Debat
Det er misforståede hensyn, vi tager til hinanden, skriver Morten Korsbakke.
Foto: Tor Birk Trads
Lærer til kolleger: Så bliv da hjemme
Man gør ingen en tjeneste ved at slæbe sig over på skolen, når man ikke er på toppen, mener lærer Morten Korsbakke. I stedet skal vi skabe en kultur, hvor det er okay at passe på sig selv.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.
Sæsonen for influenza, snot og meget andet
sygdom er i fuld gang. Alligevel oplever jeg, at mange lærere møder på arbejde,
selvom de ikke er på toppen, fordi de ikke føler, at de kan blive hjemme.
Mit indtryk er, at det sker dagligt på alle danske
folkeskoler – eller i hvert fald for ofte – at en kollega møder syg
på arbejde. Vi kender forklaringerne fra lærerværelserne: ”Min klasse har
allerede haft for meget vikar”, ”hvis jeg bliver hjemme, skal mine kolleger
løbe hurtigere” og ”skolen har ikke råd til vikarer”. Læg dertil presset fra
skoleledere og skoleforvaltninger der indbyder på fraværssamtaler.
Men helt ærligt, så er det misforståede
hensyn, vi tager til hinanden, når vi kommer på arbejde dopede med paracetamol
og ibuprofen. Måske tager pillerne de værste symptomer, og dagen går, som dage
jo gør. Men hvad er det for en gave, vi har givet til kollegerne og deres
familier? Og hvad med de elever, der har siddet på forreste række, mens hostene
eller nysene sprayer lokalet med virus og bakterier?
Ingen er uundværlige, og du eller jeg gør ikke
nogen en tjeneste ved at komme syge på arbejde. Så selvom det kan føles som om,
vi tager ansvar ved at dukke op på arbejdet, når vi er småsyge, er sandheden,
at det ofte har den modsatte effekt.
Når vi er ”rigtigt” syge
Jeg troede, at vi havde lært det under corona:
Ved at gå på arbejde, når vi er syge, risikerer vi ikke kun at sprede smitte
til kolleger og elever. Men vi udsætter også vores egne kroppe for unødvendig
belastning, hvilket kan forlænge sygdommen og gøre det endnu sværere at komme
tilbage på fuld styrke.
Derudover er det vigtigt at huske på, at
vi er rollemodeller for vores elever. Hvis vi viser dem, at vi prioriterer
arbejde frem for vores eget helbred, hvad lærer vi dem så om at tage ansvar for en selv og sine omgivelser? Som lærere har vi et ansvar for at fremme sunde
vaner, og det starter med os selv.
Desuden skaber vi en kultur på
arbejdspladsen, hvor det at blive hjemme, når man er syg, bliver set som et
svaghedstegn eller noget, man kun gør, hvis man er "rigtigt" syg. Men
sygdom har mange former, og uanset om vi "bare" er forkølelede eller
noget værre, er vi med til at øge risikoen for smitte og belastning af
systemet.
Vi skal i stedet fremme en kultur på
arbejdspladsen, hvor det er okay at passe på sig selv, for til syvende og sidst
er det også til gavn for hele fællesskabet.
Så kære lærer, bliv hjemme med god
samvittighed, når du er syg.
Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk