Det ser ud til, at der kommer til at være færre at være i gruppe med på flere af landets læreruddannelser næste år. Dagens ansøgertal var ikke ligefrem en fest.Foto: Istock/Jacob Ammentorp Lund
Endnu færre søger ind på lærerstudiet i år: ”Det er noget møg”
Antallet af ansøgere til landets læreruddannelser går kraftigt den forkerte vej, viser ansøgertal fra i dag. Flere steder havde man håbet på, at en reform af uddannelsen kunne løse problemet.
Sådan lyder den umiddelbare reaktion fra Lis Madsen,
der er institutchef for læreruddannelserne på Københavns Professionshøjskole
(KP), efter der i dag var ansøgningsfrist til læreruddannelserne landet over.
Hvor mange der har søgt på tværs af landets uddannelser
er netop opgjort, og Danske Professionshøjskoler melder om et fald på syv procent på landsplan. I år har 2.387 nemlig søgt læreruddannelsen som 1. prioritet, mens tallet var 2.580 sidste år.
Vi har spurgt uddannelsesstederne hver især, og dykker man ned i tallene, er billedet desværre mere nedslående en opløftende.
På KP har de oplevet et fald på hele 15,4 procent på alle
deres læreruddannelser. De to store uddannelsessteder på Frederiksberg og Vesterbro
i København har oplevet et fald i antal ansøgere på henholdsvis 20,2 og 15,5
procent.
Annonce:
Konkret betyder det, at 672 personer har søgt læreruddannelsen
som førsteprioritet i år mod 738 sidste år.
”Det er små årgange, så der er relativt få studerende
at vælge imellem. Det er bare ærgerligt, at der ikke er flere, der synes, at
det er attraktivt at være lærer, for det er et super godt job. Vi har fået en
rigtig god læreruddannelse, hvor der er rettet op på nogle af de kritikpunkter,
der har været rejst”, siger Lis Madsen.
”Det er noget møg”, tilføjer hun ærgerligt.
Succesen fortsætter i Hillerød
Annonce:
Heldigvis for KP ser det mere lovende ud på læreruddannelsen
i Hillerød, der blev oprettet sidste år. Her fik de 37 ansøgere på uddannelsens
første årgang, og i år var der præcis lige så mange, der gerne ville læse til lærer
i Nordsjælland.
”Vi var meget spændte på at se, om det var en
engangsforestilling med de flotte ansøgertal sidste år, så vi var glade for at
se, at det var det samme i år”, siger Lis Madsen.
Uddannelsen har lavet det sædvanlige opsøgende arbejde
på ungdomsuddannelser og blandt områdets lærervikarer, men samarbejdet med de
nordsjællandske kommuner har været særdeles godt, og det har nok spillet en
rolle i forhold til det gode resultat, gætter institutchefen på.
Ligesom sidste år blive der ikke oprettet et fysisk
hold for de lærerstuderende på Bornholm, da der kun er ni personer, der har søgt.
Seks af dem havde læreruddannelsen som førsteprioritet, fortæller hun.
Annonce:
Overraskende fremgang i Skive
På VIA University College har de i forhold til sidste år fået 0,8 procent
færre ansøgninger fra ansøgere med læreruddannelsen som første prioritet. Det
lille fald kommer ikke bag på VIA's rektor, Harald Mikkelsen.
"Det havde selvfølgelig været bedre med fremgang i stedet for status
quo med en lille hældning til minus. Et svagt vigende søgetal til
læreruddannelsen er en tendens, vi har set i flere år. Og det er jo bekymrende,
fordi der mangler lærere", siger han.
I alt har VIA University College fået 1.291 ansøgere til læreruddannelsen,
hvoraf de 703 af ansøgeren har haft den som første prioritet.
Annonce:
I slutningen af sidste måned udtrykte de Lærerstuderendes Landskreds
bekymring for, at læreruddannelsen i Skive ville få besvær med at tiltrække
ansøgere, efter den først stod til at lukke, men efterfølgende fik lov at
fortsætte i yderligere tre år.
Lærerstuderendes forperson, Anneline Larsen, kaldte det for ”meget
lidt sandsynligt, at studerende vil søge ind på en uddannelse, der kun er
midlertidig i en tre-årig periode”.
