Vold i skolen
Tv fra Folketinget
Tesfaye vil opnå mere ro og orden i skolen med otte justeringer af ordensreglerne
Ændringer af ordensbekendtgørelsen skal gøre det mere tydeligt, hvordan lærere og ledelse kan handle for at sikre ro og orden i folkeskolen, lyder det fra undervisningsministeren.
Fremover skal skolen i større grad kunne tage hensyn til de
elever, som andres opførsel er gået udover, og det skal også gøres tydeligere,
at dårlig opførsel kan have konkrete konsekvenser i form af en eftersidning.
Det er to af i alt otte justeringer af ordensbekendtgørelsen,
som børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) vil foretage efter den store mediedækning af folkeskolers udfordringer med vold og trusler.
”Folkeskolen skal kunne rumme alle børn, men den skal ikke
acceptere alt adfærd. Vold, mobning og hærværk er ødelæggende for skolens
hverdag. Når elever ikke følger ordensreglerne, skal det derfor være mere
tydeligt beskrevet, hvordan skolens ledelse og personale kan gribe ind. Med
disse otte ændringer ønsker vi at passe bedre på skolens fællesskab”, siger undervisningsministeren
i en pressemeddelelse.
Mattias Tesfaye vil konkret foretage følgende justeringer.
- Bedre beskyttelse af elever, ansatte eller andre, der er påvirket af andre elevers dårlige opførsel: Der skal være større hensyn til de elever ansatte eller andre, som bliver negativt påvirket af andre elevers opførsel.
- Skoletjeneste - elever hjælper med oprydning ifm. eftersidning: Elever kan blive bedt om at hjælpe med oprydning eller lignende, således at der anvises en konkret vej til at genoprette skaden på fællesskabet.
- Udelukkelse fra undervisning: En elev kan blive udelukket fra undervisningen mere end to gange om året, hvis skolelederen vurderer, det er nødvendigt. Dog stadig kun mellem 7-10 dage,
- Akutindsats med hurtig hjælp: Hvis en elev har behov for en øjeblikkelig indsats, kan der hurtigt sættes en specialpædagogisk indsats i gang.
- Øget fleksibilitet ved overflyttelse af en elev til en anden skole: Det bliver lettere at flytte en elev til en anden skole, hvis det er nødvendigt. Dette sker med inddragelse af kommunalbestyrelsen.
- Fokus på digital adfærd: Det bliver tydeligere, at ordensbekendtgørelsen også kan benyttes ved dårlig opførsel og krænkelser online over for andre elever eller skolens personale. For eksempel ifm. mobning på sociale medier.
- Forældrene skal tage deres del af ansvaret: Skolen kan give forældre konkrete opgaver eller stille krav, der skal hjælpe deres barn med at forbedre sin opførsel i skolen.
- Præcisering af SFO'ens rolle: Det tydeliggøres, at SFO’en i åbningstiden kan tages i brug ifm. iværksættelse af foranstaltninger.
Ifølge undervisningsministeren betyder
justeringerne, at det fremover blandt andet bliver tydeligt, at skolelederen har mulighed for
at iværksætte en "akutindsats
til elever, der har brug for øjeblikkeligt at få hjælp i roligere omgivelser”.
”I nogle klasser, kan der være elever som forstyrrer
undervisningen urimelig meget eller skaber utryghed i skolegården. Langt de
fleste situationer kan heldigvis håndteres med forebyggelse og almindelige
pædagogiske indsatser. Men i nogle få tilfælde, er der behov for en akut
specialpædagogisk indsats, hvor de kan få sænket skuldrene og finde en vej
tilbage i et klassefællesskab”, siger Mattias Tesfaye.
Ordensbekendtgørelsen og den dertilhørende vejledning er sendt i høring i dag.