Mobning

”Det vigtigste er, at skolen har en strategi. Det skal ikke bare være en der ligger på hjemmesiden eller i en skuffe. Det handler om, at skolen sørger for, at der er viden om mobning, og man beskriver en konkret fremgangsmåde for, hvad man gør, hvis man får mistanke om mobning”, siger forfatteren til en ny bog om mobning Stine Kaplan.

Ny gratis bog til lærere: Sådan tackler du mistanke om mobning

Drop stereotyper om stærke mobbere og svage mobbeofre, for det giver blinde vinkler, lyder det i en ny bog i serien Pædagogisk Rækkevidde. Få her forfatterens gode råd til, hvad lærere skal være opmærksomme på.

Offentliggjort Sidst opdateret

”Mobning skjuler sig og bliver subtil og kamuflerer sig ofte i hverdagen. Det er en svær størrelse at få fat på”, siger ph.d. og lektor ved Københavns Professionshøjskole Stine Kaplan Jørgensen. Hun er forfatteren bag den korte og hurtigt læste bog: ’Tegn på mobning’, som medlemmer af Danmarks Lærerforening kan downloade gratis som lyd- eller e-bog.

”Jeg håber, at den her bog kan være en brugbar hjælp til lærere i forhold til at skabe blik for mobning”, siger Stine Kaplan. ”Det er tydeligt, at der i gennem de seneste ti år er sket en ændring i forståelsen af mobning. Det handler ikke om onde børn, men om onde mønstre. Men det er svært at få øje på mønstre. Vi har erfaring med at se på individer, men det er svært at få øje på noget, der ligger mellem mennesker”.

Skoler bør have brugbare mobbestrategier

Stine Kaplan håber, at bogen kan hjælpe lærerne til at få et blik for de dynamikker, der udspiller sig mellem eleverne. Hun har i forbindelse med sin ph.d. fra 2016 udviklet et værktøj, som kan hjælpe lærere til at vurdere mobbemønstre. Modellen bliver gennemgået i bogen og mønstrene bliver delt ind i fire tegn, som lærere bør være opmærksomme på.

Hendes forskning viser, at det ofte er manglende tid, der gør, at lærerne kommer til at vælge uhensigtsmæssige løsninger på mobning.

Spørger man hende, hvad det bedste råd til lærere, der gerne vil komme mobning til livs er, peger hun faktisk på skoleledelsen.

”Det vigtigste er, at skolen har en strategi. Det skal ikke bare være en der ligger på hjemmesiden eller i en skuffe. Det handler om, at skolen sørger for, at der er viden om mobning, og man beskriver en konkret fremgangsmåde for, hvad man gør, hvis man får mistanke om mobning”, siger Stine Kaplan.

Hun mener, at mange lærere oplever at stå alene, når de har en mistanke om mobning.

”Den enkelte lærer eller det enkelte team kan stå alene. Det er ikke godt. Noget af det man kan se i den internationale forskning er, at der hvor personalet har viden om mobning, og skolen har strategi i forhold til en tydelig fremgangsmøde for, hvordan man griber det an, så går det bedre”.

Seks konkrete råd 

Stine Kaplan giver her seks konkrete råd til lærere, der gerne har grund til at tro, at der finder mobning sted.

  • Tøjl din handletrang

Undersøg, hvad der er på spil, før I handler. Man skal forstå et problem for at kunne tackle det. Det gælder både om at have viden om mobning, men også om en undersøgelse af og indsigt i, hvad det er der er på spil blandt netop disse børn, i den konkrete gruppe i den lokale kontekst.

  • Overvej offerudpegninger 

Op mod 50 procent af eleverne tør med god grund ikke fortælle voksne om mobning. Pas på med at opføre dig kluntet og forhastet. Nogle gange forværrer man mulighederne for børnene for at komme ind i de sociale fællesskaber. Man kommer – mod intentionen – til at gøre det værre for dem, ved at pege dem ud som ofre. Det gør dem ikke mere attraktive for de andre og måske oplever de en kraftig slagside af konsekvenser fra gruppen, hvis de har involveret de voksne.

  • Opmærksomhed på rollerne

Mobbere og ofre opfører sig ikke altid, som man forventer. Søde børn kan sagtens benytte sig af eksklusion og foragt-produktion og gøre rigtig tarvelige ting. Det kan vi alle sammen. Det vil sige, at mobbere ikke nødvendigvis fremstår hverken uempatiske eller aggressive, som det mere stereotype billede på en mobber foreskriver. 

Børn, der bliver udsat for mobning, virker heller ikke nødvendigvis sårbare, men kan sagtens reagere med kamp, vrede eller grin. Det mere stereotype billede af et offer for mobning er, at de virker skrøbelige, sårbare, kede af det eller forsagte. Det er langt fra altid sådan, man reagerer som offer. Man kan være usynlig, neutral, fremstå stærk, eller måske endda ofte ende i konflikter, være højlydt og fremstå aggressiv.

  • Skærp blikket for skjulte mobbemønstre

Ret blikket mod det der sker imellem eleverne og vær forsigtig med at fæstne blikket på enkeltelever og deres handlinger. 

  • Risikovurdér

Vær opmærksom på, hvad I vil med det, I gør. Og vær opmærksom på, hvad I risikerer med det, I gør. I stedet for at gribe til metoder, der lyder gode og lovende, så arbejd mere fleksibelt og integrer de mange tiltag i skolens hverdag. Hver dag. 

  • Samarbejde med kolleger 

Du kan ikke bære mobbeofre alene. Derfor er det vigtigt, at skolen har en strategi, som alle kender, så man ved hvad man skal gøre, hvis man får mistanke om mobning. Hvem skal man henvende sig til, hvem der skal indkaldes til møde, hvordan man undersøger, hvad der er på spil, hvornår og hvordan man samler vi op, hvordan man forsøger at beskytte de mest udsatte børn og elever, mens det sker.

Gratis bøger til lærere

DLF indgik i 2016 et samarbejde med Aarhus Universitetsforlag og Frie Skolers Lærerforening om at udgive en række bøger i serien »Pædagogisk rækkevidde«. Bøgerne skal formidle forskning og give undervisere ny faglig viden, som de kan bruge i deres hverdag og praksis, og "Tegn på mobning" er bog nr. 28 i serien. Læs om de andre her

DLF-medlemmer kan downloade bøgerne gratis som e-bog eller lydbog via Min side på dlf.org. De trykte bøger kan også købes til en særlig medlemspris.