Anne Mette Borg

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det var forventet, men med stor sorg, at Allested-Vejle Skole i Nørre Broby den 4. december modtog meddelelsen om, at lærer Anne Mette Borg var død i en alder af kun 45 år.

Mette blev ansat på Allested-Vejle Skole i februar 1998 i et vikariat, men der gik ikke lang tid, før vi opdagede, at her var en lærer, som vi skulle holde fast på. Mette var som person direkte og havde en fantastisk kontakt til sine elever, hvilket resulterede i, at hun fortsat var i kontakt med sine gamle elever, flere år efter at de havde forladt skolen. Mettes kollegaer satte stor pris på hende, og hun var i flere år valgt som skolens sikkerhedsrepræsentant. Et arbejde, hun løste på en både nuanceret og ihærdig måde. I de seneste år havde Mette flere timer på vores skolebibliotek, et arbejde, som hun holdt af, og som hun også lagde en masse energi i at videreudvikle.

Mange kan leve et helt liv uden at sætte sig væsentlige spor, men andre, som på trods kun får en relativ kort levetid, kan med deres personlighed og væremåde afsætte varige minder og værdier, sådan var Mette.

Skolen har ved Mettes død mistet en omsorgsfuld og dygtig lærer, og vores tanker går til Martin og hendes to voksne piger.

John Jakobsen, skoleleder, Allested-Vejle Skole, Nørre Broby, Faaborg-Midtfyn Kommune