Det er endnu en gang blevet Uge Sex. Det eneste tidspunkt på året, hvor sundheds- og seksualundervisning ikke bliver massivt underprioriteret.

Men med Uge Sex følger også den bitre erkendelse, at en uge simpelthen ikke er nok til at nå omkring alle de vigtige emner, som faget rummer.

Måske er tiden kommet til, at sundheds- og seksualundervisning kommer på skoleskemaet og dermed bliver et rigtigt og selvstændigt fag.

Vores nye børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye har den seneste tid bebudet ændringer af folkeskolen, og at der skal gøres op med det svigt, som nogle elevgrupper har oplevet.

Det er som udgangspunkt glædeligt, at regeringen vil se på hvordan man har svigtet folkeskolen, og der kan man også tage fat på sundheds- og seksualundervisning.

Her har vi svigtet alle skoleelever i over 50 år, når vi har lovet dem relevant og fyldestgørende undervisning, men aldrig har været i nærheden af at opfylde det løfte, da de fleste elever stadig går igennem en skolegang uden at have fået tilstrækkelig sundheds- og seksualundervisning.

Der er kommet faghæfter til, som skulle hjælpe lærerne med, hvad faget skal indeholde, men alt for få kender til dem, og endnu færre har læst dem.

Det er blevet forsøgt, at sundheds- og seksualundervisning skal presses ind i alle skolens andre fag, men det har gjort faget til en irriterende og uønsket opgave, der bare skal overstås.

Ny hjemmeside giver overblik over al inspiration til seksualundervisningen

Der er kommet kampagner som netop Uge Sex, der har en effekt, men kun berører emnerne overfladisk. Der er udviklet bunker af undervisningsmaterialer og hjemmesider, men skolen mangler ikke inspiration til opgaven. Skolen mangler tid og en ordentlig ramme for faget.

Derfor har sundheds- og seksualundervisning brug for at blive sit eget fag, hvis vi som samfund ønsker at tage undervisningen i krop, køn, seksualitet, sundhed og trivsel alvorligt.

Der er brug for mere undervisning, hvis vi skal væk fra det overfladiske og misforståede syn på sundhed, hvor den enkelte bare skal lette røven, lukke munden og tage sig sammen.

Undervisningen skal have tid, for at kunne tage udgangspunkt i et bredere perspektiv, hvor vi har fokus på at hjælpe og tage ansvar for hinanden.

Der er brug for mere undervisning, hvis vi skal have udbredt en samtykkekultur, der ikke kun må handle om at holde loven, men mere om at kunne tale sammen, og dermed skabe en dybere forståelse for vores egne og hinandens grænser.

Det kan gøres ved, at sundheds- og seksualundervisning kommer rigtigt på skemaet som et selvstændigt fag, og bliver givet til de lærere, der har evnen og lysten til at gå seriøst ind i den kæmpe dannelsesopgave, som faget rummer.

Det vil samtidig fjerne et åg fra de lærere, der hvert år, mere eller mindre frivilligt, skal få sundhed og seksualitet passet ind i en i forvejen travl skoledag med bunker af forskellige opgaver og hensyn.

I dag har faget kristendomskundskab et vejledende timetal på 300 timer i løbet af skolens ni år. Kunne man ikke forestille sig at give sundheds- og seksualundervisning bare halvdelen af det, så vi kunne give eleverne den undervisning, som de har brug for og fortjener?