Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Frihed og frisættelse er blevet regeringens kodeord, når de vil forandre den offentlige sektor, herunder skoleverdenen.

I den nye skoleaftale hedder det, at folkeskolen skal sættes fri, og der skal skrues ned for den centrale styring. Mere konkret formulerer de det som, at der ”vil være udstrakt frihed til kommuner og skoler til at tilrettelægge skoledagen ud fra lokale forhold og hensyn”.

Spørgsmålet er, hvad alle referencerne til frihed i aftaleteksten konkret skal betyde? Hvad er det præcist skolen og skolens ledere får frihed til eller frihed fra?

Frihed kan give flere konflikter

Uanset hvor lidt eller meget frihed, som er på vej, er de fleste nok enige om, at skoleledelse spiller en central rolle for skolens udvikling. Derfor er det væsentligt at kigge på de perspektiver og udfordringer, skolelederne står overfor i forbindelse med de kommende ændringer af folkeskolen.

Ideelt set lægges der op til, at skolelederen i samspil med skolens ansatte og f.eks. de nye skolebestyrelser skal gribe den nye frihedsdagsorden og give den indhold. De skal spørge sig selv om, hvad det er, de som skole vil lægge vægt på i forhold til deres situation, tradition og historie.

En øget frihed kan også medføre en større risiko for konflikter, fordi der kan opstå uenigheder imellem lærerne og ledelsen om, hvor man skal hen, og hvordan man når dertil.

Skoleledernes opgave bliver derfor i høj grad at formulere mål og retning i samarbejde med skolens ansatte og skolebestyrelse. Balancen bliver at sætte skolen og medarbejderne fri og samtidig sætte retningen for den nye frihed i samarbejde med skolens centrale aktører, f.eks. lærere og bestyrelse.

To skoleledertraditioner

Anmeldelse

Skoleledelse kræver udpræget robusthed

Når det gælder skoleledelse, kan man groft sagt tale om to traditioner: En angelsaksisk inspireret tradition og en nordisk inspireret tradition.

I en del år har vi været vidne til, at en angelsaksisk inspireret tradition har stået stærkt og udfordret den nordiske tradition, som traditionelt har spillet en dominerende rolle inden for skoleverdenen.

I den angelsaksisk inspirerede tradition er elevernes læringsudbytte den helt centrale ledelsesopgave. Målet er effektive skoler. Skolelederne skal være tæt på lærernes undervisning og sikre sig, at skolen har klare formulerede mål, strategier og målinger.

Derudover skal skolelederne agere som professionelle ledere eller virksomhedsledere, som har til formål at servicere politikere og myndigheder.

I den nordiske tradition er skolelederen den første blandt ligemænd, som hyppigt inddrager lærere, elever og forældre i ledelsesrummet. Idealet er her pædagogisk professionsledelse. Tillid, relationer og demokrati udgør centrale nøgleværdier, ligesom dannelse og demokrati er væsentlige sigtepunkter for skoleledelsen.

Det medfører for eksempel at skolelederen i høj grad har fokus på skolens indre samspil og sikrer, at alle er inddraget i beslutninger og udvikling af initiativer og strategier, ligesom skolens mål er langt bredere end den læring, vi umiddelbart kan måle og dokumentere.

Kommer vi til at se mere fri skoleledelse?

Umiddelbart står den nordiske tradition måske over for en renæssance, idet der signaleres et opgør med en række af de centrale ideer som har præget samfund, uddannelse og offentlig ledelse i en årrække. For eksempel forestillingen om såkaldt professionel ledelse, som primært har et strategisk fokus.

Hvad der er mere sandsynligt er, at vi vil se, at nye hybridformer udvikler sig, som rummer elementer fra begge traditioner.

Finn Wiedemann og Peter Henrik Raae (red.): Aktuelle tendenser og dilemmaer i skoleledelse. Syddansk Universitetsforlag. 2024.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk