... dengang for 20 år siden
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Trepartsforhandlingerne.
Dansk økonomi har i de sidste 25 år været skiftende regeringers akilleshæl.
Speciallærerforeningen erkender, at der må en ekstra indsats til for at forbedre konkurrenceevnen. Det er også rimeligt, at arbejdsmarkedets parter medinddrages i processen. Imidlertid må vi forlange, at de forhandlingsberettigede organisationer kommer på banen efter nytår. Trepartsforhandlingerne skulle nødigt ende med, at hovedorganisationerne satte de forhandlingsberettigede organisationer ud af spillet, hvorved de kommende aftaleforhandlinger let kunne blive en illusion.
JULE-aviS81, december 1987
En ny lov - ja tak, men bedre.
Husholdningslærerforeningen har afgivet høringssvar på udkast til lov om uddannelse af husholdningslærere.
Baggrunden for kommentarerne er blandt andet:
- at vi ønsker uddannelsens profil som formidleruddannelse på det husholdningsfaglige område bevaret og styrket, samtidig med at uddannelsen også tilpasses produktionssiden og ledelsesfunktioner
- at vi mener, uddannelsens bredde skal bevares og styrkes gennem muligheden for at specialisere sig på to hovedområder
- at arbejdsmarkedet for husholdningslærere er så foranderligt, at det er nødvendigt med en høj fleksibilitet både hos den enkelte husholdningslærer og i faggruppen som helhed.
Husholdningslæreren, nummer 18-19, december 1987
Bjerregaardsk skoleritt.
Ritt Bjerregaard har gjort det igen. Med bogen »I opposition« har hun ligesom i sin tid med bogen »Strid« formået at sætte sit personlige præg på den politiske diskussion. På godt og ondt. Hun skærer gennem de christiansborgske partitåger og tager fat på tabuemner.
I bogen er der et kritisk skoleafsnit. »Folkeskolen og de tusind blomster« med afsæt i et af formand Maos slagord. »I stedet for at give forskrifter og opskrifter«, skriver den tidligere undervisningsminister, »synes jeg, vi skal tilskynde til eksperimenter og være villige til at betale dem«.
»For første gang i 150 år sender vi her i landet børn af sted til en folkeskole, som vi ikke ved er bedre end den, deres forældre gik i - måske snarere tværtimod«, skriver hun.
Folkeskolen, nummer 50, december 1987