Kollegerne rystede på hovedet, men hendes elever var glade. Ingen andre ville undervise den nye hjælpeklasse. Men hun ville - og fik frie hænder til det. Indkøbte maling, sakse, lim og legetøj. Plakater, perler, farvekridt og båndoptager. Og fik anskaffet borde, der kunne klappes op ad væggen, så der hurtigt kunne skabes fri gulvplads. 'Fru Bruuses Gymnasium' kaldte de andre lærere den hjælpeklasse, som hun havde i alle fag og alle timer. Bruus er hendes mellemnavn, hendes fulde navn er Marianne Bruus Jelved. I dag kulturminister, men også tidligere økonomiminister - og altså tidligere lærer. Og stort set lige meget, hvad hun taler om som politiker, har hun det med at få nævnt skolens betydning. "Folkeskolen er samfundets mest betydningsfulde kulturinstitution," har hun sagt og skrevet mange gange. "Lærergerningen er verdens dejligste arbejde, når det lykkes," siger hun. Det lykkedes for hende med hjælpeklassen på Ny Østensgårds Skole i 60'ernes og 70'ernes Valby i København. "Vi havde ikke én almindelig skolebog i klassen. Vi havde billedbøger, børnebøger, aviser og blade. Farver, sakse og lim. Jeg ville vende deres nederlag til sejre. De skulle opleve, at det var sjovt at gå i skole. Og de lærte alle sammen at læse og regne - og en hel masse andet. Efterhånden var der også andre lærere, der turde tage dem, og de fleste kom vist til at holde lige så meget af dem, som jeg gjorde. Eleverne kom glade i skole og gik glade hjem. Der var udfordringer og brug for lærerstædighed, men det var dejlige år," fortæller Marianne Jelved.

Jeg dumpede til prøven i 5. klasse - Din egen skolegang begyndte ikke specielt positivt? "Jeg var frygtelig genert, da jeg startede, og det prægede de første år. Da jeg fyldte syv år, havde jeg to poser bolcher med, men jeg turde ikke fortælle, at det var min fødselsdag, så jeg fik dem ikke delt ud. Og da jeg heller ikke ville komme hjem og indrømme det, spiste jeg alle bolcherne helt alene i gymnastiksalens omklædningsrum. Jeg skulle altså over nogle hurdler, før jeg blev glad for skolen, men så fik jeg til gengæld mange venner, og da jeg gik ud af realen, fik jeg overrakt en sølvgaffel, fordi jeg havde været en særlig god kammerat, som havde bidraget til klassens sociale miljø. Det synes jeg egentlig var meget fremsynet."

- Men du skulle have været i den eksamensfri mellemskole? "Ja, jeg dumpede til prøven i 5. klasse. Jeg kunne ikke stave. Det var et chok for mig, for jeg kunne slet ikke se mig selv nede i det hjørne af skolegården, hvor pigerne fra den eksamensfri mellemskole sad. De var sat udenfor, samtidig med at jeg overhovedet ikke hæftede mig ved det, de var jo ikke mine kammerater. Det var meget ubehageligt pludselig selv at blive dømt udenfor. Og hjemme var det helt galt. Far var mønsterbryder fra et fattigt husmandssted på den jyske hede, og nu havde han egen arkitektvirksomhed i Charlottenlund. Han kunne slet ikke acceptere, at hans datter ikke skulle kunne tage en realeksamen, så han gik ned på skolen og slog i bordet. Det betød, at jeg kom i mellemskolen. På prøve. Men det blev aldrig taget op senere, jeg var der bare."

Det er funktionen lærer, de går efter

- Hvordan var dine lærere?  "Jeg var glad for timerne hos matematiklærer Nielsen. Han var en meget, meget god lærer. Han roste os, når vi var dovne! At være doven hos ham betød, at vi havde fundet den mest smarte måde at løse en opgave på. Jeg var enormt glad for hans timer, og jeg kunne rigtig godt lide at lave ligninger. Jeg var en af de dovne. Vi drillede ham meget."

