Anmeldelse

Mobning trives i det skjulte

Mobning er ofte usynlig for lærerne, men under overfladen kan livet i skolegården være hårdt og ubarmhjertigt – også i dag. Denne lille bog er en god guide til hvad man skal kigge efter.

Offentliggjort Sidst opdateret

Fakta

Tegn på mobning

Forfatter:  Stine Kaplan Jørgensen

130 kroner - Fås også som E- og lydbog

E-og lydbog er gratis for DLF-medlemmer, som også kan få rabat på papirudgaven. Hent den via minside.dlf.org

72 sider

Serie:  Pædagogisk rækkevidde

Aarhus Universitetsforlag

En ny bog sætter fokus på mobning. Og så er det, at vi tænker 'Er der ikke skrevet så rigeligt med bøger om det? Kan der virkelig siges noget nyt og interessant om det emne?' Men jo, det kan der er i allerhøjeste grad. Denne bog er virkelig god, selv om den i sin essens siger det samme som alle de andre gode bøger, der er skrevet om mobning. De er alle forskellige: Det handler om relationer.

Det er efterhånden ikke nogen nyhed. Skiftet i synet på mobning fra fokus på enkeltindivider til fokus på kulturen kaldes ”den sociale vending”. Teorierne er knyttet til en skoles eller en klasses kultur og til de sociale processer og gruppedynamikker, der udspiller sig her. Vi skal som lærere lære at se på hvilke tegn, der får en klassekultur til at blive mere destruktiv og præget af mobbemønstre.

Men det kan være meget svært at få øje på tegnene, fordi de hele tiden ændrer sig. Dog er der fire tegn, som vi anbefales at holde særligt øje med: Social eksklusionsangst og utryghed, sociale og moralske ordener, foragtproduktion og ekstreme eksklusioner og endelig moralske frakoblinger og legitimerende fortællinger.

Tegnene er vigtige for tidligt at kunne spotte kollektiv mistrivsel for at kunne håndtere mobning på effektive måder og ikke mindst for at kunne forebygge mobning og etablere en tryg og værdighedsproducerende kultur i en klasse og på hele skolen. Det kan alligevel være svært at få øje på alle tegnene, og der gives et eksempel på de blikke, der bliver sendt rundt i en klasse. De er som ”sand mellem fingrene” – selvom man måske ser dem, er de svære at gribe.

Der foregår hele tiden skjult mobning og høflige eksklusioner, men mobning bliver alt for ofte bagatelliseret af den voksne. Det betyder, at de voksne ikke altid får øje på, hvad der sker mellem børnene og at mange situationer misforstås. Den skjulte mobning kan aflæses i kropssprog, ansigtsudtryk, ord og tonefald eller måske ved, at børnene ofte giver udtryk for uenighed med bestemte andre børn eller på andre subtile måder laver det, som går under betegnelsen 'foragtproduktion'. Det er svært at udfordre noget som ’forkert’, hvis det umiddelbart virker høfligt, eller hvis det er flettet ind med humor, for 'det var bare for sjov'.

Det kan være svært for de fagprofessionelle at genkende ofre for mobning, hvis de ikke fremstår som ’rigtige ofre’. Foragtproduktionen og udstødelsen er ofte camoufleret af gældende normer, der får det hele til at fremstå udramatisk og ’normalt’. 

Det er et komplekst emne at arbejde med og det kræver at læreren ikke er stresset, at han eller hun kender klassen godt, at der ikke er for mange børn i klassen og at der ikke er for mange børn med særlige behov. Derudover skal lærerne have den fornødne uddannelse til at varetage de opgaver, de sættes til.

Som de andre bøger i serien Pædagogisk Rækkevidde, så er Tegn på mobning en hurtigt læst sag på 72 sider, der nemt og overskueligt sætter den travle lærer ind i den nyeste forskning om sit emne. Overskrifterne er: 'Blik for mobning', 'Eksklusionsangst og utryghed', 'Sociale og moralske ordener', 'Værdighed og foragt', 'Frakobling og legitimering', 'Hvad kan skolen gøre?' og 'Stine anbefaler'. Særligt siden med Stines anbefalinger er guld værd, hvis man har fået lyst til at fordybe sig endnu mere på emnet, og det har jeg helt sikkert efter endt læsning.