omkring 650 deltog i matematikvejlederkonferencen i Odense
Hver anden skole har ingen matematikvejleder
Selv om 9 ud af 10 matematikvejledere mener, at deres arbejde er vigtigt for den faglige udvikling, er der kun knyttet vejledere til hver anden skole. Det viser en kortlægning af landets matematiske fagteams.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Arne Mogensen fra læreruddannelsen i Aarhus præsenterede resultaterne af undersøgelsen til en konference for matematikvejledere, som blev afholdt i Odense i sidste uge.
Vejledere utilfredse med rammerne
En anden opsigtvækkende konklusion i rapporten er, at blot 56 procent af de vejledere, der trods alt findes på halvdelen af landets skoler, er tilfredse med rammerne for deres arbejde med at understøtte den faglige udvikling.
Der er brug for flere fagteammøder, mere ledelsesopbakning og en arbejdsbeskrivelse, slår Arne Mogensen fast i sin rapport.
Der mangler blandt andet tid til at udføre arbejdet og langt størstedelen er ikke etableret i samarbejder med andre skoler.
Mere end 4 ud af 10 mangler tid til vejlederarbejdet, og mere end 6 ud af 10 er ikke med i netværk med andre skoler.
Nyt netværk skal løfte samarbejde
Netop en bedre koordinering af samarbejde på kryds og tværs af lokale og regionale grænser er et af formålene med et nyt forum for matematikvejlederne, 'Danmarks Matematikvejleder Netværk', siger Bent Lindhardt, som sidder med i arbejdsgruppen for tilblivelsen af netværket.
Nationalt netværk for matematikvejledere er startet
"Ikke alle skoler har defineret rollen for, hvem der skal være med til at udvikle det faglige miljø. Mange steder er fagteam nedprioriteret, og derfor kommer faget til at hænge", siger han.
Vejledernes rolle
En af respondenterne i undersøgelsen forklarede meget godt, hvad en af kernefunktionerne for vejlederne er.
"At have fingeren på pulsen i forhold til nyt fra Fink", skrev vejlederen med henvisning til Klaus Fink, der i en årrække har været ansat som læringskonsulent i Undervisningsministeriet.
Ud over at videreformidle seneste nyt fra ministeriets konsulent er vejledernes rolle også at sætte ny viden om matematik på skolens dagsorden, at præsentere undervisningsmaterialer og generelt være tovholder i den faglige udvikling.
Læs mere
se spørgeskemaundersøgelsen her