- Lærer Nielsen var god, du var glad for ham, men I drillede ham? "Ja, men det viser jo, hvordan børn er. Når han spiste, havde han det med at holde fast om maden med fire fingre over og tommelfingeren under maden. Han havde næsten altid et stykke mad med kødpølse med, og en dag, hvor vi var oppe i klassen i frikvarteret, hvad vi selvfølgelig ikke måtte, lå hans madpakke på katederet, og så lagde jeg en elastik ind under kødpølsen. I spisefrikvarteret sad vi så alle og ventede på hans reaktion. Han klemte som sædvanlig fast om maden og sad så og kæmpede med pølse, elastik og rugbrød. Men han sagde ingenting, rejste sig bare op og gik ud. Altså, det var forfærdeligt. Jeg husker stadig, hvor flov jeg var. Det var kun noget, jeg havde gjort for at vise de andre, at jeg kunne være frækkere end dem, og senere på dagen sagde jeg da også undskyld. Men faktisk kan episoden jo minde om, at når man som lærer løber ind i den slags, så er det ikke altid, at det er ens person, de driller. Det er funktionen lærer, de går efter. Det tænker jeg da på nogle gange, når jeg roder mig ud i et eller andet som minister. Det er lige så meget den funktion, der er ved ministerrollen, som provokerer. Derfor er et godt råd til lærerne, at de skal huske, at de har en funktion, de er myndighedspersoner. Noget, som børnene har lov til at føle, at de er i modsætning til i visse situationer."

Jeg blev aldrig ked af det og fik jo ros for det, jeg var god til - En af dine tidligere elever har fortalt mig en masse pænt om dig. Men hun fortæller også, at da I var på lejrskole på Gotland, stillede de en spand med vand oppe over døren. "Ja, det er det samme. Det hører med til lærerollen. Man kan jo ikke tage på lejrskole, uden at man skal lave noget sjov med læreren, det har aldrig generet mig."

- Din klasselærer, frøken Grønlund, gav dig to forskellige karakterer. Hvorfor det, når de andre kun fik én karakter? "Jeg var fantastisk glad for dansk, og frøken Grønlund har bidraget til min interesse for litteratur. Hun var god til at trække det sproglige frem og gøre os opmærksomme på det, og det smittede af på mine stile. Jeg havde en god fantasi, og på et tidspunkt ville jeg være børnebogsforfatter. Men jeg kunne ikke stave. Ja, jeg har sådan set stadig svært ved det, så jeg bruger nogle teknikker til at gå uden om de ord, jeg ikke kan stave. Frøken Grønlund sørgede for, at jeg ikke led nederlag ved at give én karakter for indholdet og én for stavningen. Det var fantastisk, jeg blev aldrig ked af det og fik jo ros for det, jeg var god til."

- Du fortæller om lærere med følsomhed og menneskeindsigt, og ikke om den frygtede, autoritære lærer, som man kan se beskrevet fra 50'erne andre steder? "De havde meget godt greb om klassen. Men vi havde da også en lærer, der var meget hidsig, og som også blev drillet. Vi var jo nogle hårde nogen. Han knækkede en pegepind ved at smække den ned i bordet foran en elev. Vi har haft en tysklærer, som gav os lussinger, hvis ikke vi kunne de rigtige bøjninger. Men samlet set var jeg glad for at gå i skole. Maglegårdsskolen i Charlottenlund, hvor jeg gik, var en god skole."

