Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Mattias Tesfaye lægger op til otte ændringer i folkeskolens ordensregler, så børn, der overskrider skolens regler, kan straffes ved at rydde op i skolegården og vaske gulvet i klasselokalet, når deres kammerater er gået hjem.

Med den udmelding fra ministeren står jeg tilbage med mange ubesvarede spørgsmål, og jeg kan ikke lade være med at tænke: Er vi ved at gøre børnene ansvarlige for en presset folkeskole, som de voksne har skabt?

Hvis man er utryg det sted, man sætter sine fødder hver dag, så er grundlaget for en trivselsfremmende skolegang ikke eksisterende. Når børn gør noget grænseoverskridende eller bryder en regel, så vil jeg mene, at der altid er en grund, som bunder i noget utrygt i barnets hverdag.

Derfor er straf også den helt forkerte vej at gå, for frygten for at blive straffet skaber ikke en tryg skolehverdag. Eleverne skal i stedet være en del af et skolefællesskab, hvor de møder voksne, der har overskud til at være der for dem, og så skal de naturligvis også få en masse ny viden.

Men alt for ofte er det ikke sådan i dag.

Vi lapper jordskælv med Gurli Gris-plastre

”Lærernes overskud smitter”. Sådan sagde Thomas Gyldal (S) på Kommunernes Landsforenings folkeskolekonference forleden. Jeg er enig. Vi kan ikke komme udenom, at lærerne spiller den afgørende rolle i elevernes trivsel, og hvis læreren er i mistrivsel, så mangler eleven et anker at læne sig op ad.

Når en lærer langtidssygemeldes eller helt forlader jobbet, så sidder der et helt lokale af børn tilbage, som ikke kan gøre andet end at blive. Jeg forlod selv lærerfaget og efterlod en 7.-klasse, som i deres skoletid havde haft seks forskellige matematiklærere, hvoraf jeg var den sjette. Når seks lærere er inde og ude af et klasselokale, så kan det ikke undre, at børnene selv begynder at få en opfattelse af, at deres skole er et sted, man flygter fra.

Det, jeg prøver at sige med den historie, er, at hvis vi for alvor vil skabe et trygt skolemiljø for eleverne, er vi nødt til at kigge på de vilkår, som lærerne står i. Vi må simpelthen snart forstå, at en tryg skolegang, uden at vi går straf-amok på eleverne, ikke kan lade sig gøre, uden at lærerne er i trivsel.

Måske forsimpler jeg det hele ved at sætte lighedstegn mellem lærernes og elevernes trivsel. Jeg tror bare, at vi er nødt til at lave en helhedsorienteret indsats, hvor vi ikke lapper et stort jordskælv med bittesmå Gurli Gris-plastre.

Det vil først og fremmest indebære en skole, hvor vi indser, at nøglen til den trygge skole er lærerne. Hvis de har tid til omsorg og forberedelse, og hvor de ikke hele tiden er på vej til den næste time eller det næste møde, vil vi have en skole, som lærerne har lyst til at blive i.

Så vil der være håb om, at lærerne får det smittende overskud, som Thomas Gyldal taler om. Og lærere med overskud, vil kunne det gøre det, de er bedst til: At skabe god undervisning og trivsel for vores børn og unge.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk