Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Trivselskommissionens anbefalinger falder på et tørt sted. Særligt anbefalingerne om skærmforbud og karakterdannelse ligger rigtig godt i tråd med, hvad vi mangler ude i skolerne.

I klasseværelset oplever jeg oftere og oftere elever, der reagerer med følelsen af at være "kørt på", når de bliver bedt om at uddybe deres svar, eller når de konfronteres med et mønster af gentagne manglende lektier. Dette er blot ét symptom på den tyndhudede tilstand, som mange børn unge desværre befinder sig i, og vores velmenende, men kortsigtede overbærenhed som lærere bør have en grænse. 

Derfor skal vi have et opgør med den overvågning og offergørelse af vores unge, der i større grad har behov for at erfare, at de kan stå imod modgang. 

Det siges, at børn, der ikke udsættes for en bred vifte af bakterier og vira, lettere udvikler allergier og sygdomme senere i livet. På samme måde tror jeg, at det forholder sig. Med den følelsesmæssige og mentale robusthed. 

Når børn vokser op under overbeskyttende og kontrollerede forhold, hvor de aldrig oplever små fysiske farer, afvigelser fra planen eller konfronteres med følelsesmæssig eller mental modstand, fratager vi dem muligheden for at udvikle modstandskraft. 

Vi har i øjeblikket en opdragelseskultur, hvor vi som lærere og forældre konstant overvåger, kontrollerer, evaluerer og nidkært og konstant spørger til deres trivsel og mavefølelse. Det skal vi holde op med. I stedet skal vi sætte børnene fri.

Møder sjældent robuste børn

Lad os opløse legegrupper, droppe forældrefesterne og i meget større omfang låse skærmene inde, så børnene møder virkeligheden på virkelighedens præmisser.

Som lærer oplever jeg sjældnere og sjældnere fysisk og følelsesmæssigt robuste unge, der relativt problemfrit håndterer modgang og derfor er i stand til at honorere almindelige, faglige og dannelsesmæssige forventninger. På grund af det efterhånden kollektive lave selvværd bevæger undervisningen sig ofte efter laveste fællesnævner, så de fleste ikke føler, at de behøver stå på tæer for at kunne føle med - hvilket rykker det faglige niveau nedad.

Ovenstående kan formentligt ikke læses, uden at medfølelsen hos læseren sovser realiteterne ind i misforstået godhed og sympati, fordi hovedstrømningen i den senmoderne pædagogiske praksis er “anerkendelse” og “øjenhøjde”. Anerkendelse er vigtig, men ikke i den naive form, hvor man som pædagogisk fundament antager, at “alle unge altid gør, hvad de kan” og dermed blåstempler dovenskab. For jo - der findes stadig unge, som indimellem er dovne.

Blive bedre til at håndtere børns følelser

Det er på tide, at vi genovervejer vores tilgang til uddannelse, så vi kan styrke de kommende generationer og forberede dem på livet i en kompleks, krævende og mere uforudsigelig verden. Lad os arbejde hen imod at gøre vores unge mindre porøse og mere modstandsdygtige ved at give dem de nødvendige værktøjer til at klare livets udfordringer. 

Det paradoksale er, at vi som fagpersoner skal blive bedre til at håndtere børnenes følelser. Det er ikke farligt for børnene at være kede af et nederlag, over ikke få alle deres ønsker opfyldt eller at blive valgt fra af kæresten. Det skal vi vise dem, at de godt kan rumme at være i. Ellers risikerer de at blive et forsvarsløse over for livets konstante bølger af både modgang og medgang.

Hæve faglige forventninger

Vi gør altså vores børn og unge en bjørnetjeneste, når vi beskytter dem fra livets små og store udfordringer. Selvom vores intentioner bunder i kærlighed, er det vigtigt at lade dem begå fejl og lære af dem.

Det kræver, at vi som lærere vover at hæve vores faglige forventninger, så eleverne erfarer vores tillid til dem, og det kræver, at vi som forældre tør sætte dem fri og lade dem møde virkelighedens fysiske verden, som vi indtil nu har værnet dem imod.

Tak til Trivselskommissionen for at bane vejen.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk