigsgaard ikke i tvivl om, at skældud fylder en stor del hver dag for lærere, pædagoger og forældre.

»Jeg kan mærke, jeg får mange henvendelser fra forældre, hvor deres børn allerede i 1. klasse eller børnehaveklassen er kede af at gå i skole, fordi de bliver skældt meget ud. Og forældrene, som skriver og blander sig, de kan ikke rigtig gøre noget ved det. Men de kan ikke trænge igennem, og de synes tit, at de får at vide, at det er dem, der ikke duer til opdragelsen. Mere specifikt at de skal blive bedre til at sætte grænser og stille krav«.

Erik Sigsgaard er ikke i tvivl om, at flere krav er trenden i samfundet. Lærer børn ikke at læse, så er svaret, at de skal have flere dansktimer. Kan børnene ikke sidde stille, skal der sættes flere grænser.

»Lige for tiden kan det godt være, at det er kravet om en moderne form for kæft, trit og retning, der spiller førsteviolin, men desværre vil det nok vise sig, at jo mere man sætter ind med lov, orden og skammekrog, jo større vil problemerne blive«.

Børnelivet er blevet institutionaliseret gennem de sidste hundrede år. Især de sidste halvtreds år er det gået stærkt.

»Man gør ikke længere noget sammen. Der hvor livets fælles handlinger går ud, der går opdrageriet ind. Det gælder i familien, men det gælder også i institutioner og skoler«.

I 1960 opholdt børn sig gennem børnelivet i institutioner i 8.000 timer. Nutidens børn opholder sig 30.000 timer i institutioner, hvis man medregner ungdomsuddannelsen.

»Det væsentlige var, at børnene var blandt voksne - var med på en kigger og også deltagende. Det er de ikke mere. Dermed tørrer hovedkilden til al læring ud, og det må man så gøre noget ved. Derfor kommer børnene i dagpleje, daginstitution og skole - overalt er der mentale skolebænke. Børnene skal sidde ned - kroppene bliver bragt til tavshed. Læringen bliver abstrakt, i den forstand at nu skal barnet lære om det samfund, som det er afskåret fra, og dermed bliver forholdet mellem lærer og barn mere autoritært«.

Han mener, at der er sket en markant intensivering af institutionaliseringen de seneste år. Ikke bare daginstitutioner, skoler, skolefritidsordninger, men også livet i fodboldklubben og til svømning er ramt. Og det har konsekvenser for børnene.

»I takt med at uddannelsesinstitutionerne er blevet mere etablerede, er de blevet mere lukkede for kritik. Systemet behøver ikke længere at forsvare sig. For børn skal jo gå der. Derfor tager man heller ikke længere børnenes rettigheder særligt alvorligt. Der eksisterer ikke i dag præcise bestemmelser i forhold til eksempelvis skældud. Og man skælder børn ud på en måde, man aldrig ville gøre over for voksne«.

Flere undersøgelser viser, at bliver børn skældt meget ud derhjemme, går det ud over deres læring i skolen. Og bliver de skældt meget ud i skolen, går det ud over deres udvikling og forholdet til forældre og søskende. Mindre udskældte børn bliver bedre læsere, står der i Eriks Sigsgaards bøger.

Han medgiver, at der er behov for visse rammer, men han synes ikke, at rammer og grænser må blive idealet.

»Det er mod børnenes natur at sidde bomstille og høre på et voksent menneske, der kloger sig på livet uden for institutionerne. Så bliver der uro. Så bliver der disciplinproblemer«.

Men svaret er ikke mere disciplin.

»Børn har brug for arbejdsro i skolen. Men vi burde ikke snakke så meget om børns uro. Vi burde se på, om der kan være noget i relationen mellem voksne og børn, der skaber uro«.

Et af hans bud på, hvor det går galt, er den rigide aldersopdeling i klassetrin, og skemaer med 45-minutters-moduler mener han er fejlskud.

»Små børn har altid lært af store børn. Dem er de med stor omhu skilt fra nu. De niårige for sig og 11-årige for sig. Tiden er stramt struktureret i 45-minutters-moduler. Den stramme tidsstrukturering sætter børnenes selvregulering ud af kraft. Selvreguleringen er sammen med nysgerrighed hovedkraften i al læring. Men hvordan skal man pludselig blive nysgerrig efter den industrielle revolution i 1700-tallet torsdag mellem 11.15 og 12.00? Det er ikke sådan, det skal læres. Det er ikke involvering«.

Han er sikker på, at lærere på skoler, der er organiseret på alternative måder, skælder mindre ud.

»For mig er skældud et symptom på det, man kan kalde det institutionaliserede menneskesyn. Børn er i skole, fordi de har godt af det. Og jo mere skole, jo bedre. Jo mere ned at sidde, jo bedre, jo mere disciplin, jo bedre. På et moderne sprog hedder det grænser, rammer, krav, pligt, test«.