Dyk ned i dagens ansøgertal
Anm.: Professionshøjskolernes opgørelse kan afvige fra Uddannelses- og Forskningsstyrelsens, men hovedtendenserne er de samme. Anm: Gråt felt indikerer, at uddannelsen ikke blev udbudt
Kilde: Danske Professionshøjskoler på baggrund af tal fra professionshøjskolerne.
Dog er det gået stik modsat. Læreruddannelsen i Skive fik sidste år 53
ansøgninger, hvoraf de 28 var fra ansøgere med læreruddannelsen som første
prioritet. I år er tallene henholdsvis 56 og 34. Det svarer til, at uddannelsen
har fået 21,4 procent flere ansøgninger, hvor læreruddannelsen er højeste
ønske. Det glæder rektor Harald Mikkelsen:
"Nu vi har besluttet os for at bevare læreruddannelsen i Skive, er det
i realiteten bare med at optage så mange som muligt. Så det er ganske
positivt".
Modsat Skive optager læreruddannelsen i Nørre Nissum ikke nye studerende til fysisk undervisning i
år, men uddannelsesstedet udbyder stadig sin netbaserede læreruddannelse samt et par fysiske linjefag. Ifølge Harald Mikkelsen er det dog næppe Nørre Nissums nedskalering, der har
øget søgningen til Skive.
"Vores analyser viser, at der ikke er særlig stor vandring til Skive
fra de helt vestlige områder ude omkring Lemvig, Struer og Holstebro. Derfor er
min vurdering, at det kun i meget beskedent omfang er lukningen af Nørre
Nissum, som har øget antallet af ansøgninger i Skive", siger han.
Læreruddannelserne i Nordjylland har ligesom kollegaerne på VIA University
College oplever en beskeden tilbagegang på 4 procent lyder meldingen fra presseafdelingen
på UCN, der huser læreruddannelsen i Aalborg og Hjørring. Konkret har de 214
førsteprioritetsansøgere i år mod 224 sidste år.
Digital læreruddannelse boomer i syd
I den sydlige del af landet er der en stor fremgang i
ansøgertallet til den digitale og delvist digitale læreruddannelse på hele 28
procent.
”Det er superflot. Vores digitale uddannelser har det generelt
med at stige. I år er der fjorten studerende mere, end sidste år. Det er fantastisk,
og det gør, at vi ikke falder så hårdt i UCSYD”, siger rektor Alexander Von Oettingen.
Uddannelsen har da også brug for at afbøde faldet fra
sidste år, erkender han. For de ordinære læreruddannelser i Esbjerg og Haderslev
er gået tilbage med henholdsvis 15 og 21 procent i forhold til sidste år.
Procenttallene dækker over ni færre lærerstuderende i
Esbjerg og 27 færre i Haderslev, fortæller rektoren.
”Vi havde forventet, at det gik den vej, men vi havde
håbet på, at det ikke var så voldsomt. Især at ansøgertallene i Haderlsev er
gået så voldsomt tilbage, det kommer bag på mig. Det skulle jo meget gerne være
gået den anden vej med den nye læreruddannelse. Det er helt vildt trist, at vi
ikke kan se en effekt”, siger en tydeligt ærgerlig Alexander Von Øttingen.
Mere opløftende bliver det ikke når man kigger mod læreruddannelserne
på UCL hvor antallet af ansøgere, der har læreruddannelsen som førsteprioritet
er gået ned med 20,5 procent siden sidste år. Helt konkret fra 303 ansøgere til
241.
I Roskilde har 164 valgt at søge læreruddannelsen som
førsteprioritet. Det er en nedgang på 5 procent siden sidste år, viser tallene
fra Professionshøjskolen Absalon. Til gengæld ser det mere lyst ud for Absalons
Læreruddannelse i Vordingborg, hvor 40 flere end sidste år (209 i alt) har valgt
at søge lærerfaget som deres førsteprioritet. Det er en flot stigning på 24 procent.
(Rettelse 28. juli 2024: Vi havde tidligere skrevet, at læreruddannelsen i Nørre Nissum er lukket. Den bliver fortsat udbudt i sin netbaserede udgave, og der vil også være enkelte linjefag, der bliver udbudt på stedet.)