De finder aldrig den røde tråd i kemi, frøken Da Marianne Jelved havde fået sin realeksamen, begyndte hun på Polyteknisk Læreanstalt i København, for hun ville være kemiingeniør. Hun ville tjene sine egne penge. "Jeg ville ikke være i samme situation som min mor, der altid skulle bede far om penge. Derfor havde jeg så slået op i 'Hvad kan jeg blive?' for at finde ud af, hvilken uddannelse der hurtigst muligt gjorde, at jeg kunne tjene mange penge, og det var kemiingeniør. Jeg kunne komme ind, hvis jeg tog det naturvidenskabelige fag i matematik på et år, og det betød samtidig, at jeg kunne springe gymnasiet over. Det var jeg glad for, for jeg ville i hvert fald ikke ned på Hellerup Gymnasium eller på Øregård sammen med de der fine Charlottenlund-, Hellerup- og Gentofteborgere. Jeg kendte jo deres bagside, havde set, at facaden skulle være i orden, og så måtte man hutle sig igennem. Det ville jeg kunne springe over ved at kunne komme ind på Polyteknisk på Sølvtorvet. Jeg fik også begyndt. Der var 70 mænd på holdet og kun fire kvinder. Gennemsnitsalderen var 35, og jeg var lige fyldt 17. Lærerne havde en yndet sport i at tage kvinderne op i hver time, og kemilæreren, som var professor, sagde: 'De finder aldrig den røde tråd i kemi, frøken'. Så jeg begyndte at overveje, om det nu var det rigtige, jeg havde valgt, om det skulle være økonomi, der afgjorde, hvad jeg blev. Og så fandt jeg ud af, at jeg ville på seminariet, hvor en veninde fra folkeskolen gik. Men min far blev meget, meget vred, for det værste i hans verden var, at hans børn skulle blive offentligt ansatte. Hvis de bare lod være med at begå kriminalitet, så kunne de sidde der resten af deres liv uden at lave noget, mente han. Men jeg insisterede, og så forslog han, at jeg først tog studentereksamen på et kursus, der tog to år, så ville læreruddannelsen bagefter kunne klares på tre, det svarer jo til et år i præparandklasse og fire år på seminariet. Det gik jeg med til, jeg ville jo gerne have den studentereksamen. Og så sagde han: 'Det er i orden, så gør vi det'. Så hver aften cyklede jeg fra Charlottenlund ind til Statens Studenterkursus på Frederiksberg, og når jeg var færdig der, cyklede jeg til Gentofte Amtssygehus, hvor jeg var nattevagt på børneafdelingen. Kokken syv om morgenen kørte jeg hjem og sov og stod så op om eftermiddagen og lavede mine lektier. Jeg tjente mine penge, tohundrede og halvtreds kroner om ugen i en kuvert. Det var meget vigtigt for mig."

Han havde brugt sin sommerferie til at lære vores navne - To år senere begynder du på læreruddannelsen? "Så kommer jeg på Hellerup Seminarium. Tage Kampmann er rektor, og da jeg møder første dag og går op ad trappen, står han øverst oppe og giver hånd. 'Goddag, Marianne, og velkommen', siger han. Det var lærerigt. Han kunne mit navn, jeg var ikke bare et nummer i en stor gruppe. Han havde brugt sin sommerferie til at lære vores navne ud fra de fotografier, vi havde sendt ind. Jeg oplevede, hvad det betød at være en, der blev set."

Jeg har fået klø, da jeg var fire år - Da du er færdig, vælger du helt bevidst at ville være lærer på Vesterbro i København. Hvorfor det? "Da jeg valgte at blive lærer, tænkte jeg meget i, hvad jeg skulle bruge min tid på. Hvad jeg ville prioritere, og jeg ønskede, at skolen skulle være en form for fristed for børn, der havde det svært. Derfor ville jeg gerne ind på Vesterbro."

- Pigen fra Charlottenlund med social bevidsthed? "Måske er det min fars og hans brødres barndom, der gjorde udslaget. De kom ud og tjene, da de var otte-ni år, og flyttede aldrig hjem igen, de måtte klare sig selv. På en vis måde blev de meget hårde som opdragere og forventede meget af deres børn. Vi fik klø. Jeg har fået klø, da jeg var fire år, kan jeg huske. Det var helt uretfærdigt, og det gjorde et kæmpeindtryk på mig. På en måde kunne far og hans brødre ikke selv gøre for det, for de var meget ramt af deres barndom. Som lærer kunne jeg ikke ændre elevers barndom og deres vilkår derhjemme, altså måtte jeg sætte ind, hvor jeg kunne, derfor skulle skolen være et fristed for alle."

14 børn, der alle har lidt kæmpenederlag "Jeg kommer ikke på Vesterbro, men jeg får en stilling i Valby på Ny Østensgård Skole i et meget blandet kvarter. Der er villaer, men der er også husvildebarakker og en del sigøjnerfamilier. Jeg bliver ansat fra august '67, og året efter får skolen så en hjælpeklasse med elever, som er samlet op inde i Sydhavnskvarteret. 14 børn, der alle har lidt kæmpenederlag i 1. klasse, de er blevet intelligenstestet og har alle en IQ et stykke under 100. Dem får jeg, for der er ikke nogen andre lærere, der vil have dem."

