Læreruddannelsen

”De faldende ansøgningstal og den stigende lærermangel i folkeskolen kalder i den grad på handling", siger næstformand i Danmarks Lærerforening Niels Jørgen Jensen.

Nye søgetal bekymrer Danmarks Lærerforening

Det går fortsat den forkerte vej med ansøgningen til læreruddannelsen. ”Voldsomt bekymrende”, lyder det fra DLF-næstformand, der efterlyser investeringer i lærernes arbejdsmiljø og bedre praktik.

Offentliggjort Sidst opdateret

Syv procent færre har søgt ind på læreruddannelsen i år, og udvikligen i ansøgertallet fortsætter altså sin deprimerende kurs. 

 I år har 2.387 nemlig søgt læreruddannelsen som 1. prioritet, mens tallet var 2.580 sidste år.

”Det er voldsomt bekymrende for folkeskolen og for hele vores samfund. Knap hver femte underviser i folkeskolen er i dag ikke uddannet lærer. Det er dybt alvorligt for elevernes udbytte af undervisningen og trivslen. Det er vi som samfund nødt til at tage meget mere alvorligt,” siger Niels Jørgen Jensen, næstformand for DLF i en pressemeddelelse.

Ligesom mange andre har lærernes fagforening håbet at en fornyelse af læreruddannelsen for et år siden ville vende udviklingen. 

Der blev med fornyelsen "skruet op for undervisningstimerne og sikret bedre og mere integrerede praktikforløb. For DLF er det vigtigt, at man sikrer ro om og investerer i den nye læreruddannelse", skriver Danmark Lærerforening.

”Vi står nu med en læreruddannelse, som har højere kvalitet, og som vi virkelig tror på. Det giver fx en kæmpe værdi for vores profession, at lærere nu er reelle medundervisere af de lærerstuderende. Så det er vigtigt med ro om rammerne, men vi skal selvfølgelig have flere til at se uddannelsens vej, og vi er slet ikke i mål med alle de gode intentioner bag uddannelsen. Vi skal fx sikre, at alle praktiklærere er uddannede til vejledningsopgaven og at der generelt investeres i praktikken, da vi ved at en god praktik er med til at få de studerende til at færdiggøre uddannelsen og søge mod folkeskolen efterfølgende,” siger Niels Jørgen Jensen.

I det hele taget ligger der et stort arbejde i at sikre, at flere har lyst til at blive og være lærer i folkeskolen, understreger han.

”De faldende ansøgningstal og den stigende lærermangel i folkeskolen kalder i den grad på handling. Hver femte nyuddannede lærer har forladt folkeskolen igen allerede efter tre år, og vi har over 28.000 læreruddannede, der i dag arbejder uden for folkeskolen. Vi ved, hvor skoen trykker: vi skal skabe et bedre arbejdsmiljø for nuværende og kommende lærere i folkeskolen. Det er en klog investering, der i den grad også vil komme skoleeleverne til gode,” siger Niels Jørgen Jensen.

Dyk ned i dagens ansøgertal

Anm.: Professionshøjskolernes opgørelse kan afvige fra Uddannelses- og Forskningsstyrelsens, men hovedtendenserne er de samme. Anm: Gråt felt indikerer, at uddannelsen ikke blev udbudt

Kilde: Danske Professionshøjskoler på baggrund af tal fra professionshøjskolerne.