»Hvordan er det nu, det er. Tigeren er hunnen til løven, ikke?«

Spørgsmålet blev stillet af en elev i 10. klasse, og hans lærer, Lene Holstebro, skreg af grin sammen med en stor flok af eleverne. Men pludselig kom hun til at se på drengens ansigt, at han mente spørgsmålet helt alvorligt - og på nogle af de andre elevers ansigter, at de var glade for, at det ikke var dem, der var kommet til at stille det.

»Så måtte jeg jo sige: 'Det må du godt nok undskylde!' Og så talte vi om tigre og løver«.

Lene Holstebro fortæller den gamle historie som et eksempel på, hvor let man som lærer kan komme til at genere en elev uden at ville det.

Hun har undervist i udskolingen i rigtig mange år på flere forskellige skoler og har haft en lidt rå, humoristisk omgangstone med eleverne. Men sidste år overtog hun en 1. klasse, og det har krævet en stor omstilling at vænne sig af med de ironiske kommentarer. Som Anders Nielsen, elev i 9.b, hvor Lene Holstebro underviser i biologi, udtrykker det: »Du krydrer dit sprog!«

Lene Holstebro og hendes kolleger på Byskolen i Svendborg er meget bevidste om deres relationer til hinanden og til eleverne. Og de to elever, Anders Nielsen og Niklas Røboe fra 9.b, som månedsmagasinet Undervisere har sat stævne til en snak om lærermobning, oplever da heller ikke, at lærernes humor går over stregen. Niklas har engang haft et meget stort kruset hår, og han syntes kun, det var ret morsomt, da en af lærerne demonstrerede, at man kunne gemme en blyant inde i håret. Anders havde det også fint med, at lærerne kommenterede det, da han havde meget langt hår.

De to drenge skal tænke efter for at komme i tanke om eksempler på, at de selv eller en af kammeraterne er blevet forfulgt af en lærer:

»I de små klasser kunne jeg godt føle, at jeg var lidt en syndebuk. Når der var noget larm, var det altid mig, der blev kigget på«, siger Niklas Røboe - og ved udmærket godt, at det også tit var ham, der lavede ballade.

»Jeg kan huske, at der var en pige, som jeg syntes lærerne kørte mere på end på os andre. Det var helt langt ude en dag, hvor hun gjorde noget med armene, strakte sig - og så fik hun skældud med det samme. Sådan var det flere gange. Det blev jeg forarget over. Det kan jeg huske, at jeg fortalte til mine forældre«, siger Anders Nielsen.

Niklas Røboe fortæller, at man som elev godt kan mærke på en lærer, hvis han lige har skældt ud. Så har han en kort lunte, og det kommenterer eleverne så ikke.

Lærer Lene Damkiær kan godt finde på at sige til en klasse, at hvis hun er irriteret i timen, så er det, fordi hun er irriteret over noget, der er sket tidligere på dagen.

»Børnene har en enorm forståelse, når vi siger det åbent«.

Byskolen har en ret ny ledelse - skoleleder Anna Birgit Rishede og viceskoleleder Marianne Just Ebbesen. De fortæller, at de i det daglige oplever masser af godt samarbejde i en ligefrem, åben dialog mellem lærerne og forældre. Der har været tilfælde, hvor forældre, kolleger og elever har henvendt sig omkring læreres adfærd. Ledelsen har også oplevet at måtte fritstille en medarbejder efter kort tids ansættelse blandt andet på grund af problemer med relationen til eleverne.

En del af ansvaret som skoleleder er at skabe et godt samarbejdsgrundlag, og Anna Birgit Rishede mener, at når forældre har brug for at komme til hende, skyldes det, at en konflikt er trappet op, og parterne skal have hjælp til at komme ned ad konflikttrappen.

Hun fortæller om en episode, hvor en lærer havde talt til en elev på en måde, som eleven og forældrene ikke fandt rimelig.

»Jeg udredte episoden med begge parter, og begge indså, at de skulle have talt om det, da det skete, og ikke ventet med at tage sagen op til skolehjemsamtaler. Eleven følte, at læreren var efter hende«.

Sagen blev talt igennem, men der var ikke tale om en egentlig mægling. Lærer og forældre talte sammen i telefonen om episoden og aftalte, hvordan samarbejdet skulle forløbe fremover, fortæller skolelederen.