- Blev du pålagt at tage klassen, eller var det noget, du ønskede? "Jeg ville gerne. Fra min egen skoletid havde jeg jo erfaring med, hvad det vil sige ikke at kunne det, de andre kan. Derfor havde jeg en ambition om at lære børn at leve med et handicap. De skulle finde ud af, hvordan de kunne gebærde sig og overvinde besværlighederne."

- En hjælpeklasse i alle timer, det må have været hårdt? "Sådan oplevede jeg det ikke. Det var også sjovt. Og det giver en kæmpestor fleksibilitet at have dem hele dagen. Man kan afbryde midt i noget og gå tur med dem. Man kan sætte noget i gang, som kan vare længere tid. Når børn er aktive, og de pludselig kommer med noget, er det vigtigt, at der er tid til at trække det ind i undervisningen. Når jeg senere har skullet være klasselærer, har jeg altid ønsket at have mange timer i klassen for at få den fleksibilitet."

Har du nu læst på det, Marianne? - Det er jo tankevækkende nu, hvor I har vedtaget en folkeskolereform, hvor 90-100 procent af timerne skal være linjefagsdækket. Det betyder jo, at klasserne vil få mange forskellige lærere. "Ja, medmindre man får sig nogle flere linjefag - eller tager kurser for at lære noget, der svarer til linjefagsniveau i de fag, man gerne vil undervise i. Jeg kan komme med et godt eksempel, som er baggrund for min opfattelse af, at det er vigtigt, at man har linjefagskompetencer eller det, der svarer til det. Jeg er matematisk student, og jeg havde fysik som grunduddannelse på seminariet, og da jeg så på et tidspunkt skulle have en 7. klasse, og der ikke var nogen linjefagsuddannet lærer til dem i fysik-kemi, tilbød jeg at tage timerne. Men allerede anden gang, jeg skal ind i klassen, kommer Peter hen til mig og hvisker: 'Har du nu læst på det, Marianne?'. De opdager med det samme, at jeg overhovedet ikke er den samme lærer, som de er vant til at have i dansk og historie. I de fag, jeg er hjemme i, har jeg ikke spor imod at bevæge mig ind i et område, jeg ikke kender i forvejen, for så skal vi finde ud af det sammen. Det kunne jeg da også i fysik, tænkte jeg. Det første, de skulle lave, var et kredsløb, hvor de skulle få en pære til at lyse, og så var der en, der råbte: 'Marianne, Marianne, vi kan ikke få den til at lyse!'. Jeg gik ned og kiggede på det og hev så alle ledninger ud på en gang og viste dem, hvordan man kan lave et kredsløb. Jeg turde ikke afsløre, at jeg ikke kunne finde fejlen sådan lige med det samme. Men den slags mærker elever med det samme. De mærkede, at jeg slet ikke var så fagligt velfunderet som i de andre fag."

De gamle lærere sad solidt på alle timerne i realen - Men linjefagsniveau er ikke nok for dig. Du læser cand. pæd. i dansk. Hvorfor? "Det var, fordi jeg gerne ville have de store elever i dansk, og det kunne jeg ikke få på Ny Østensgård, hvor de gamle lærere sad solidt på alle timerne i realen, så tænkte jeg: 'Jamen, så tager jeg cand. pæd.-uddannelsen, så jeg kan overhale dem'. Men jeg ville nu også gerne bruge uddannelsen til både at undervise i folkeskolen og på læreruddannelsen, for da jeg selv gik på seminariet, så jeg, hvor vigtigt det er, at underviserne kender folkeskolen." Jeg husker både følelsen og dilemmaet - I 1973 kastede en masse lærere sig ud i en proteststrejke. Var du med? "Ja, det var jeg, og vi var mange, der strejkede. Socialdemokraten Per Hækkerup var økonomiminister, og fra det ene minut til det andet dikterede han, at lærerne skulle undervise en time mere gratis. Vi var rigtig meget fortørnede, for Danmarks Lærerforening havde jo forhandlet nogle andre vilkår."

- Han ville faktisk forhøje det ugentlige lektionstal fra 27 til 30, men DLF fik forhandlet indgrebet ned til én ekstra lektion, og regeringen lovede, at forhøjelsen kun skulle løbe i to år. "Den del husker jeg ikke, men forløbet viser, at det ikke er første gang, at lærerne har oplevet, at lovgiverne bestemmer. Og det viser, at det er godt med en lærerforening, der kan forhandle sig frem til et kompromis."

