Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

I takt med at jeg har trådt mine pædagogiske barnesko i den danske folkeskole, har jeg lært, at det kræver meget mere end blot ambitioner at påtage sig den vigtige rolle som skoleleder.

Jobbet er selvfølgelig præget af mange krav, og når jeg iagttager min egen skoleledelse, ser jeg, at tempoet er højt. Både lærere, politikere, pædagoger, forvaltning, forældre og elever trækker i dem – og ofte i hver deres retning.

Det må være frustrerende og ensomt at skulle agere styrmand på et kæmpestort skoleskib i stormvejr, når man ikke selv kan bestemme, hvilken retning skibet skal sejle. Når arbejdstiden bliver set som en ubegrænset ressource, eller man er ved at drukne i bureaukrati og opgaver, der langsomt, men sikkert, drysser ned oppefra og havner på ens skrivebord.

Jeg forestiller mig, at meget af dette kan spænde ben for skolelederne og gøre det mindre attraktivt at være leder.

En finere stilling i forvaltningen

Min egen skoleleder og min nærmeste pædagogiske leder har været på min skole i sammenlagt mere end 35 år. Det er et sjældent syn i skoleverdenen, hvor ledere ofte skifter stilling efter få år.

Denne langvarige stabilitet har medført, at mine ledere har opbygget et stærkt bånd til både lærere, elever og forældre. Tillid er en grundsten i enhver skole, og den kan kun bygges op, når ledelsen er til stede, forstår skolens udfordringer og bakker op om lærerne i deres daglige arbejde.

Det er min ledelse lykkedes med, og det har skabt en langsigtet og sammenhængende retning for skolen.

Tilliden og kontinuiteten gør det nemmere, når jeg og mine kollegaer har brug for en pædagogisk drøftelse om, hvordan jeg lykkes med at skabe et inkluderende undervisningsmiljø i min klasse, eller når jeg har brug for sparring til at håndtere en konflikt mellem nogle elever.

Desværre hører jeg alt for ofte om ledere, der ikke lykkes med opgaven, eller som ser skolen som et skridt på vejen til en finere stilling i forvaltningen. Det skaber et miljø, hvor tilliden hurtigt forsvinder. Her lider både skolens medarbejdere og elever under manglende retning og støtte.

Ikke bare på papiret

Jeg tror, de fleste lærere kan nikke genkendende til, at det er frustrerende, når ledelsen ikke er til stede i det daglige arbejde og ikke prioriterer det, der virkelig betyder noget for skolens udvikling – nemlig det pædagogiske og didaktiske arbejde og de mennesker, der er en del af det.

En tillidsvækkende ledelse, der forstår at sætte en klar retning for skolen, der forstår at begejstre og samtidig står solidt bag sine medarbejdere, er grundlaget for en velfungerende skole. Det er vigtigt, at skolelederne tager ansvar for både skolens udvikling og de mennesker, der arbejder der. Der skal være tid og plads til at lytte, støtte og vejlede – ikke bare på papiret, men i praksis.

Skolelederen bør således ikke kun være en skrivebordsgeneral, men en nærværende og engageret leder, der rummer både medmenneskelighed og forståelse for skolens daglige udfordringer.

Skolelederne har så stor betydning for skolerne, og jeg forestiller mig, at de arbejder i den danske folkeskole, fordi de gerne vil gøre en forskel for eleverne. Præcist som lærerne.

Her er samarbejdet mellem lærerne og lederne afgørende – vel at mærke et samarbejde, hvor lederne har mulighed for at være tæt på deres lærere. Derfor skal vi sikre, at det også i fremtiden er attraktivt at være skoleleder.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk