»Jeg tror, det er rigtigt, at der er lærere, der mobber elever. Men da jeg hørte om det i radioen forleden, var min første tanke, at det bare var det sidste nye, man skal være efter lærerne med. Når jeg så tænker over det, så kan jeg godt forstå, at nogle vil opfatte det sådan«, fortæller Anne. Hun er 34 år og har været lærer i otte. Hun har selv oplevet, hvordan en elev har følt sig mobbet af hende.

Anne er klasselærer for en 5. klasse på en skole i en større provinsby. Hun har haft eleverne siden 2. klasse, har været på barsel næsten et år, men er nu tilbage på fuld tid.

I hendes 5. klasse er en dreng, som mener, at han er blevet mobbet af hende.

»Benny havde været på nakken af Cecilie i et frikvarter. Cecilie har det svært og har et stort temperament. Den dag havde hun for en gangs skyld en god dag, men Benny havde jagtet hende i frikvarteret og havde hældt grus ned i hendes bukser og trøje. Jeg skældte ham ud, og så blandede Daniel sig. 'Hvorfor er du altid efter os? Det er lige så meget Cecilies skyld', sagde han. Så blev jeg tosset og sagde: 'Det ved jeg godt, Daniel, men grunden til, at hun gør det, er måske, at du er en forbandet og røvirriterende møgunge'«.

Sådan plejer Anne ikke at tale, fortæller hun. Men i den opkogte situation røg det ud ad munden på hende.

»Det er tit Daniel, der sætter gang i tingene. Jeg ved, at han også får meget skældud af de andre lærere. Han er den i klassen, der næsten altid begynder eller i hvert fald kører videre, hvis der er en konflikt«.

Daniel og de andre elever spredte hurtigt rygtet om skideballen, fortæller Anne.

»Senere på dagen mødte jeg deres engelsklærer. 'Jeg hører, du har kaldt Daniel en forbandet møgunge', sagde han. Jeg fortalte det også selv til en kollega, som jeg ser privat, men ikke til andre. De grinede begge to. Ikke ad mig, mere med mig. Og vi har talt om, at Daniel kan være møgirriterende. Det kunne lige så godt have været én af dem, der havde sagt det, så de bakkede mig op. Vi var altså enige om, at Daniel er irriterende. Men så derfra til at sige det til ham, det er ikke okay«.

Daniel fortalte det derhjemme, og hans far blev vred. Han ringede til skolelederen, og der blev aftalt et møde, hvor Anne straks erkendte, at hun havde talt til Daniel, som han havde refereret det.

»Jeg sagde, at jeg havde kaldt ham møgunge, fordi han ofte sætter gang i ting og provokerer, og fordi han altid bliver ved«.

På mødet sagde faderen, at Daniel mener, at lærerne tit siger grimme ting om og til ham.

»Jeg kan godt forstå forældrenes synspunkt, for Daniel er måske blevet lidt 'syndebuk'-agtig i klassen. Og når så drengen kommer hjem og fortæller - med berettigelse - at jeg har kaldt ham en irriterende møgunge, så var det åbenbart dråben, der fik bægeret til at flyde over for dem.

Når der sker et eller andet i en time, hvor en elev har opført sig fuldstændig urimeligt, så er der mange lærere på skolen, der ringer hjem og siger det. Det er sket mange gange for Daniel«.

Har du set eksempler på, at lærere mobber?

»Klassens matematiklærer er ret hård over for en af pigerne. Hun kan godt virke lidt Damp-agtig, men hun er helt vildt sød. En dag, hvor pigen kom for sent til en time, ville han ikke lukke hende ind og gav hende en kæmpe skideballe på gangen. Men hun havde været til tandlæge, så kan man faktisk ikke undgå at komme for sent.

Den samme lærer har også talt rigtig grimt om hende på lærerværelset, og han kom engang over til mig og sagde, at hun var totalt 'spasser-agtig'. Hver eneste gang, han møder pigen, skal han ligesom give hende en omgang. Så hun er ret bange for ham, og det kan jeg godt forstå. Men jeg har ikke sagt noget til de andre kollegaer«.

Taler I sammen om, at lærere kan mobbe?

»Lærerne imellem? Nej, vi taler ikke om lærermobning. Vi taler kun om elevers mobning. Vi har jo en antimobbepolitik for eleverne. Man sidder jo ikke og bræger ud om en kollega på lærerværelset. Men med dem, jeg ser privat, kan jeg godt snakke om, at der er en lærer, der måske er meget hård over for en elev eller en klasse.

Det er et svært emne at tage op på et lærerværelse. Vi har ikke gjort det, og ledelsen har også været konfliktsky.

Der er altid nogen, der råber for højt ad ungerne og skælder for meget ud. Vi har vel alle sammen nogle kritikpunkter på hinanden, ikke? Derfor er lærermobning meget farlig at tage op på lærerværelset. Sådan tror jeg, at der er mange, der har det«.

»Jeg tror, at en lærer ubevidst mobber elever, som irriterer én. Jeg ved jo heller ikke, om jeg selv gør det. For det er jo ikke noget, jeg ønsker at gøre. Og det håber og tror jeg ikke, at jeg gør. Men måske kører man mere på bestemte elever, end man gør på andre. Det mest oplagte er, at det oftest sker over for elever, der ikke kan sidde stille på stolen, eller som altid er i konflikter. Som Daniel for eksempel. Så bliver man mere tilbøjelig til bare at slå ned. Altså som hans far siger det: 'Daniel får skylden for alt'. Jeg siger tit nogle bestemte navne, og Daniel er et af dem.

Når læreren altid slår ned på den samme, kan eleverne godt opfatte det som mobning, mens man som lærer måske bare oplever, at eleven er en af dem, der altid snakker og forstyrrer, og så er det lige hans navn, man siger højt. Jeg forstår godt, at en elev kan føle, at det er mobning«. |

Anne er et pseudonym, ligesom elevernes navne også er det.

Ditte Dalum Christoffersen er cand.pæd. i pædagogisk psykologi og medlem af antimobbegruppen Amok.