Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Hvis man ikke vidste det, ville man jo aldrig gætte på, at den nye aftale om ungdomsuddannelserne, er sat i verden af regeringen, SF og Dansk Folkeparti. Med en socialdemokratisk undervisningsminister i spidsen.

Endnu en politisk aftale som folkeskolereformen i 2013, hvor man stod måbende tilbage og måtte konstatere, at Socialdemokratiet og SF også her var blandt dem, som syntes, at det var en fin idé at bakke op, uagtet de mange negative konsekvenser. 

Af skade bliver man klog, lyder en talemåde. Den kan så ikke bruges i forhold til S og SF. Både som vælger og ikke mindst aktør i folkeskolen skal man endnu engang opleve, hvor langt der er mellem politisk ståsted og praksis. Det er jo ikke kun taburetter, som vakler her - det er hele fundamentet i folkeskolen, som får endnu en rusketur.

Makværk

Man skærper adgangskrav til STX i en tid, hvor indlæringen er udfordret af elevernes evne til at fastholde læselysten i en stadig stigende syndflod af digital underholdning, snart mere i billeder end i ord.

Man skærper kravene i en tid, hvor man i folkeskolen fastholder enhedsskolen, fordi det er en god tanke, at alle børn skal ende med samme afgangsprøve og vide, at der ikke skelnes i dagligdagen. Den bratte opvågning efter 9. klasse krydrer denne nye aftale med at fjerne enhver form for glidende overgang. Det skal ikke længere være muligt at forbedre sit karaktersnit efter en 10. klasse, og dermed mister tilbuddet om at tage en 10. klasse på en efterskole sin betydning. Beslutningen om det videre forløb efter 9. klasse har staten truffet. 

Hvilke negative konsekvenser kan man nu forudse uden en krystalkugle? 

En fjerdedel af de unge vil ikke få deres ønske opfyldt. Hvad vil disse elever stille op? Får vi flere omgængere i 9.klasse?

Det står nemlig ikke klart, hvilke tiltag staten har stillet i udsigt, så flere elever kan opnå karakteren 6.

Vil jagten på de gode karakterer sætte ind i 6.klasse, så alt det, som folkeskolen også er med social trivsel, udflugter, tid til faglige forløb og dannelse, vil træde i baggrunden, fordi afslutningen med 6 -tallet er målet? 

Eller skal vi tænke, at selvom tallet ikke opnås, så venter der en EPX, som kun kræver 02, og så løser man et problem for staten, som har en udfordring med den manglende interesse for velfærdsuddannelser?

Når gennemgribende beslutninger tages af aktører uden for folkeskolen, kan sådan en tal-leg på papiret se noget anderledes ud end for dem, som befinder sig indenfor. 

God arbejdslyst til kolleger og elever i folkeskolen. Lysten driver værket lyder et ordsprog – jeg håber, at det også gælder makværk.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk