Brug julen til at overveje jobbet
En ferie med masser af tid og samvær kan være det helt rigtige tidspunkt at tænke over din fremtid på arbejdsmarkedet
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Juleferien er en af de perioder i løbet af året, hvor danskerne tilbringer mest tid sammen med deres familie, og hvor der er gode muligheder for at komme et spadestik dybere i samtalerne omkring sofabordet. Derfor er det oplagt at bruge lidt tid på at overveje, om du er tilfreds med dit job og din arbejdsplads.
»Jobbet har en stor plads i de fleste menneskers tilværelse. Alligevel glemmer mange at spørge sig selv, om de får det ud af at gå på arbejde, som de gerne vil. Bruger du dine medfødte styrker? Er der ting, der kan ændres, så jobbet giver dig større tilfredshed, eller så du kan undgå at blive slidt ned? Den slags emner er det oplagt at vende med sig selv og snakke igennem med familien i løbet af nogle feriedage«, siger Sanne Holm Jensen.
Hun er personlig coach og beskæftiger sig blandt andet med karriere- og jobcoaching.
»Du skal ikke gå rundt hver dag og spørge dig selv, om du er tilfreds med dit arbejde, men en gang imellem er det sundt at tage jobsituationen op til revision«, siger Sanne Holm Jensen. »Selvom du var glad, dengang du fik stillingen, kan der være sket meget, der gør det aktuelt at lede efter et andet job eller at forsøge at ændre arbejdsvilkår. Der kan også være opstået nye jobmuligheder, fordi du har fået mere erfaring med for eksempel at undervise eller andre arbejdsopgaver«.
Overvejelser om job og karriere kan gribes an på mange måder. En af dem er at skrive på et stykke papir, hvilke områder i livet dit arbejde har betydning for. Det kunne være personlig udvikling, mentalt velvære, økonomi, karrieresituation, uddannelsesmuligheder, fritid, familieliv og parforhold.
På en skala fra 1 til 10 skriver du et tal for hvert af områderne.
Hvis resultatet er for dårligt på et eller flere felter, skal der ske ændringer.
»Det er en banal øvelse, men den sætter fokus på de områder, som det er værd at snakke med andre om. Du kan bagefter gå i dybden inden for de forskellige områder og se på, hvad der skal ske af ændringer«, siger Sanne Holm Jensen.
Hvis overvejelserne ender med, at du vil søge et nyt job, er der god grund til at kigge på tallene en gang mere. Mange søger nemlig udfordringer, der ligner dem, de har i forvejen.
»Spørg dig selv: Giver det job, som jeg har tænkt mig at søge, et højere tal på afgørende områder? Er svaret nej, skulle du måske lede efter andre typer af stillinger eller hellere prøve at ændre dit nuværende arbejde. Det er ikke nogen udpræget god idé at skifte job og i løbet af kort tid igen være utilfreds«, siger Sanne Holm Jensen.
Når det er en god idé at inddrage dine nærmeste i jobovervejelser helt fra begyndelsen, hænger det sammen med, at et jobskifte som regel påvirker familielivet. Jo mere din partner og børn er inde i, hvorfor du vil søge nye udfordringer på arbejdsmarkedet, jo større opbakning er der udsigt til, den dag jobbet stiller nye krav. |