- Tjenestemænd måtte ikke strejke, hed det sig. I gjorde det alligevel. Kan du huske de overvejelser, I gjorde jer? "Det kan jeg udmærket. Hækkerup var bare så provokerende, så vi måtte reagere. Men det er klart, at det også var en overvejelse, hvad en strejke kunne ødelægge ved tjenestemandssystemet, som jo var et godt system, syntes vi i hvert fald dengang. Der er forskel på, at man forhandler sig til noget, hvor man betaler en pris og indgår et kompromis, og så at der bliver dikteret og lagt gratis arbejde ned over en. Jeg husker både følelsen og dilemmaet."

- Hækkerups provokation og jeres strejke kom til at betyde noget for lærernes selvopfattelse. Kan du huske, om I diskuterede konsekvenserne? "Ja, vi drøftede det bagefter, og det fik mig til at konkludere, at vi må afskaffe tjenestemandssystemet. For hvis vi ville kunne strejke, var vi jo nødt til også at tage konsekvensen, og så må man argumentere for, at lærere bliver ansat på overenskomst. Det blev også en slags forsvar for, at jeg havde været med til at strejke, og jeg var parat til at tage konsekvenserne."

- I 1975 skifter du arbejdsplads fra København til Jyllinge Skole? "Da jeg kunne se, at min cand.pæd.-uddannelse ikke gav mig adgang til at undervise de ældste elever, valgte jeg at skifte. Vi boede allerede derude og havde børn på skolen. Og inden der var gået mange uger, blev jeg valgt til lærerrådsformand. Det lyder absurd, men jeg kom jo med en stor erfaring fra København, jeg var kendt i lokalområdet og havde en cand.pæd.-uddannelse. Senere blev jeg også fælleslærerrådsformand i kommunen, og det blev da også af og til til en konfrontation med skolekommissionen, som i øvrigt havde en radikal formand."

- Var du selv radikal dengang? "Det var jeg ikke, men efter 70'ernes indoktrineringsdebat gik man jo ikke rundt og sagde, hvor man politisk var henne. I dag lyder det underligt, men sådan var kodeks dengang. Men Kresten Helveg Petersen havde fået plantet en interesse hos mig for De Radikale, og jeg tror, at det havde ligget i mig, at hvis jeg ville ændre og forbedre skolen, skulle jeg gå ind i politik, og da jeg blev opfordret til at stille op til kommunalbestyrelsen, sagde jeg ja."

I må aldrig lade den enkelte lærer stå alene over for skolens ledelse - At være lærerråds- og fælleslærerrådsformand har intet med partipolitik at gøre, men man spiller en skolepolitisk rolle. Det system er afskaffet, så nu er der ingen til at repræsentere lærerne pædagogisk i det kommunale system. Er det ikke en mangel? "Lærerne har stadig tillidsrepræsentantsystemet, og det må de bruge. Jeg er ofte blevet inviteret ud i Lærerforeningens kredse, hvor vi har talt om inklusion og specialundervisning, og jeg siger hver gang: 'I må aldrig lade den enkelte lærer stå alene over for skolens ledelse, så han eller hun for eksempel selv skal argumentere for, at et barn skal have flere timer til specialundervisning. I skal altid involvere tillidsrepræsentanten'. Læreren må ikke bringe sig i en situation, hvor han eller hun står alene i en faglig diskussion om, hvad der er ret og rimeligt. Tillidsrepræsentantsystemet må være gearet til og tillidsrepræsentanterne uddannet til at gå ind og støtte en kollega. Tillidsmandssystemet er meget vigtigt, og det samme er skolelederens rolle. Ledelse på skolen i dag har en helt anden udfordring, end dengang jeg var lærer. Når man ikke længere kan diskutere og prioritere i et lærerråd, når der ikke er et lærerråd, der kan træffe beslutninger, hvor lærerne forpligter hinanden, er det afgørende, at der er en synlig ledelse, som kan gå ind i det pædagogiske og organisatoriske, og som har blik for, hvor lærernes styrkesider og svagheder er - og som bruger det aktivt og også diskuterer med tillidsrepræsentanten."

