Sådan ser den nye hjemmeside ud, der skal gøre det lettere for lærere at få inspiration til det obligatoriske og timeløse fag sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab (SSF).
Ny hjemmeside giver overblik over al inspiration til seksualundervisningen
Som en del af en ny national indsats for at løfte seksualundervisningen tilbyder en ny hjemmeside et samlet overblik over undervisningsmateriale, der kan bruges til at undervise i skolens nok mest underprioriterede fag.
En ny hjemmeside forsøger at samle alt undervisningsmateriale, der findes til at undervise i det timeløse fag sundheds-
og seksualundervisning og familiekundskab (SSF).
Hjemmesiden hedder ssfkompas.dk,
og her er det tanken, at alle lærere let kan finde inspiration uanset fag og
klassetrin.
Det fortæller den nationale projektleder Mette Bech, der er
pædagogisk konsulent i CFU Absalon,
som har været med til at udvikle den nye hjemmeside.
”Der har i den grad manglet ét
samlet overblik over materialer og inspiration til faget. Derfor har vi
udviklet hjemmesiden, der skal fungere som et kompas til at finde rundt i alt,
hvad der er relevant, så man som enkelt lærer eller team kan få et overblik
over, hvordan man kan arbejde med SSF i sit fag”, fortæller hun.
Del af stor ny indsats
Hjemmesiden er en del af en ny
national indsats til at løfte det obligatoriske fag, der er kendt for mest at optræde på
elevernes skemaer i uge 6/Uge Sex.
Der er afsat 15 millioner kroner
på finansloven til indsatsen, og CFU Danmark har samarbejdet med bl.a. Børns Vilkår, Sex og samfund og Danske Skoleelever om at samle materialet.
På ssfkompas.dk kan lærere og skoler finde læremidler
tilpasset alle skolens fag, og det er også muligt at tilmelde sig gratis kickoffdage, kurser og netværk.
”Vi har forsøgt at gøre det så
let og overskueligt som muligt. Som lærer kan man gå ind og vælge sit fag og
klassetrin, og så kommer der alle de gratis materialer frem, der findes”,
fortæller Mette Bech.
Kommer løbende mere
CFU har gennemgået alle sine
egne materialer for at finde ud af, hvilke der er egnet til undervisning i SSF
og samtidig kategoriseret dem efter, hvilke af skolens øvrige fag de lægger sig
mest op ad.
”Vi har også rakt ud til
organisationerne på området som fx Sex og Samfund, Red Barnet, Søster mod vold
og kontrol osv. for at få adgang til deres materialer. Samlet set er jeg
virkelig overrasket over, hvor meget der er. Det er kun nogle få fag, hvor vi
endnu ikke har fundet så meget”, siger hun og tilføjer, at hjemmesidens indhold
løbende bliver udvidet.
”Vi har endnu
ikke fået kigget på specialundervisning”, nævner Mette Bech.
Alle
undervisningsmaterialer er desuden delt op i 14 temaer som fx digitalt liv,
familieliv, grænser, identitet, køn og rettigheder, ”så læreren nemt kan finde
inspiration inden for de specifikke områder til
sin undervisning”,
forklarer hun.
Flere gratis kursusmuligheder
På hjemmesiden er der også
adgang til gratis onlinekurser, og skolerne kan tilmelde sig, at der gratis
kommer en konsulent ud på skolen to gange tre timer.
”På kurserne bliver
lærerne klædt på til at finde ud af, hvad SSF er, og hvad vejledningen til
faget siger, og de møder også SSFkompasset
og ser de mange muligheder for at arbejde med SSF i deres fag”, fortæller Mette Bech.
Skolerne har også mulighed for
gratis at sende en eller flere personer på et 15 timers kursus på CFU.
”Det er mere tænkt til, hvis
skolen gerne vil have udviklet en resurseperson eller tovholder”, forklarer
hun.
Cirkel som dialogredskab
I projektet er der også udviklet en såkaldt SSF-cirkel, der
skal fungere som et dialogredskab, man kan bruge ude på skolerne.
Cirklen lægger blandt andet op til, at skolens
personale og ledere diskuterer, om skolen har fælles retningslinjer på skolen for et
sprogbrug, der modvirker brug af nedsættende begreber om køn, krop og
seksualitet, og om ledelsen har besluttet, hvordan SSF integreres i fagene.
”Tanken er, at cirklen skal hjælpe skolerne til at
tage en snak om, hvordan skolen allerede arbejder med faget, og hvad der skal
til for, at skolen bliver bedre til det. Det kan også handle, om der er værdier,
der fremmer mangfoldighed, og om forskellige grupper af pædagogisk personale er
inddraget”, forklarer hun.