En måde at løsne op for institutionaliseringens stramme greb på kunne være, at lærere går med ud i frikvarteret. Leger med børnene og lytter til dem.

»Jeg har været med i projektet 'Skolen i skoven' - det er noget af det bedste, der er sket. Hvis man først begynder at tage ud i skoven, så opdager alle, at vi skælder mindre ud. Man taler langt mere med hinanden og på en mere ligeværdig måde. Børnene indbyrdes og lærer-børn«.

Den gode institution og den gode skole er der, hvor de voksne forstår de negative effekter af institutionaliseringen.

»De prøver at indføre frirum, hvor børn kan 'gøre det løs'. Hvorfor dyrker man ikke flere gulerødder? Hvorfor gør lærere og børn ikke mere rent sammen? Det gælder om at afinstitutionalisere institutionerne«.

Det vil ikke kun reducere skældud, men også mobning, som man taler så meget om.

»Vi kan snakke om mobning på en måde, hvor de voksne ikke bliver indblandet. Vi kan snakke om mobning, hvor vi snakker om mobberne og mobbeofrene blandt børnene. Men skældud snakker vi ikke om. Hvis vi først sætter det på dagsordenen - og det er det, mit projekt går ud på - så er de voksne indblandet. For det er lærernes skældud, det drejer sig om. Det er det, der kan gøre det så svært for den lille pige i 1. klasse at trække vejret«.

På lærerværelserne ved de fleste, hvem der skælder ud. Men de færreste forsøger at gøre noget ved det. Det har Erik Sigsgaard selv prøvet som nyuddannet lærer.

»Vi var en lille gruppe nyansatte. Vi havde en ældre kollega, og han var simpelthen alle tiders kollega, men han skældte ud. Han var en ulykkelig mand. Og vi, hans kolleger, gjorde ingenting. Den mand, der førte os ind i skolen og banede vejen for os, gjorde vi ikke en dyt for. Og skoleledelsen gjorde heller ikke noget«.

Han tror på, at det i dag er blevet lettere at snakke om skældud, fordi lærerne arbejder sammen i team.

»Man skal systematisk prøve at gøre lærer-elev-relationen til noget, man snakker om. Det skal være et fast punkt på dagsordenen. Jeg har oplevet det i andre institutioner, hvor punkt fire simpelthen hedder skældud. Det er med til at gøre det legitimt at få taget det op«.

Ikke kun lærerne, men også ledelsen har et stort ansvar for, at skældud bliver noget, man taler om.

»Hvis det ikke tages op, så er det børnene, der svigtes. For det er de børn, der bliver skældt ud derhjemme, der også bliver skældt ud i skolen. Det er katastrofalt. Men man skal også snakke om det for de kollegers skyld, der er nødt til at skælde ud for at få det til at køre. Får man det på dagsordenen, giver det den enkelte lærer mulighed for at sige: 'Jeg synes selv, at det for nemt bliver mig, der tysser og skælder ud det meste af tiden i 4.b' - det vil føre til, at man kommer til at tale om andre måder at få det til at køre på i 4.b - det bliver en åbning til pædagogisk udvikling«. |

Forfatteren

Erik Sigsgaard, 69, vil ikke kaldes for børneforsker. For det, han forsker i, er, hvordan de voksne agerer med børnene. Han er en alsidig mand. Oprindeligt uddannet som lærer, men det meste af sit liv har han brugt først som rektor for Albertslund Børnehaveseminarium, dernæst som seminarielektor, forsker, forfatter og foredragsholder. Han var i 1967 med til at stifte Venstresocialisterne og repræsenterede partiet i to omgange i Folketinget. Han lægger ikke skjul på, at en af de store drivkræfter i hans engagement stadig er friheds- og lighedsbegreberne fra den ikke-autoritære socialisme.

Han har skrevet en lang række pædagogiske bøger, blandt andet »Om børn og deres virkelighed« (1979), »Gode venner« (1983), »Børn og institutioner« (2001), »Skældud« (2002) og den nyeste »Skæld mindre ud« (2007), som fokuserer på skældud i familien og dens betydning for skole og daginstitution. I dag arbejder han på Videnscenter for Institutionsforskning på Højvangseminariet i Glostrup.

Han er gift og har tre børn og fire børnebørn.

»Vi havde en ældre kollega, og han var simpelthen alle tiders kollega, men han skældte ud. Han var en ulykkelig mand. Og vi, hans kolleger, gjorde ingenting« erik sigsgaard»Lige for tiden kan det godt være, at det er kravet om en moderne form for kæft, trit og retning, der spiller førsteviolin, men desværre vil det nok vise sig, at jo mere man sætter ind med den slags med lov, orden og skammekrog, jo større vil problemerne blive« erik sigsgaard