De lærererfaringer kan jeg bruge i politik - Du har sagt, at der er rigtig meget ved politik, der ligner det at være lærer. Hvad mener du med det? "Når man er lærer, skal man have børnene engageret, så de oplever, at de bliver inddraget i det, der skal foregå i undervisningen - i hele skolens liv. De skal mærke, at de er med i fællesskabet. Det mest grusomme, et barn kan opleve, er ikke at være anerkendt som det menneske, man er. Det gælder fra vuggestue og opefter - for alle mennesker. Det er den samme opgave, jeg har i politik. Når vi skal indgå en politisk aftale, sidder vi rundt om et bord og skal finde ud af, hvor vi skal hen. Sammen. Hvordan bærer jeg mig ad i den proces? Det er de samme overvejelser, jeg har der, som da jeg var lærer."

- Mange vil sige, at politik handler om at vinde over de andre. Det er ikke det, du fortæller? "Når du går til valg, skal du forsøge at få tilpas mange stemmer, så der er du ude i en kamp. Det er også der, du fremlægger de visioner og idéer, du gerne vil afprøve på vælgerne. Men i det daglige politiske arbejde kan du ikke bare slås, der må du få folk med, skabe kompromiser og flertal. Jeg er så heldig at have været lærer, derfor har jeg positive erfaringer med at få andre ind i et tillidsfuldt samarbejde. De erfaringer kan jeg bruge i politik. Det, at man lytter, prøver at forstå den anden for at nå frem til noget, som alle kan være med til og gå ind for, det er det samme i pædagogik og i politik. Det er ikke rart at være i mindretal som regering, det kræver positive pædagogiske erfaringer og vilje at nå frem til gode kompromiser, så det er  en stor fordel at have været lærer."

Det husker jeg tydeligt, og det var ikke godt - I 1993 blev regering, KL og Danmarks Lærerforening enige om, at lærerne skulle overenskomstansættes, og fra at have haft en omtrentlig ramme lavede man nu en arbejdstidsaftale, hvor alt blev målt op i minutter. Hvordan så du på det som politiker og som tidligere lærer? "Det husker jeg tydeligt, og det var ikke godt. Men før det blev vi påduttet 11-timersreglen, som var det første indgreb i min frie ret til selv at bestemme, hvordan jeg ville tilrettelægge mit lærerarbejde. Den generede frygteligt i en landkommune som Gundsø. Bare sådan en banal ting som at komme i biografen i Roskilde med en klasse kunne vi pludselig ikke mere. Og forældremøder skulle slutte klokken 21. Og så kom 93-aftalen med regler for forberedelsestid, undervisningstid og øvrig tid. Det var trist. Den indsnævrede lærernes muligheder. Jeg var også imod, at man kommunaliserede lærerne. Jeg synes, at det var dumt af Martin Rømer at gå med til det. Det var bedre, at modparten var Finansministeriet, mente jeg. Jeg syntes ikke, at det var den rigtige vej, det trak dengang i '93."

- Et af argumenterne for, at lærerne skulle forhandle sig frem til et kompromis, var, at ellers ville man blive lovgivet over i kommunerne og tvunget til andre arbejdstidsregler. Jeg kan huske, at Rømer sagde: 'Når selv Marianne Jelved ikke vil hjælpe os, bliver vi nødt til at indgå et kompromis'. "Jamen, det var jo, fordi jeg var i en position, hvor jeg ikke kunne hjælpe, vi lever et komplekst liv. Jeg kan huske, at jeg snakkede med Martin Rømer nogen tid efter, at aftalen var lavet, og jeg fortalte ham, at jeg syntes, at man var gået meget langt, at man var gået for langt."

- Og siden dengang er der blevet forhandlet og konfliktet om arbejdstiden. Man har prøvet at reparere på den, vil nogle sige. "Men man kan ikke tage skolen væk, om jeg så må sige. Uanset hvor uskønt myndighederne opfører sig, ligger ansvaret for de elever, læreren har, stadig hos hver enkelt lærer. Lærerne har altid ansvaret for at gøre det, der tjener børnene bedst. Der er ikke nogen anden voksen, der kan advokere for børnene i skolen. Derfor ligger der et fantastisk stort ansvar i lærerjobbet."

