I disse dage afholder Praktiklærerforeningen årsmøde, og i år er overskriften praktikkens professionelle læringsfællesskaber.

Blandt oplægsholderne er lektorerne Anders Jensen og Anders Rasmussen, der underviser på praktikvejlederuddannelsen ved professionshøjskolen UCL.

De seneste håndfuld år er begrebet professionelle læringsfællesskaber i stigende grad kommet til at fylde.

Og det er kun blevet mere relevant i takt med, at praktikvejlederen på flere og flere skoler får en koordinerende rolle i stedet for selv at være dem, der vejleder de studerende.

”Der er mange, vi møder på praktikvejledermodulet, som ikke møder praktikanterne, men som mere står i et kollegialt vejledningsforhold. Det er en ret kompleks opgave, og det er meget forskelligt fra skole til skole, hvordan man er i spil som koordinator. De har et stort ansvar for at klæde organisationen på”, siger Anders Rasmussen.

”Der kan fænomenet professionelle læringsfællesskaber bringes i spil på mange niveauer. Der er mange steder, man kan kigge på kommunikation og samarbejdsflader”.

Et mindset

Hvad er et professionelt læringsfællesskab?

”For os handler det grundlæggende om en tænkning omkring det at gå på arbejde. En måde at forpligte sig til de praksisfællesskaber, man er en del af. Man forpligter sig til at være i bevægelse for at kunne bevæge andre”, siger Anders Jensen.

”Pædagogik kan grundlæggende forstås som prøvehandlinger. I mødet mellem ledelse, praktikvejledere, lærere og praktikanter er der mange lejligheder til at kigge på, hvordan man er sammen, og hvordan man videndeler på en systematisk måde, hvor man sætter sig selv på spil i det kollegiale fællesskab. Det handler ikke om, at man skal gøre det samme, men at man skal gå i samme retning”.

Og hvordan kommer man til det?

”Vi ved fra forskningen, at man generelt inden for professioner – herunder som lærer – er tilbøjelig til at identificere et problem for derefter at handle på det meget hurtigt. Men der er meget, der indikerer, at hvis man stopper op i processen og er systematisk undersøgende i forhold til at forstå problemet, så får man ikke bare lavet symptombehandling, men finder mere kvalificerede løsninger”, siger Anders Jensen.

”Så et centralt punkt er at have fokus på, hvordan man laver rammerne omkring det professionelle læringsfællesskab. Én ting er, hvad man som koordinator ser af udfordringer og problemstillinger. En anden ting er, hvordan man så kommer de ting i møde”.

”Og her er udfordringen at få lagt selve stenene i fundamentet til, hvordan vi er sammen om at lave praktik. Det handler simpelthen om at skynde sig langsomt. Når koordinatorerne er på uddannelse hos os, formulerer de nogle spørgsmål, de tager med hjem til praktiklærerne for at indsamle viden, der kan føre til drøftelser med henblik på at sætte indsatser i verden”.

Vejlederens opgave er blevet kompleks

Hvordan oplever I, at der er behov for mere fokus på professionelle læringsfællesskaber i praktikvejledningen?

”Det varierer i stigende grad, hvordan man løfter opgaven fra skole til skole. Jeg siger ikke, det er tilfældigt. For man gør alt, hvad man kan, men der er meget stor forskel på, hvordan man har løftet opgaven organisatorisk”, siger Anders Rasmussen.

”Og det er vigtigt at huske på, at den store forskel rimer på ideen om professionelle læringsfællesskaber. Der er ikke én god måde at modtage praktikanter på. Det vil variere alt efter skolens størrelse, hvor mange vejledere der er og så videre”.

”Men de professionelle læringsfællesskaber skal stå på noget. Rammer, organisering, strukturer – alt det, der muliggør, at vi kan arbejde med samarbejdet. Hvis ikke det står på noget, så falder det til jorden. Man kan ikke bare buse ind og sige, at nu skal vi deprivatisere praksis og reflektere sammen. Mulighederne skal være til stede også efter mødet”.

Men én ting er rammerne om samarbejdet om praktikken. Noget andet er det, der foregår i selve faget praktik, hvor professionelle læringsfællesskaber også kan bringes i anvendelse, understreger de to lektorer.

"Faget praktik handler om didaktik, relationskompetencer og ledelse – på forskellige niveauer. Det er enormt komplekst. Og hvad har man egentlig at gøre med hvornår?”, siger Anders Jensen.

”Hvordan undgår man som praktiklærer, at man hurtigt laver en helhedsvurdering af, om det er en god eller en dårlig kommende lærer? Det gør man ved at være metodisk omkring, hvad det egentlig er for nogle kompetencer, der skal demonstreres i forhold til det, man skal være medbedømmer på i faget praktik”.

Man skal ikke bedømme den studerende på alt, understreger Anders Ramussen, og derfor påhviler der koordinatoren et stort ansvar for at få kommunikeret ud, hvad faget praktik egentlig er for en størrelse, og hvad råderummet og forpligtelsen er for de praktiklærere, der har med de studerende at gøre.

”Der er for eksempel en tendens til først og fremmest at kigge på problemer i undervisningen som et problem med klasseledelsen. Men hvis man lige går en gang mere rundt om problemet, får man måske øje på, at det er en didaktisk udfordring, altså at niveauet er lagt for højt eller for lavt. Eller at der skal arbejdes med relationskompetencen”, siger han.

”Og så handler det om at få positioneret de kommende lærere som nogle, der allerede er kompetente. Der ligger et afgørende læringssyn i, at man har en tilgang, at man går hjem og stiller spørgsmål til praktikanterne som ’hvornår følte du sidst, du var en god klasseleder?’”

”Det kan lyde banalt. Men hvis man aldrig bliver positioneret som en, der bliver spurgt, går man glip af et stort læringspotentiale. Mindsettet i et professionelt læringsfællesskab er, at alle er i læring. Det vil sige, at man ikke går på arbejde og tænker, at nu skal man se, hvad praktikanterne mon kan i dag. Men tværtimod hvad vi kan lære i dag”.