»Vi oplever jo alle, at vi ikke altid har kommunikeret efter hensigten i en situation, og denne konflikt kunne godt være blevet vældig voldsom«, siger Anna Birgit Rishede.

Byskolen har gennem mange år arbejdet med det sociale liv og anerkendelse af menneskers forskelligheder. Det gælder blandt både børn og voksne - blandt andet skal det pædagogiske personale snart have en pædagogisk dag under temaet anerkendende processer.

Byskolen har også en socialpædagog ansat, Jørgen Lorentsen. Han har nogle timer, der ikke er skemalagte, og bliver somme tider tilkaldt, når der er et problem i en klasse. Undervisere fortæller ham om en sag fra Sverige, hvor viceinspektøren var inde at assistere i klassen på grund af uro. Viceren bad en elev, der sad og hang ind over bordet, om at sætte sig tilbage i stolen. Da han ikke gjorde det, tog hun fat i ham og satte ham tilbage. Det skete flere gange, og på et tidspunkt faldt han på gulvet, hvorefter han stak af fra skolen i strømpesokker.

»Det er et godt eksempel«, mener Jørgen Lorentsen. »Vi bruger kun fysisk magt, hvis vi er nødt til at fastholde en elev, der ellers vil være til skade for sig selv eller andre«.

Med udgangspunkt i Svendborg Kommunes præsentation af magtanvendelsescirkulæret har man på skolen netop aftalt, at i en situation, hvor en elev reagerer voldsomt, kan man undgå konfrontation ved at gå ud af magtkampen på den måde, at alle de øvrige elever og læreren forlader lokalet for ikke at ophidse barnet yderligere. Læreren meddeler over det interne kommunikationssystem ledelsen, at der er et ulykkeligt barn, der har brug for hjælp, og kan så tage klassens andre elever hen i et andet lokale og fortsætte undervisningen dér. Så må ledelsen tage sig af den elev, der reagerer voldsomt.

»Hvis alle forlader lokalet, har eleven ikke ødelagt undervisningen. Den fortsætter et andet sted. Samtidig tager vi barnets følelser alvorligt ved at lytte til det og hjælpe det videre. Det er en beskyttelse af både barnet, dets relationer til klassen og personalet. Ledelsen kan så tage over og tale med barnet og forældrene om, at det var en dum måde at reagere på. Men det er ikke barnet, der er dumt, det er måden at reagere på lige i den specifikke situation, der var dum«, siger Anna Birgit Rishede.

På væggene rundt omkring hænger en lamineret plakat, i daglig tale kaldet »dækkeservietten« om, hvordan man som ansat på Byskolen vil arbejde for at bedre arbejdsforholdene ved at reagere, handle og tale åbent om tingene.

»Jeg synes, det er legalt at spørge ind til, hvorfor en kollega gør, som han eller hun gør. Men det er jo ikke nemt. Det handler også lidt om dagsform - måske kan man ikke gøre det med det samme, måske har man brug for lige at vende, hvad der kan ske. Og det kan også være - ligesom med andre svære emner - at man hellere skal gå til en, der er tættere på den pågældende kollega«, siger Marianne Just Ebbesen. Hun mener i hvert fald godt, at lærerne på Byskolen kan prale af, at hvis en kollega kommer ind på lærerværelset og falder træt og udkørt sammen, så siger de andre ikke: »Sådan har jeg det også«, men spørger ind til problemerne.

Lene Holstebro er helt enig i alle ordene på »dækkeservietten« om, hvor vigtigt det er at tale højt om problemer med sin egen og kollegernes måde at omgås eleverne på. Hun fortæller om en ubehagelig oplevelse, hun havde på en tidligere arbejdsplads, hvor hun så en kollega »flejne« helt ud på en elev. »Jeg gjorde ingenting. Jeg blev fuldstændig handlingslammet«, fortæller hun. Og hun fik aldrig sagt noget til kollegaen.

Socialpædagog Jørgen Lorentsen siger, at han godt kan fundere lidt over sin egen pædagogik kontra en kollegas pædagogik.

»Man skal jo ikke bare tage over, fordi man har en anden pædagogik end sin kollega. Det må man lige gennemtænke. Her på skolen kan vi godt tale om pædagogiske uenigheder«.

Men hvis det handlede om så store problemer, at den pågældende slet ikke burde være ansat i et job, hvor man skal udvikle børns potentialer, ville han have svært ved at tage det op:

»Jeg tror, jeg ville være en kylling og sige det til ledelsen«. |