Lærerne repræsenterer borgerne - Men de rammebetingelser, der aftales eller dikteres, kan jo støtte eller modarbejde lærernes muligheder. "Det er altid en tolkning fra lærernes side, om rammerne modarbejder deres syn på skolen, men under alle omstændigheder har lærerne alligevel ansvaret. Jeg kan ikke forestille mig en lærer, der siger, at det så må gå ud over børnene. Det er vigtigt for mig at understrege, at læreren hverken er repræsentant for staten eller kommunen. Læreren er repræsentant for borgerne. Det er borgeren, der sætter sit barn i skolen. Det er borgeren, der forventer, at læreren kan tage vare på barnet, så det bliver en god skoletid. Og en god skoletid betyder, at barnet får lov til at vokse med opgaven, og at man kan sine ting. At man får myndighed til at være medborger i samfundet. En god skoletid betyder, at man oplever, hvad et fællesskab er. En god skole handler om demokratisk dannelse. Lærerne repræsenterer borgerne - ikke et parti, en tilfældig regering eller en tilfældig kommunalbestyrelse."

- Siger du, at det er et kald at være lærer? "Jeg vil kalde det noget andet. Man kan ikke lade være med at være lærer. Lærergerningen er en profession. Og det er fantastisk vigtigt, at lærerprofessionen er klar i mælet. At man - når man bliver professionsbachelor, som læreruddannelsen hedder i dag - at man så ved, hvad det er, man vil og skal. At det er en profession, betyder et stærkt fagligt fællesskab, derfor er det også vigtigt, at lærerne fører en diskussion om, hvad det er for et fagligt fællesskab. Hvad betyder professionsfællesskabet på den enkelte skole? Den konkrete skole har sit eget lokalsamfund, sin egen historie og sin egen forældrekreds, det må afspejles i skolens liv. Skolen må involvere og inddrage lokalsamfundet, så den kan være en institution, man kan se op til, have tillid til og være glad for, at ens børn kan gå i."

- I 1993 forhandlede Martin Rømer et kompromis igennem for at få det bedst mulige ud af det. Set gennem historiens briller blev det noget skidt - med UFØ-tid, optælling og kontrol. I 2013 kunne der ikke laves et kompromis, og det endte med lockout og lovindgreb. Det kom der så også noget skidt ud af. Det er svært at se, hvad der er den rigtige vej. "Det er ikke til at vide, hvad der kunne have været sket, hvis kortene var blevet blandet på en anden måde, men vi kan aldrig fratage Folketinget retten til at lovgive, og så må man jo tage ansvaret for at vælge, hvad der skal gøres i en given situation."

Så man må da håbe, at han vinder - Under konflikten sagde du et par gange, at du håbede, at Anders Bondo ville vinde. Det blev der lagt mærke til. Hvad skete der lige der? "Ja, det sagde jeg. Men sætningen blev trukket ud af sammenhængen. Jeg holdt det samme foredrag to gange, det handlede om forskellen på reformerne i 00'erne og de reformer, vi får i 10'erne med Helle Thorning. Under Anders Fogh og Lars Løkke havde vi de facto en flertalsregering, som brugte lovgivningsvejen uden reelle høringer. I den sammenhæng siger jeg så i mit indlæg, at den ånd føres videre, når selv KL's formand, borgmesteren i Rødovre, Erik Nielsen, glemmer, at der skal en særlig forhøring til, før han planlægger at opføre et højhus i Damhuskroens baghave. Vi har stadig rester af topstyringskulturen fra 00'erne, så den forhandlingskultur, vi var vant til før nullerne, bliver glemt. Ind i den sammenhæng siger jeg, at 'den eneste, der endnu ikke har set skriften på væggen, er Anders Bondo. Han forhandler og forhandler stadig, så man må da håbe, at han vinder'. Den sidste sætning bliver klippet ud af helheden, som er, at vi lever med en ændret politisk kultur. Det var faktisk et suk eller en spydig kommentar, jeg kom med, mod reminiscensen af topstyringen i 00'erne."

Thorkild Thejsen er journalist og lærer, exam.pæd. PD. Chefredaktør for fagbladet Folkeskolen / folkeskolen.dk, 1987-2010. Korrektur: Anne Marie Henningsen, teksten.dk